This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project to make the world's books discoverable online.
It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.
Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the publisher to a library and finally to you.
Usage guidelines
Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.
We also ask that you:
+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for personal, non-commercial purposes.
+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of public domain materials for these purposes and may be able to help.
+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.
+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.
About Google Book Search
Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web
alhttnr //books 00018 .scom/
Digitized by Google
&
Osiovm —*8*
ig
General Library System Unvarzity of Wisconsin - Madison 728 Siuie Street
Madison V U.S.A.
Digitized by Google
J ork (er BA
Nordiffe Fortids Sagaen
Tredie Bind. ie gl
bon
LÆ
. i ' . ' —
SW . Fi ø « 4 1 z * * K ø 4 W ” . Cd ig ' - ' . å v . AM å k 1 kj * * 1 (| ig - - … 9 * * * Ea | * Fa ' J i — — 2 1 NH J ER å J i ' z ” 3 - J * 2 - i ' *
Nordiſte Fortids Sagaer,
efter
-
den udgione islandffe æller gamle nordiſke Grundſtrift ober ſatte
| af . — €. C. Kafn, P. D.,
Profesſor, Ridder af Dannebroge og Nordſtjernen, Secretair i det stongr.
nordiſte Oldſtrift Gelfab, Medlem af den Kongl. Commisſion til Old⸗ fagers Opbevaring, Wresſsmedlem af de engelſte Antiqvarers Gelffab i London, det Kongl. irlandfte Akademi i Anblin, det Kongl. nederlande Literafur : Eelftab i Brüſſel, ordentligt eller correſponderende Medlem af det ftandinavifte Literatur⸗GSelſtab, det Kongl. ſpenſte Vitterhets: Akademi, det Konyl. Gelffab for Skandinaviens Hiſtorie i Gkokholm, Det Kongl. Bohmiſte Videnſtabers⸗Selfkab i Prag, Videnſtabers⸗Inſti⸗ tuterne i Amſterdam og Washington, def Kongl. franfſke antigvariſte og det geographiſke Selſtab i Patis, det amerikanſte philoſophiſte Selſtab i Philadelphia, på adftilige andre lærde Gamfund.
3
Tredie Bind.
— — SER
* v BER: 2 sé *
dåd
Kjøbenhavn. ——
Trykt hos Andreas Seidelin, Hof: og Univerſitets⸗Bogtrykker.
ba så
i 1830.
dn i lg 1 ; . | i - he i | i I 3 , ig . AJ i ” v i 1 i É å ' — LJ 2 i ek i i | « É i | i i | U * | ” * 4 | ⸗ — — — x Én : å I * i i | I - + i | Å | i i i ' 4 — | i i U - * — —F | - S | j — — og — ne: å , k ' * — — * 1 * — * * FA i i . ' AM - ig i — - . = * * - . : i . - * * é i i * EH s J * 1 SE — 2 4. MK | I NU i I * — Rø — 22 * 1 3* i p J i i . E i Å —— i ne i u i | . , ; i . ' | r n | . , ls i | hs — — J | i KA + ' *F Cir ks ——— - ba A , y * i ' ' t EJ d . i I J i Fj , J * * — i ' . ' - , å * — J rd ; i . . | | Ås + i a J & — — F ⸗ J * i: å . . i 4— — — 8 e + z — 1 så i 4 i, . på FÅ — - $ Ø + NH e e ke: . + 4 … € . * ø É i . bd — * CJ
Generel! Library System En
University of Wisconsir — n81 * ĩ | 728 Stata Sirget Madison MRS, —— VVI 53706-1494 i |
æ —
JAN —— 427.
— B. Akdåersen
BUSI N82
— — — InmnmnI ——— — —
⸗⸗
Fortale.
1 å TD DE SEE
U
Da, ſom har Lyſt til af Fjende de markelige Begiven⸗
heder, der ere ſtete i fordums Tider, han har to Ting
at iagttage; førft at fpørge om det, ſom han ikke til
forn kjender; dernæft at. fæfte fig det i Minde. Men for at gjøre fig bekjendt med fange og ubekſendte Cas
gaer, maa man have dem optegnede, thi fun ſaaledes
holde de fig i tro og barigt Minde, Nærværende Saga,
ſom er een af de ſtorſte, der have været ſtrevne i det
tydſte Tungemaal, indeholder Fortallinger om Kong
Didrik. og. hans Kæmper, Sigurd Fafnersbane og Nifs
fungerne, Vilfinamændene, Rusſerne og Hunnerne, pg om mange andre Konger, og Kæmper, fom hore til
denne Sagnkreds. Sagaen tager fin Begyndelfe ft:
Apulien, og vender fig derpaa imod Norden til Lun
bardiet, Venedig, Svaben, Thyrningeland, Ungarn,
Polen, Rusland, Vindland, Danmark og Gverrig; den gaaer over hele Sarxland og Frankland, ja ſtrekker ſig ogſaa veſterud til Valland og Spanien. Over alle
disſfe Lande gaae Begivenhederne i denne Saga, der
fra Begyndelfen til Enden. handler om de vælbige Be drifter, hine Mænd i de her opregnede Lande have ub⸗ Fe Mordiſte FortidssGagaer, 3die Bind. „A—
k 0 Al
2
ført. De Danſte og Svenſte vide at "fortælle mange Sagn herom, og nogle af disfe have de endog overført i dereg Kvad til fornemme Mænds Morſtab. Hos dem fvædes endnu mange Viſer, fom for rum Tid ſiden ere blevne forfattede efter denne Saga. Nordmændene . have. og behandlet en Deel af Sagaen Begivenheder, tildeels ogfaa i Koad, hvori fortælleg om Sigurd Faf⸗ nersbane, Volfungerne og Niflungerne, Velent Smed og hans Broder Egil og om Kong Nidung. Om nu "gen og anden Forſtjellighed paa enkelte Steder kan være indlaben i Mænds Navne og Handelſer, faa und⸗ " fylde man det med, at; uagtet Tildragelſerne ere de felø ſamme, Fortællingen dog grunder fig van faa mange forſtjellige Beretninger. Sagaen er ſammenſat efter tydſte Mends Sagn, og grunder ſig for en Deel paa de Kvad, fom vare beſtemte tilat more Hov dinger med, og ſom bleve digtede for rum Tid ſiden ſtrax efter Begivenhederne. Lg om du end vil tage en Mand ud "af hver Borg i hele Saxland; de ville. dog alfe fortælle dig: Sagaen omtrent paa ſamme Maade, hvortil deres gamle Viſer hjælpe den. Disſe deres Kvad. ere for⸗ fattede i den Verſeart, ſom er brugelig i vore Maal. Yfølge Digtemaaden overdrives ſtundum Fortællingen ; faaledeg ſiges den at være den tapreſte, om hvem og hvis ZEtmænd man da fortæller; ligeledes naar Mane defafd beſtrives, bruges der ogſaa at ſige, at Trop⸗ perne falde, naar de ppperſte for beromte Mænd ere faldne; men det maa man forſtaae paa den Baade, af hefe Tabet beroer paa Hobdingernes Fald, efterfom ingen ere deres — „ligeſom ogſaa Halfred ger: am . | i
Ode bleve ved Drottens Død de nordiſte Lande; Freden ved den fagre Tryggveſons Fald forſtyrret.
Her ftal det ikke forſtaaes lige efter Ordene, at de nordiſte Lande bleve obe, om end Olaf var falden; men det ſagde Skjalden til Kongens Berommelſe, at der ikke var ſaadan Mand mere her i Norden, fom Olaf Tryggveſen. Saalunde vil der og gane ſtort Ravnkundigheds Rygte i alle Lande, faa vidt ſom denne Saga kommer, af de ſtore Bedrifter, ſom Kong Didrik og hans Kamper og andre hans Samtidige have
” udført; de nemlig; fom vare de forſte Høvdinger, der
raadede over Landene, og hvis Navne baade.de dem.
undergivne Folkeferd og deres Rtmend eudun den Dag i Dag bære. Egå
Denne Saga blev forſt ilden omtrent ved Kong Konſtantin den Stores Dod. Denne Konge havde, ſom vi vide, naſten kriſtnet hele Verden , men
ſtrax efter hans Endeligt led Kriftendommen et betyde⸗
Sigt Skaar, og Bifdfarelfer tiltoge pan mange Maader. Derfor findes der heller ikke i den forſte Deet af Gar gaen nogen, ſom havde den rette Tro. Ikke deſto mindre troede de dog paa een fand Gud, ved Hvis Navn de fvore og gjorde deres Lofter. Der vare i den: Tid: mange flere Konger end Didrik, uagtet Sagaen dog meeſt dreier fig om hans Bedrifter. -Det er de fleftes Sagn, at i de forſte Tider efter Noa Vandflod vare Folk faa ſtore og ſterke ſom Riſer, og opnaaede mange Menneſters Alder; men det varede et lenge, for
Tolk bleve mindre; fan at der var fjelden een af bude A 2.
4
drede, der opnaaede ſine Forfædres Storrelſe og Lebe⸗
"tid. Men uagtet Folk bleve mindre, aftog dog hvers
ken deres Stridslyſt eller Begjerlighed efter Gods og
Berommelſe, hvorved der opſtode ſtore Kampe. Ofte hendtes det, ar en ſterk Mand havde faa fvær en Hjelm og Brynje, faa hverken Jern eller andet Vaaben bed derpaa, og fom almindelig Mand ikke havde Kræfter til at løfte fra Jorden, og at han tidige førte. et til hans Styrke i Haardhed og Skarphed pasfendeS værd, faa at ſaadan Mand ofte ene med fine Vaaben fældte hundrede almindelige Mand; og om hang Sværd end
ikke bed paa de mødende. Vaaben, . fan hug han dog faa
haardt-til, at fmæfre Been og tynde Lægge ikke kunde
" holde det ud. Paa den anden Side maa man ei heler
anſte det for underligt, om den almindelige Mand ikke funde med fine ringe Kræfter ſonderhugge en ˖ſtark Mands Lemmer eller Vaaben, ſom han ikke engang mægtede af bære. Kong Didrik og hans Kæmper les. vede længe efter den Tid, da Menneſtkenes Kræfter bes gyndte at aftage, og der vare ikkun faa i hvert Land, der havde beholdt deres: Forfedres Styrke. Men ef
. terfom nu de ſtæerkeſte Mænd ſamledes i et ikke ringe Antal i een Stad, og enhver af dem havde fortrinlige.
Vaaben, der bede Jern faa fet ſom Kjod, faa maa man iffe undre over, at fvage Smaamenneſters Trop
har maattet vige Pladſen for dem. Og tør man heller
ikke tvivle om, af de Gamles Sværd bede Jern, efs terſom de bleve førte med faa ſtor Styrke; faa meget mindre, fom der endnu gjores Sværd, der ikke blive fløve, om man end hugger Jern med dem. Ethvert Fraſagn vil vife, "at alle: ikke have været af ſamme
AJ y * — ——— ——— —— —— — —
5 Natur: ſomme berommes for Viisdom, fomme for Styrke eller Tapperhed eller noget Slags. Fardighed eller Lykke, ſaaſnart der opftaaer en Saga om dem.
En anden. Fortællingsmaade er den, at omtale de forſtjellige Tidsomſtiftninger og de vidunderlige Ting, ſom paa mange Maader ere flete i Verden. Hvad der i eet Land er almindeligt, holdes i et andet for underligt; derfor falder en Tosſe ofte i Forundring, naar der fortælles Ting; han ei tilforn far hørt. Men den Mand; fom er viis, og fjender mange lig⸗ nende Begivenheder, ham forekommer det ei underligt, efterfom han fan begribe Sagens Beffaffenhed. Faa anſee fig faa erfarne, af de blet ville troe det, ſom de felv have feet. Men ſomme ere i den Grad. blottede for Forſtand, at de ikke engang kunne indfee det, fom de nylig have feet eller hørt, faa godt ſom vife Mænd, der allene have det af Rygtet; og, naar nu nogen Tid forlober da er det for den Uforſtandige, ſom Gan als deles ikke havde. høre det.”
Mytten af at Fjende Sagaer om — Mend viſer fig ifær bed, at de fremſtille for vort Blik efter⸗ . lignelſes verdige Moenſtere af mandige Foretagender og vældige Bedrifter, da man derimod ved Efterladenhed i Saga⸗Kundſtab let udfætter fig for at ſloves og dra⸗ ges bort fil onde Sjerninger; og ſaaledes hjælpe de dem, fom rigtig ville forfaae dem, til at adſtille Godt fra Ondt. Ogſaa til vor Fornsielfe bidrage de; og alle ere enige i, at eet Menneſte ved en Sagas For: tælling fan underholde mange i lang Tid. De flefte. Morftabslege-udføres iffe uden Arbeide, ſomme endog ikke uden ſtore Omkoſtninger; en Deel kunne iffe
4 —
6 | | F
komme i Stand, uden et ſtort Antal Menneſter for⸗ ſamle fig. til dette Hiemed; ſomme Lege afgive ikkun faa Menneſter Morftab, og vare desuden kun en fort Tid, andre Lege igjen udfætte ofte Folk for Livsfare; men ganfte anderledes forholder det fig med den Skjenit ” og Morftab; Sagaer pg Kvad forffaffe; den koſter intet, og fætter ikke Menneſters Liv-i Vove; her fan og tet Menneſte forlyſte mange, ſom kunne hore paa hans Fortælling, og om der end kun ere faa tilſtede, kan deg dette Slags Morſtab ligefuldt iderkſettes; det lader ſig ogſaa lige godt udføre, hoad enten det er Dag eller Rat, Hvad enten fyft eller morkt.
Men det er uforfandigt, at falde det Løgn, ſom man iffe har feet efter hørt, da man dog ikke veed nos get Sandere af berette om flige Bedrifter. Viſeligt er det derimod, at tænfe over. det man hører, for man.
forfmaaer og foragter det. Kan det nu vel hænde fig, at een og anden, fom hører disfe Fortællinger, vil finde, at Sagaens valdige Bedrifter og Storvarker ikke pasſe med haus Værd, og desaarſag forſmaae Fortællingen; - men ſaadan gen. maa dog, om fan nu end falder i Forundring over alle de Fuldkommenheder, hvori de her omtalte Mænd bave overgaaet andre, fænfe paa; at man ei fan fige faa meget om diéfe eller andre For⸗ frin, af den afmægtige Gud jo kunde have givet dem
alt dette. og endda Hælvten til, om han vilde.
*
Her begynder Sagaen om Kong Didrik af Bern og hang Kæmper.
Førfte Fortælling. Om Kong Samfon i Salerne.
QOortæltingen begynder her med en Ridder, ſom var
født i Staden Salerne. Der regførede paa den Tid én mægtig Jarl, fom hed Rodgeir; hang Broder hed Brunſteen. Jarlen havde en Datter, ved Navn Hils defvid, den deiligfte Mo man kunde fee for fine Sine, og meget færdig i-alle de Sysler, der hædre Kjønnet. Hun havde fin Faders fulde Kjærlighed. . Hendes Skjonhed og Anſtand, Blidhed og beſtedne Vaſen, ſom ogſaa hendes Færdighed i kunſtige Sysler vandt. hende alles Hjerter. Ridderen hed Samſon, den taprefte og fortrinligfte af fine Jovnlige. Sort form Beg var hang Haar og Skag, og begge hang ned i fide Lokker; i fin Vært lignede han aldeles en Riſe, naar det undtages, at-hans Lægge og Lemmer ei vare: ſaa flet formede, men i Forhed og Kræfter ſtod han ikke tilbage for den ſterkeſte Nife; han havde et langt bredt Anſigt, et morkt og barſt Aaſyn; et heelt Grand
8 J Didrik af Berns — 1 €.
var imellem hans Mine, og over dem fjvælvede fø, lig tvende forte Krager, de tykke mrke Bryn. Mork⸗ laden var han, dog den anſeeligſte Kæmpe; for vat hans Hals, brede og tyffe hans Skuldre, Armene føre og fan haarde at føle paa ſom Stokke og Steen; fang Haand var ſmuk, Fingrene fmidige og vel dans nede. Uagtet den ftærfe Bygning befad han dog baade Fardighed i at ride Heſt og udføre alſtens Lege, ſaavel de der fordre Hurtighed, ſom de hvor Styrken gjør
Upſlaget, faa at han i Legems Fuldkommenheder var fin
Tids Ypperſte. Han havde noget Skarpt i fit Dig,
dog var han blid og nedladende mod alle, ſaavel Rige
fom Fattige, faa åt Han fdarede den ringefte Mand med en glad Mine, og enhver, fan maatte være nok
” faa fattig, havde ligefuidt Adgang til hang Agtelfe , Dan bar viis og ſtarpſindig ; derhos forſigtig; ligeledes
velvillig og gavmild, fan at han mod fine Venner hverken fparede fine Eiendomme elfer fin Biſtand, om
de end vare ſtadte i fan for Nød og Livsfare, at en⸗ hver anden havde fadet fig afſtrekke. Ofte holde. han
"Træfninger og Enekampe, ene mod mange, men aldrig
gif han bort af Striden uden ſom Seierherre. Alle hans Løfter maatte ſtaae fuldt og faſt, hvad enten han havde lovet det Onde eller Gode; og havde: han engang taget en Beflatning, da aflod han ikke, før den. var fuldbyrdet, enten det faa holde let eler vanſteligt; og faa urokkelig var han heri, at han, hellere end bryde
fit Løfte, gif i Døden. Wed alt dette blev han navns
kundig, og vandt fine Venners og Bekjendteres fulde
Hengivenhed; hans Fjender derimod ſtjelvede, ſaa⸗
ſnart de blot hørte hans Navn. Aldrig roſte han fig
2C. Didrik af Berns Saga. E "9
af. nogen Stordaad, men naar andre prifte hans vel⸗ dige Bedrifter, faa hørte han vel derpaa, men talte. ingenſinde felv derom. Han tjente Rodgeir Jarl vel, og blev igjen hadret af ham efter. Fortjeneſte. Samſon fattede en heftig. Kjærlighed til Jarlens Datter Hil⸗
deſvid, og faa vidt kom det omfider, at han beſluttede | af. binde hendes Sjenfjærlighed, hvad enten det — med det Gode eller Onde.
2.. Det hændte fig nu en Dag, ſom Saren ſad ved Bordet, og Ridder Samfon juſt var tilſtede, at - han lagde nogle af de bedſte Retter paa to forgyldte Solofade til fin Datter Hildefvid. Samſon var ſtrax ved Haanden, tog imod Fadene, og bar eet i hver Haand hoit .i Veiret, og gik ſaaledes, fulgt af fin Svend, til Hildefvid. uGaÉ og tag min Heſt,“ ſagde " han til Svenden, „ſamt alle mine Vaaben og bedſte … SKlenodier, og hold dette færdigt, til jeg gaaer nd af … denne Gaard. " Samſon gik derpaa ind i Gaarden, og bod Porfneren oplukke Kaftellet. Saa ſtete, og han gif op i det hoieſte Taarn, hvor Jarlens Datter
ſad, omgivet af faa Kvinder, ved Maaltidet. Han .
gif lige til hende, boiede ſig, og fagde: Bær hilfet Jomfru, og J alle tiſſammen!“ De modtoge ham vel, - og. Gade ham fpife og drikke med ſig. Han gjorde faa, og berettede med det ſamme Hifdefvid ſit WÆrende Saafnart nu Bordet var taget bort, tog Gun fine - bedſte Klenodier, og fagde derpaa grædende til fine Kvinder: «Her er nu Ridder Samſon kommen, og vil bortføre mig uden min Faders og mine Franders Villie. Men hvorlunde ſtulle vi forhindre ham det! thi om her end vare hundrede fuldtvæbnede Riddere, faa vil.
10 Didrik af Bens Saga. 3C.
fan dog kunne bortføre; hvad han lyſter; derfor tog jeg. nu mine Klenodier og bedſte Klæder fil mig, hoor⸗ Del min Skam er paa det hoieſte, bed ſaaledes at fare bort med en Mand, og ſtilles fra Fader, Frænder og trofafte Venner, fra Hæder og Nige. Dog beder jeg eder, at J holde det ſtjult for min Fader, faalænge ſom mueligt; thi jeg veed, at han forfølger os, ſaa⸗ fnart han underrettes herom, og fulde de da traffes, da er Ridder Samſon faa dygtig én Krigsmand og vældig en Kæmpe, at, før han fader fis Liv, vilde jeg fane at fee mangen Mand ſonderhugget, mange brudte Skjolde og blodige Brynjer, og mange Frender og —
Wenner hovedloſe at ſtyrte til Jorden”
3. Ridder Samſon fatte nu Jarlens — paa ſin Arm, og bar hende ud af Kaſtellet, men. alle. Kvinderne. bleve grædende tilbage. Udenfor Gaarden holdt Svenden med fo Hefte, den ene fadlet, den an⸗ den belesſet med deres Koſtbarheder. Samſon væbs nede fig, og fprang paa Heſten, tog derpaa fin Frue, fatte hende paa fit Knæ, og red ſaaledes fang Vei bore fra Borgen, og ſtandſede ikke, far han havde naaet en flor og ubeboet Skov. Der byggede han et Huus,
fom i fang Tid tjente dem til Bolig. Forſt mange - Dage efter ſpurgte Rodgeir Jarl, at hang Datter var
bortfort, hvo der havde gjort det, og hvorlunde det var
tilgaaget. Han græmmede fig til ft Inderſte, og fade” ingen Udveie til at fane fin Harme hevnet. Imidlertid lod han Ridder Samſons Gaard brænde, tilkjendte fig alle hans Kvæg og Ciendomme/ gjorde ham felv land⸗ flygtig fra hele fie Rige, og bod alle fine Mænd dræbe ham, om de det formaaede. Saafnart' Samſon
3 €, Diidrik af Berns Saga. ET
ſpurgte, at han var gjort landflygtig og fredlss, ved han ftrar bort fra Skoven ligetil Jarlens Gaarde,
. brændte dem, og”dræbte baade Folk og Fæ, men alle
de, ſom kunde komme afſted dermed, toge Flugten.
"Gom fan nu vendte om igjen, kom Rodgeir Jarl
imdd fam med tesfindstyve Mand, men ſaaſnart fan blev dette vaer, dreiede han fin Heft, gav den af Spo⸗
rerne, og ved djærvt igjennem deres Rakker, fpændte
e
faa fin Hjelm og Brynje faft, fatte fit Skjold og Spyd frem, og borede i det forfte Stad ſit Spyd i Bryſtet pan cen af Jarlens Niddere, ſaa af det trængte igjens gem Brynjen og ud igjen mellem Skuldrene, og Rid⸗ deren ſtyrtede død langt bort paa Valen. J det Tamme traf han ſit Sværd ud af Skeden; det var baade haardt og bredt og -et fortrinligt Vaaben. Med det. førge
Hug "ramte han Jarlens Bannerfører i den venſtre
Gkulder, faa at Sværdet gik tvært. igjennem Brynje ig Bug, og hvert Stykke af Kroppen falde til ſin Side af Jorden; ogſaa Bannerſtangen gif fønder, faa Ban⸗ neret faldt. Dernaſt hug han til hoire Gide en Ridder i Ryggen otzenfor Gadelbuen;. Manden med. famt . Brynjen klovedes midt over, faa han faldt i to Stykker
til Jorden. Endelig hug fan felve Jarlen i Halſen,
faa Brynjen gif ſonder, og Heſtens Hoved i ſamme Hug gif af, og alt faldt paa cen Gang dødt tif Jorden, ſaavel Jarl ſom Heſt. Det varede faaledes kun foie Stund, inden han havde. dræbe. femten Riddere; og da var. vel. hans Hjelmſtygge, Waabenkjole og Silke⸗
Gadelflæde afhuggede, men heel var endnu baade hang
Hjelm og Brynje, og Heſten var: heller ikke ſaaret. Da flyede alle Ridderne, og holdet den fig for heldigſt,
de N
122 DibriÉ af. Berns Saga, å C.-
ſom var den førfte paa Flugten. Ridder Samfon ved derpaa til Skoven, hvor han traf fin Frue, og dva⸗ lede der en Stund. Men da Nidderne kom tilbage. til | Salerne, fortalte. de, hvorlunde Jarlen og med Gam femten Riddere vare. dræbte, og hvo der havde ud⸗ ført dette Verk. NU var altſaa Selerniebors uden Hovding. 4. Saume Dag lod Rorgeir Sar —
Brunſteen ſtevne til Thinge og fig ſelv udnævne til
Konge over hele. det. Rige, Jarlen Havde beſiddet. Fan red .dernæft i mange Dage omkring med ſtort Folge, af dede efter Nidder Samfon , men denne red flere Gange uforfærdet til Kongens Gaard, opbrændte en ſtor Deel af; hans Gods, og dræbte mange Meus neffer. Allerede havde denne: Ufred varet ved i to. Når; da red. Kongen engang; i Følge af hundrede Riddere, ud for at opføge.Samfon. . Om Aftenen kom han:til. et ved en Son beliggende Kaſtel, Hvor han agtede at obernatte. Did; fom Ridder Samſon ganſte ene ved Midnatstide, og traf Kaſtellet lukket og: Vagten i Søvn. Han udtankte nu fin Plan, ſteg af Heſten, og bandt den. Tat ved Kaſtellet laae der juſt en lile Torp, Hvor der boede fattige Folk; der gik han ben, fTaffede fig Ild, og gif ind i.et Huus, hvori han fiden ſtak Ild; han tog derpaa en luende Brand » og ſted den op i Kaſtellet. Ru flod hvert Huus i lys Lue, hvorved Vagtmendene vaagnede, ſprang üſomt op, og blæfte i Lurerne, til Tegn. paa af der var Ufred for Haanden. Enhøer, fom -vaaguede, greb fine | Klader og Vaaben, og den ene ſtyndte nu den auden til at tage Flugten. Krigsrygtet kom ogſaa ſtrax ind
-
é
4 C. - Dibdrif af Vernes Saga. 13
for Kongen, ſom paa det hurtigſte iforte fig ſine Kleder
og Vaaben, ſpraug paa Heſten, og ilte, ledſaget af ſer Riddere, ud af Kaſtellet. Med dette Folge ſtyndte
han fig ad. Skoven til, og alfe troede, at det. havde været en heel Krigshær,. der havde, brændt Kaſtellet, efterfom der var megen Ludtrgang'og:Vaaben&rag at hørg hele Natten, ſtjont det dog egentlig: var dem ſels, der indbyrdes ſtrakkede hinanden. Ogſaa alle de svrige
. flyede, ſomme til Heſt, ſomme fil. Fods, nogle i Vaa⸗
ben andre derimod vaabenlsſe, ja næften'uden Klæder ;
" faa at Ridder. Gamfon i den Nat gjorde mangen Mand
Stam og. Gkade, og, før Dagen. brød frem; vare mange. faldne for hans Haand. .. Kong Brunſteen red
lenge om i Skoven, indtil han endelig traf paa. et
Huus. Der var en Kvinde, fom Kongen ſtrax Fjeridte at være hans Frenke Hildefvid. " Han, fpurgte, Hvi hun: var der, og; Hvor hendes Elſter dar, og om fun vilde fare med dem? „Herre!“ føarede han; „dette lille Huus er mit Herberge, men Ridder Samſon red bort ved Nattens Frenibrud, og, om J ikke er bleven ham vaer, da veed jeg ikke, hvad Bei han har taget. Men hoorlunde ér det tilgaget, at F er kommen hid
faa dybt ind i denne morke Skov, uden at fjende
Beien; hvorfor rider J om Natten, og hvor er eders Natteherberge; og bet undrer mig meget, at J kom⸗ mer her fan tidlig; Solen faner nu forſt op i dette
Mieblit, men Ridder Samſon har ſagt mig, at man
behøver en halv Dag til at ride Sfoven, igjennem.“ „Du figer fandt, Frue!” føarede Kongen, det er vig nof en underlig fang Vei; vi have nu redet. i denne Skod Hele den forgangne Nat; i Gaaraftes:toge vi
4
Herberge i et Kaſtel „ men en frygtelig Raaben og Lure
t
«
44 Ditrit af Berns Saga. 4 C.
gang fra alle Kanter vakte og fnart, dg da bleve vi.
vare vi handrede Riddere, men da jeg red hid til denne SÉov, hapvde jeg .ikfe flere end disſe fer tilbage; og dog vide vi ikke, hveden Ufreden fom;” Derſom det er faa, ſom mig aner,” føarede Fru. fikdefoid,. da har Ridder. Samſon ene udført alt dette, ligeſom han jævnlig tilforn har tilfølet eder SFade." Nei, dn er
eu Taabe,”.gjentog Kongen, ‚og kun flet underrettet,
om du vil paaſtaae, at Ridder Samſon ene har kunnet
brænde vort Kaſtel og gjøre al den Storm, ſom der
var; heller iffe kunde han paa sen Gang tude i tredive Lurer. Tag nu hurtig dine Klæder, og far med og! altfor flænge har du været her til Skam for dig og. dine
Srender.“ MNMei,“ foarede hun, eg vil ikke fare
med eder denneſinde, thi jeg feer, at J ſnart vil faae noget at beſtille; Dreier eders Heſte, og ſparer dels, ſom nu kommer at tale med eder.“ Da bleb Kongen
. va, af Samfon' red mod dem, og han dreiede da fin
Heſt. De ſtyrtede nu begge 158 paa hinanden; og blots
x gar, at hvert Huus flod i lys Lue. Da vi lagde 08) |
rede Sværdene; men Ridder Samſon hug til Song
Heſten. Det andet Slag gav han den næfte Ridder over Arten, og klovede hans brynjekledte Bug, faa at Sværdet fad faſt i Sadlen. Den tredie Ridder ſtak fan tvært igjennem. Da fiyede de, fom vare tilbage, men Nidder Samfon fatte efter dem, og lod ei af, før
Brunſteen, og klovede Hjelmen og Hovedet / faa at Hugget gik ned i Axlerne, og Kongen ſtyrtede dod af
han havde dræbt dem alle, pad cen nær, ſom undkom
haardt faaret, Denne fom til Borgen, og havde da
WN
fk SEER Didrik af Berns Saga. … 15
vigtige Tidender at fortælle om Ridder Samfons og ” Kong Brunſteens Møde, og hvad Ende deres Ufred - havde taget. Da forftode alle, at ingen Mand kunde maale fig. med Ridder Gamfon. .
5. Ridder Samſon kom nå tilbage til fin Frue, og tiltalte. hende ſaalunde: Altfor lang Tid har jeg . været i Denne CÉov, og jeg vil ikke fænger holde mig hev ſtjult for mine Ufenner. Tag nu dine Klæder og - afte dine Koſtbarheder, og gjsr dig færdig!” " Saa " gjorde hun. Derpaa tog han tre Heſte, lasſede dem med Guld, Solv og alftens gode Klenodier; den fjerde gav han Hildefvid at ride paa, og den femte beholdt han for fig ſelv. Saaledes begave de fig nu paa Veien, og fortfatte den igjennem Skoven. Da de næften havde naaet Udkanten, kom tolv Mænd ridende imod dem, fom havde ſtore Heſte, brede Gkjolde, blanke Hielme og tykke Sppoſtafter; felv vare de ſtore, og rede haardt frem. PWWo mon det være,” fågde Ridder
Samſon til fin Frue. Herren foarede hun, hvo
det er, veed jeg ikke, men det er vift, at de ride djærve til; ſtulde I ikke kſende Dem?” Nei) dem ſelv kjen⸗ Der jeg ikke,“ foarede han, men det fan være, at jeg Ejender deres Vaaben: den forſte Maud har et røde " Otjold, hvori der ſtaaer en forghldt Løve; dette Marke havde min Fader og hans Broder. Ditmar, og det ſamme bærer ogſaa jeg i mit Skjold, hvoraf jeg veed, at det er. mine Wtmænd.” Lg nu vare de komne til hinan⸗ den. Da fpurgte Nidder Samfon, 600 de vare, hove den de kom, og hvorhen de agtede ſig? Lang Vei,” … fvarede deres Hovding, have bi fabet, men dog venter . jeg; at vi nn kunne vende om herfra, thi nu: fave st
⸗ U
hk 3
U
46 Dirrit af. Berns Saga. 6 C.
udføre vort Ærende, efterſom vi have fundet eder. Vi have for fang Tid fiden ſpurgt, hvilfen Ufred der
var tilfsiet dig, hvilke mægtige Fjender du har haft
at fæmpe imod, og hvorlunde du blev affat fra din Værdighed, og hadde ikkun fåa' Venner,. ſom kunde ſtaae dig bi.” .LDOM jeg feer ret, ”- foarede Ridder Samſon, da er du min Farbroder.“ Ja,“ fvarede hin, jeg er din Farbroder Ditmar; mine to Sonner ere ogſaa her med; og alle disſe ere dine Frænder.
Bi have nu reiſt fang Vei, for at opføge dig, da vi
vilde yde dig Hjælp, i hvad du agter at fage dig for.” Da omfavnede Ridder Samſon fin Farbroder, og tak⸗ fede ham meget for hans gode Villie. ' 6. De rede nu alle i Forening ud af Skoben hen til en Borg, ſom Kong Brunſteen eiede. Borg⸗
. Beboerne bleve det ikke vaer, før de allerede vare komne
ind i Staden. Da mærkede de, at det var Ridder
Samſon, fom var. kommen der, han fom havde dræbt
Rodgeir Jarl og. Kong Brunſteen og mange andre mægtige Hevdinger.- "De tænkte nu paa, hvilke Stor⸗ værfer han havde udført, og hvor drabelig en Mand han i alle Henſeender var, ſamt at de ſeld nu vare
” uden høvding. De vifefte Mænd traadte derpaa ſam⸗
men, og ſaa falde. deres Beſlutning ud, at de vilde indgaae Forlig med Ridder Samſon. Ifolge denne Beſlutning gif de til ham med megen Xrbodighed uns
der talrigt Optog, og fraf ham og hans Mænd i en
.Hal, hvor han var tagen ind. Ridderne ginge nu for Samſon, faldt paa Knæ for ham, og tilbede, at give
fig i hans Vold, og blive hans Undergivne: ,, Borgen
bilde de overgive ham; han ſtulde være deres Hevding.” |
-
é
76 DidriÉ af — Saga. | 47
Dette. Tilbud modtog Samſon, og bød dem ſtaae op.
Der blev nu ſtævnet til Thinge, og. paa dette Thing
toge Borgens Beboere fam til deres Hertug. |
7. Kort efter red Hertug Samſon ud af Borgen, og méd ham fem hundrede Niddere!, Han red nu hen til en anden Borg, ſom baade i Rigdom og Folke— mængde overgif de flefte andre. Han affendte Mænd til Borgen med det Forlangende, at Indbyggerne enten fulde overgive Borgen, eller i andet Fald værge des res Gods og Liv. - Men da de hørte dette, holdt forſt Hobedsmendene Stævne, og Sagen blev dernæft fores ” Draget paa et almindeligt Møde; mén for man ſluttede dette Møde, talte en Hovding længe og fnildelig ; han begyndte Talen om Ridder Samfon fra dennes Barn: ” Dom, . dernæft talte han om, hvormange ſtore Gjers "ninger han udførte i fine unge Aar, og fiden da han blev Ridder, at han vandt Borg og Rige, holdt Ene⸗
kampe og Slag, ſamt hvorlunde han var mild og raſt,
Fjærlig mod fine Venner, men grum mod fine Uvenner,
" Hvor ſiandhaftig Han var i fine Beflutninger og Hvor: ilde han havde gjengjeldt Rodgeir Jarl og Kong Bruns fieen deres Ufred, Ja det funde de vente, at de ei vilde kunne holde deres Borg for. hans. Hær, da faa ſtore Hsvdinger ikke kunde holde dereg Liv for Gam:
allene: ..0g er det nu. mit Raad,” faa fluttede-han, «åt vi modtage ham pan det bedſte.“ Da nu Hertug Samſon kom til Borgen, vare alle Borgportene ops luftede for ham, og han red ind i Staden med hele fin Her. Dernæft blev der flævnet til et almindeligt
1) Ovdet Ridder brugtes I det gamle Sprog ogſaa til at be⸗
tegne Rytter i Almindelighed. Nordiſte Fortide⸗Sagaer, 3die Bind, B
18 Didrit af Berns Saga. 8C.
Thing, paa hvilket Folket overgav ham Staden og alle Aerreder og Kaſteller, ſom hørte til den, ja de tilbøde endog, at give ham Kongenavu. - Herpag foas rede han dog ſaalunde, at han ikke vilde hedde Konge, heller et bære høiere Navn, end det han forud havde, førend fan reifte fin Bannerſtang midt i Salerne. Sk denne Borg dvælgde han nu fem Dage.
— 8. Da nu Hertug Samſon red ud af denne Borg, havde han fo fufinde Riddere og desuden en ſtor Mængde andre golf. Denne Hær fatte fan i Des vegelſe ad den Bei, ſom gif til Salerne, og der var nu ingen. Borg paa hans Vei, fom jo overgav fig tik ham. Da fendte fan Bud til Salerne, og [od ſige fin Beſlutning, at han vilde bemægtige fig Borgen; hvad enten det vilde blive ham let eller vanſteligt, faa at han heller vilde falde med hele fin Hær end ikke blive | Borgens Eier. Ved denne Tidende bleve alle Indbyg⸗ gerne bedrovede, og holdt indbyrdes Moder med viſe Mænd og Høvdinger; og der raadſloges mange Dage om denne Sag, fer der blev taget faſt Beflutning i den: Man fpurgte imidlertid, at Hertugen var nær, hvorpaa hele Folket red ud af Borgen med Vaaben og vaiende Bannere i pragtfulde Optog med alle Slags Spil, baade Harper og Feiler, Giger og Trommer og alſtens Lyſtighed, ſom man kunde finde paa. Da. Borgmandene nu traf Hertugen og hans Har, ſtege de af Heſtene, forſt de Fornemſte, ſtden alle Ridderne, hvorpan de afgave den Erklæring: at de vilde overgive. Staden og fig felv i hang Vold. Hertugen takkede dem for deres Beredvillighed, hvorpaa de fulgte ham ind i Borgen, og gave ham ſamme Dag Kongenavn,
s !
*
9E, ” Didrif af Berns Saga. 149
og overdroge ham baade hele. Kaſtellet og Skatkam⸗ meret, ſom Kong Brunſteen havde eiet. Han ſendte. nu Bud over hele det Rige, ſom forhen havde ſtaaet under Kong Brunſteen, at alt Folket (fulde tjene ham. og viſe ham Lydighed. Derefter ſtyrede Kong Samſon fie. Rige en Stund. NERE i 9. Kongen — fortælles der, ved ſin Kone Hildeſvbid en Søn, der hed Ermenrik. Han blev ved i ” fin Opvært baade ſtjon og ſterk, og havde fin Faders falde Kjærlighed. Kong Samfon udvidede nu fe Rige paa mange Maader, foer vidt og bredt omfring, og underlagde, fig mange Lande vefter ud og flere Steder. Han fik dernæft en anden Son, ſom efter Farbroderen blev faldt Ditmar. Denne Son blev, da han vorte til, ſtor og ſterk og mandig fom fin Fader, haard før, forftandig og en djære Mand, der flægtede fin. Fader paa. i Sindelag. Som nu Kong Samſon var femmelig til Aarene, men hang Søn Ermenrik allerede var voxen, Ditmar derimod tolv Vintre gammel, hændte det Øg en Dag, at Kongen fad i fit Hoiſede, og Ermenrik traadte frem for ham. Da talte Kongen ſaalunde til ham; Ei dif jeg, af du tjener mig eller
auden Mand fænger; jeg vil nu. give dig Kongevalde
over. de tolv ſtorſte Borge i Spanien, ſom jeg har til⸗ vandet mig med mig eget Svard; og da fan. du ſelv forøge dit Rige, thi, ſtjont jeg; hverken ſik Rige til Gave. eller Aro, har jeg nu iffe Mangel derpaa
Men da hans yngſte Sen Ditmar hørte dette; gif han.
for Faderen og talte: Nu har du givet din Son Er⸗
menrik Kongevalde og et ſtort Rige, men lige tilt
Dag: bag jeg. faret. med dine Ridderſvende, og haft B2
20 Didrik af Berns Saga. 40 C.
ſamme Anſeelſe ſom Gam Men nu har du ikke gjort et ligeligt Skifte imellem os, og det fan du allene
gjøre godt igjen, om du vil give mig nogen Valde eller
Titel, efterdi du har gjort ham til faa for en Mand.“
Kongen hørte paa denne Tale, fvarede intet, men fas fede et vredt Øie paa ham: Da han altſaa intet Svar fil, gif han igjen tilbage.
10. Kong Gamfon fad nu i Heiſedet i fn for⸗ nemſte Hal. En Kreds af anſeelige Hovdinger omrin⸗
gede ham. Salen var betrukken med koſtelige Tepper,
og alle Borde vare beſatte med prægtige Fade; Bord⸗
toiet var af purt Guld, og fri Viin perlede baade
rod og Hvid i ſtore Pofaler af rødt Guld, heelt befatte med funklende Ædelftene; trende Mundſtjenke bare
Binen frem for Kongen. Det var nu Middag; Solen ſtinnede gjennem alle Hallens Vinduer, og udbredte en
klar Glands over hele Salen, og man morede fig med , alffens Lege; da rafte Song Samſon fin Haand frem: over Bordet, og talte: ſaalunde «Nu har jeg ſiddet i dette - Hoiſede i famfulde tyve Vintre, og alle mine
Mand have haft Fred, og vel har jeg i den Tid ikke
forøget mit Rige, men dog feer her nu heelt anderledes Ud end den Gang, thi nu er her i denne Hal megen.
Glands og Pryd af anfeelige Hovdinger og raſte Kam⸗
per; ogfaa er hele Hallens Indretning derefter pragt⸗
fuld, og alſtens Lege anſtilles; og meget er forandret fiden den Tid, da mit Haar og Skag, der nu er hvidt
t
fom en Due, bar Ravnens forte Farve, og da min Arm,
. Der nu er hvid, var rød og blaa; dog hvad.voldte det,
uden min Brynje, da den i fulde tre Maaneder ikke
kom af min Arm. Mine Niddere vare i ſamme Kaar;
11 c. Didrik Bens — 21
da vare vore Soarde — —— — af Blod og ſtaarede af Vaaben; nu derimod ere de rode af Ruſt, ogſaa vore Brynjer ere ruſtne, og Skjoldene ſonderſprukne. Hvor ere nu vore Heſte, der baade vare ſtarke og ſtor⸗
fodede, og kunde lobe i brendende Jid, om man der
lyſtede af ride? nu derimod vil enhver Ridder ride en
Ganger, og han holder for, at den ikke er blod nok, ſaafremt mindſte Gjæder ſtakkes paa hang Hjelm, naar den render i fuldt Fiirfpring. Men pan hvad andet
tyder vel dette hvide og. ſtinnende Haar, end at jeg;
ſtyjsnt jeg fidder her i mit Hoiſede, og kommer iffe ud
af Salerne, dog omſider maa fare den famme Bel,
ſom alle andre Jarler; og naar jeg ſaa er dod, da er
ogſaa al den Hæder, ſom er bleven mig tildeelt her i
Livet, gaaet til Grunde; men efterfom Storvarker og Kampe ere fledfe i friſt Minde, vil jeg nu ikke oppebie - denne Dag her i Salerne; thi ſkulle mine Mænd nu
udføre der Budftab over hele mit Rige til Konger og
Hertuger og alle Landets Beboere, at der i hver Stad |
ikke ſtal gjøres andet i de næfte tre Maaneder, end at
Å 3
ride Heſte, tilberede Sadler , gjøre Skjolde, Brynjer
og Spyd, og polere Svarde; men naar den Tid er
forloben, da ſtulle alle Penbinger komme til HUS med deres Mænd.
II. Kong Samfon fod nu udfærdige et Brev, og ſendte det bort med fer vel udruſtede Riddere. . Og
i dette Brev flod, at Kong Samſon ſendte Bud til Elſung Jarl hin Rige og Stormodige og Skagſide
ſaalunde: J har længe undflaaet eder for at vife os Hæder ved Skattegaver og venſtabelige Sendefard;
thi Kal Y nu ſende os i Skat eders Docter, fom min
22 Didrik af Berns Saga, 11 i
pungfte Sen ſtal have til Frille, og hende Tal følge tres findstyve haderlige og vel udfiprede Moer, derhos trefindstyve Niddere, fulde udruſtede; hver Ridder ſtal have fo Hefte og een Svend; og endnu ſtal du ſende mig treſindsſstyve gode og vel afrettede Falke og frefindstpve Jagthunde; og paa den bedſte Hund al Halsbindet være af Guld, og Baandet flettet af dig eget Sfæg; og da veed du, om nogen Mand i Verden er mægtigere end du. Vil du et faa gjøre, da bered dig vel i tre Maaneder, og udruft alle dine Borge og dine . Mand, at de paa det bedfte kunne værne dig og dit QNige.” Ridderne dtoge nu afſted, og fortfatte Reiſen nafbrudt, til de kom til den Borg, fom (ed Bern 1%, til Elſung Jarl hin Gamle. Ved deres Ankomſt fad Jar⸗ len ved Spiſebordet. De fremfom med Kong Sams ſons Brev og Indſegl, og lagde det paa Bordet for Jarlen. Han tog Brevet, og læfte det ſelb, men. da han havde fæft det til Ende, farvedes hans Anſigt røde ſom Blod, og med megen Vrede talte han ſaalunde til fine Mend: „Os har hin fore Konning Samſon ſtikket fit Budſtab, af jeg ſtal ſende ham Skat. Han gjør "mig nu, da jeg er ſtadt i den kraftesloſe Alderdom/ ſaadanne Fordringer, ſom han ingenlunde ſtulde have fremkommet med i mine yngre Aar, nemlig, at jeg ffal tjene ham med Skam og desuden have hans Uven⸗ ſtab. Men før dette ſtal fee, ſom han fer fordrer, ffal hver Borg i mit Rige vorde jævnet med Jorden, og mangen Ridder gjort hovedløs; og langt heller Tal jeg døe, end taale en ſaadan Vangre.“ ” Han bød nu
1) d. e. Verona.
12 €. Didrik af Berns Saga, 23 at fætte Ridderne faft, og den, ſom frembar render, fod han hænge hoit foran Borgen, de fire lod fan halshugge, og af den fjette lod han hugge den hoire
Haand, og fendte ham £ faadan Forfatning hjem. Siden fod fan alle fine Borge og Kaftellér omgive med Steenmure og grave Diger om Sem og fætte Valſlynger ved fjder Borgport; ogſaa Ridderne bleve paa det bedſte udruſtede, og det var.nu ſtor Kaadflagning i
KRiget, hoorlunde mån fulde værne Landet nød Kong
Samſon. Ridderen forp imidlertid tilbage til Sas ferne, og fortalte Kong Samſon Udfaldet af Reiſen, og hvor haardt de bleve modtaghe af Elſung Jarl. Da Kongen hørte dette, lod han, fom intet var; fan gav ikke Svar og lod fig ikke forlgde med, enten fan tyktes vel eller ilde herom.
12. Da nu tre Maaneder vare forløbne, droges en ttovervindelig Hær ſammen, hvorefter Kong Sam:
fon vred ud af Borgen, og med ham tre Konger og
mange Hertuger, og i alt havde han femten tufinde Riddere og utallige andre Mænd. Med denne Hær rykkede han (itd, i Elfung. Jarls Land. Da han havde
redet i to Dage om i Landet, kom Elſung Jarl med ti
tufinde Niddere imod ham, og havde Jarlen desuden en for Hær af andet Mandſtab; thi vide fra Land var fam ſendt Hjælpetropper, bande fra de Folk, ſom boede nord for Fjeldet? åg fra Svaben og Ungarn. Da de nu modtes, kom det til et haardt Slag, og paa begge Gider blev der et ſtort Mandefald. Nu red Kong Samſon, og med ham hans Sønner Ermenrik og F
1). Ulvene
2
24 Didrik af Berns Saga. 42 €.
den unge Ditmar frem Kong Samſon nedhug baade Mand og Heſte, og faldte for Fode fil begge Sider.
Frem red han midt i fine Fjenders Hær, og blodig var
hele hans Brynje og Heft, og nu tog han til fir Sværd,
æg Fæftet gjaldede fan hoit, at det hørtes over hele Hæren. Da fagde Kong Samſon: Om jeg end havde
ene vedet til denne Kamp, da havde jeg, om det behs⸗ vedes, kunnet dræbe med min ene Haand hver Mands Barn i Elfungs Hær,” og hang Stemme tar faa ſtrekkelig, at den bragte alle fil at ſtjelde. Men da. Elfung Jarl faac, hvor megen Sfade Kong Samfon- gjorde hans Mænd, og at intet. vilde hjælpe, raabte han hoit: Giorer et haardt Anfald, mine Mænd! Seiren flal blive vor, men Banen deres, thi vore
Fylkinger gaae endnu bedre end deres, og denne: tyk⸗
halfede Orm, ſom længe har trængt fig frem i vor Hær, ſtal ſnart ſtodes død til Jorden, ellers ſtal jegg felvd døe, og da vil Kampen være endt.” Lg med det ſamme gav han fin Heft af Sporerne, red ene djærvt - mod Kong Samſon, og hug til sverg i Kanten paa hans Skjold, og klovede det ned til Haandfanget; det.
. andet Slag traf paa hang Skulder, faa at det (far Brynjen fønder, og tilføjede ham er ftort Saar. Men
i det famme hug Kong Samſon til Jarlen paa hans Hals, fan at hugget tog Hovedet bort. Kong Sams fon tog nu Jarlens Hoved, og holdt det i Veiret, og
ſpurgte, om Elſungs Mænd Ejendte Hovedet: | Og nu,
da Jarlen var falden, ftandfedeg Kampen, og alle Elfungs Mænd overgave fig i Kong Samſons og fang Gunners Vold. Derpaa red Kong Samſon med hele fin Hær til Bern, og ingen var i hele Elſungs Land
E
i
13 C. | Didrik af Berns Saga, " 95
driftig nok til af værne Borg eller Kaſteller imod ham. Da han altſaa kom til Bern, bleve alle Borgportene
oplukkede for ham, og Borgbeboerne ginge imod ham
med alſtens Lege, viſte ham alle deres Skatkammere, ſom Eiſung Jarl havde eiet, og overgave det alf i
hans Vold.
13. Kong Samſon lod. nu. gjøre et koſteligt Gilde, og paa dette giftede han Elſung Jarls Datter Odilia med fin Søn Ditmar, og gav ham Kongenavn, og derhos Bern og hefe det Rige, Elſung Jari havde tiet. Lg den Borg; ſom hedder Fritile, og Varin⸗ gerne falde Fridfæle”, gav han fin Son Aage med Tils
— navn Orlungetroſte. Ogfaa gav han fam Hertugnavn.
Aages Moder var iffe af høi Byrd, men han blev dog en fior og mægtig Hovding. Derefter drog Ermenrik med fin. Fader ſyd paa til Romeborg; og paa denne Færd døde Samſon hin Mægtige. Da tog hang Son Ermenrik Kongedom over alle de Riger, ſom hans
" Gader hadde eiet, og foer dernæft til Romeborg, holde - mange Træfninger, og blev Herre over den bedſte Deel
af Romeborg, og underlagde fig desuden mange andre.
ſtore Borge ude i Apulien. Han tilegnede fig den
ſtorſte Deel af Niget ude fra Grakelands Hav og nord til Fjeldet og en flor Deel af Græfelands Øer, og han . blev en flor og vældig Konge. Han var vennefæl og
fredfæl fin obrige Levetid.
1) Formodentlig Breiſach, ugeſom i beldenbuch ellers er Fridſela Vercelli.
26 Didrik af Berns Saga. 14 C.
Fe Anden Fortælling. É Didritks ungdom.
14. Kong å Ditmar beſthrede nu Riget i Bern; han var en drabelig Mand, forſtandig, rig i berommelig Daad og en ſtor Kriger, munter og nedladende, mild, hoimodig og vennefæl af fine Mænd. Hans Kone Odilia var viis og vennefæl og den færdigfte Kvinde 4 alle Dele, De havde en Son, fom hed Didrik. Han voxte op, og blev faa flor en Mand, at der neppe fandtes hans Lige, bar det ei en Riſe. Han havde et langt og bredt Anfigt, var lysladen, og havde deilige Hine og morke fammenhængende Hienbryn. Hans Haar var kort og fagert, og ſtilte ſig i yndige Lokker. Han ff intet Sfæg, hvor gammel han end blev. Hans Skuldre vare faa fore, at der var to Alen at maale over. Hans Arme vare fan tykke fom Træers. Stammer og faa haarde fom Steen; deilige ænder havde han, og om Midie var/han ſmakker og vel voxen, men hans Hofter og Laar vare faa cykke,
at enhver forundrede fig over, Hvordan en Mand
sfunde være ſaaledes dannet. Hans Fodder vare fagre . Dg vel voxne, men Læggene og Benene vare faa tykke, at en Nife turde ikke at ſtamme fig ved dem. Hang Styrke var ſaa flor, at intet Menneſte vilde troe det, og at han neppe kunde faae den prøvet; han var munter og nedladende, mild og meget gavmild, faa at han hverken fparede Guld eller Sølv eller Klenodier til fine Venner, ja næften til enhver, ſom vilde tage ders imod. Alle de, der havde feet Samſon, vare enige i,
ri 8
15C. Didrik af Berns Saga. | 27
at Didrik i Sind og Ferdigheder dar hang Lige. Men de, fom ikke havde Fjende Samſon, holdt for, af der ei har været født en i alle Henſeender faa fortrinlig - Mand ſom Didrif. Kong Ditmar ſlog DidriÉ til Rid⸗ "Der, da han var tolv Vintre gammel, og fatte ham til Havding ved fit Hof over alle Hirdmænd og Rid⸗ dere; og fom han blev mægtigere, deg mere tiltog hang Anſeelſe. J
15. LDver den Borg, ſom hedder Venedig, raas dede Hertug Erik, en for Hovding og udmærket i Far⸗ digheder. Hang Sonner vare disſe: Boltram og Nes ginbald, ſom fiden bleve Hertuger i Venedig og Svaben. Hertug Reginbald havde en San, fom hed Hildebrand. Da denne var tolv Aar, tog han fine Vaaben, og git for fin Faders Hsifæde. Da ſlog Hertugen ham til Ridder, og gjorde ham til Hevding over mange Rid⸗ dere. Hertug Boltram havde en Son, ſom hed Nes ginbald; hang Son var Sintram, ſom fiden ſtal nævs neg. Hildebrand var en ſmuk Mand med et lyſt og bredt Anſigt, forunderlig ſtienne Mine og Neſe; hans Haar og Skag vare ſom Silke, og kruſede fig i fagre Lokker, og han var den anfeeligfte Mand, man-funde fee for fig; ſtor var han af Vært,” forftandig og raadſnild, og i af Manddoms Prøve fledfe i Spidſen; i Venſtab var han trofaft, ſaa af han aldrig fvigtede fin Ven; han var nedladende og gavmild; faa af der ei fandtes hans Lige i alle hine Lande i Mod og Tapperhed og alle gærdigheder, ſom høre til Ridderffab. Da han nu var tretten Vintre gammel, fagde han til fin Fader, at Gan bilde lære af Fjende flere fornemme. Mænds Sæder: «Og ei vil jeg blive navnkundig,“ tilføiede Han; om
så
28 Didrik af Berns Saga, ; 46 C.
jeg ſtal ikke andet gjøre, end være her hjemme i Ves nedig eller ride omkring i Svaben.“ : Hertugen ſpurgte, . hvorhen han vilde drage. Jeg har hørt tale,” føarede Hildebrand, om en mægtig Konning, men didhen er lang Bei, det: er nemlig Konning Ditmar af Bern; til ham snfter jeg at drage.” Derpaa beredte han fig, , Dg med-ham femten Riddere, alle raffe Mænd og bel i udruftede. . Han begav fig nu paa Reiſen, og kom oms fider til Bern til Kong Ditmar, fom tog vel imod ham, og bod ham af forblive hos fig i den hoieſte Anſeelſe. Det tog Hildebrand med Glæde imod. Kongen gav ham Plads nærmeft ved Siden af fig, og han. var længe hos Kong Didrik, ſom fiden ſtal omtales i denne
Saga. Didrik, Ditmars Son, var da fem Binfre
gammel. Hildebrand fatte Didrik ved Siden af fig, og foftrede ham, indtil han var tolv Vintre gammel, og blev gjort til Hovding over Hirdmendene. Men ſaa hoit elſtede Hildebrand Didrik, og denne igjen Gin, at ingen, fiden David og Jonathan, have elſtet hinan⸗ den med inderligere Kjærlighed. 186. Det fortælles nu, at Didrik og. Hildebrand engang rede begge tilfammen i fuld Nuftning fra Bern, med deres Falbe. og Hunde, ud i Skoven for at more fig: Nu lode de Falkene flyve, og floge Hundene 188. Men i det Didrik forfulgte en Hjort, ſaae han, hvor der (86"en Dverg. Han ilte ſtrax efter ham, og før … han fom i fin Gamme, fif han fat med Haanden over ” Dvergens Hals, og rykkede ham til fig i Sadlen. Dette var Alfrig, den berygtede Tyo, men ſom for Reſten var den kunſtigſte af alle Dverge, ſaavidt Old⸗ tidens Sagaer vide. Herre!” begyndte Dvergen,
46 C. Didrik af Berns Saga. 29
om jeg derved fan loſe mig og-mit Liv fra dig, da
ſtal jeg vife dig derhen, hvor der ſtal være faa meget
Guld og Salo og alſtens Koſtbarheder, at din Fader ikke engang eier Hælften af rorlige Eiendomme. Det er to Menneſter, Der eie dette Gods, nemlig en Kone, ſom hedder Hilde, og hendes Mand Grim. Grim er
en overmande tapper Mand, og holder fig lig med ,
tolv Mænd i Styrke; hang Kone er dog ftærfere, og begge ere de grumme og onde. Han eier et Sværd, ſom hedder Nagelring, og ikke har fin Lige, thi dette ſamme Svard flog jeg med min egen. Haand. Men
Seier faner du ikke, undtagen du forſt vorder Svær dets Cier, og er det ſtorre Nadnkundigheds Daad for
dig og din Stalbroder, at ſoge disfe ſtore Eiendomme
mied Mandighed, end af kramme min forte Bug og mine
fave Lægge.” Aldrig flipper du med Livet af min
- Haand ;” ſvarede Didrik, førend du fværger, at du i
denne Dag bringer mig Nagefring, og fiden Kal du vife mig til det Herberge, hvorom dur fortalte.” Da ſoor Dvergen, og DidriÉ fod ham leg. Denne jagede
dernæfi Fugle og Dyr hele Dagen lige til Klokken tre
om Eftermiddagen. Efter den Tid holdt Didrik og
ildebrand ftile ved en Fjeldſide; da kom Alfrig did
med Ragelring, og overgav det fil Didrik med de Ord: See her i denne Fjeldſide under en fteil Klippe er den. Jordhule, hvorom. jeg har fortalt dig. Tag nu der Koſtbarheder, hvorpaa der er ſtort Forraad. Dog! tænte J at nage dem, mane J viſe eder ſom Mand; men
mig ſtulle J aldrig ſiden faae i eders Vold, ſaalenge
jeg lever, om J end oplevede to Menneſtkers Alder”. og dermed var: Dværgen heelt forfounden. Mu ſtege
30 Didrik af Berns Gaga. 16 C.
Didrik og Hildebrand af Heſtene, og bandt deur. Der⸗
paa drog Didrik Sværdet, ſom Doergen havde bragt ham, og det fagde de baade, at aldrig havde de feet ſtjonnere og ſtarpere Sværd. De gik da ind i Fjeldklof⸗ fen, og traf omſider Jordhulen; da bandt de deres Heſte, toge Hjelmene op, fpændte Brynjerne og Brynhoſerne paa, og flade Skjoldene for fig. Dernaſt gif Didrik paa def djærvefte ind i Hulen, og Hildebrand ſtrax efter ham. . Men da den flærfe Berſerk Grim blev vaer,
at der vare komne Krigsmand i hans Huus, greb hau ſtrax i fin Vaabenkiſte, men favnede fit. Sværd, sg
kunde da bel forſtaae, at Dvergen Alfrig, hin beryg—
tede Tyo, maatte have ſtjaalet det. Imidlertid bleg
han ikke raadvild, men greb af Ilden en brændende Treſtump, og gif imod dem; og de fæmpede: paa det drabeligſte. Men Hildebrand, ſom havde faaet Hilde
imod fig, tog fig ikke i Agt, før hun havde ſpœndt ſaa | faft om hans Hals, at han ikke kunde rore ſig, 1 Og nu rykkedes de paa det drabeligfte en. fang Tid, indtil han
faldt, og Hilde ovenpaa ham, og vilde binde ham.
Saa faft ſpandte hun nu om hang Arme, af Blodet ſprang ud af hver Nagl, og fad haardt fatte hun begge - fine Næver for hans Bryſt, at han naſten faldt i Be⸗
fvimelfe J denne Rod raabte han til fin Foſterſen:
Herr Didrik!“ fagde han, hjælp mig nu; thi aldrig. har jeg: været i ſaadan Livsfare.“ Tilvisſe,“ foarede Didrik, „ſtal jeg hjælpe dig, om det ellers ſtaaer i min. Magt; og et ſtal jeg taale, at min Foſterfader og:
bedfte Ven ſtal for et Kvindfolf længer fvæve i Fare
hær Doden,“ og i ſamme Hieblik hug Didrik Hovedet:
af Grim. Derpaa lob han. did, hvor hans. Foſterfader i
W
£
47 C. Didrit af Berns Saga. 31 |
fane; og hug Hilde i to Stykker, men ſaadan en Djæs velſtab og Trolddom fulgte hende, at Stykkerne foiede fig fammen, og hun var heel, ſom tilforn. Dette
holdt Didrik for. er fort. Vidunder, og han hug nu -
anden Gang, fvært over hendes Bug, men det gik als "deles ligeſom for. Da ſagde Hildebrand: «Sæt din Fod mellem begge Stykkerne! ſaalunde vil du kunne fane. Bugt med dette Troldveſen.“ Og nu hug Didrik hende tredie Gang i fo Stykker, og fatte fin Fod imellem Stykkerne; da var det nederfte Stykke dødt, men Hovedſtyhkket talte: „Gid Grim ſaaledes havde overvundet Didrik, fom jeg Hildebrand, da var Seiren bleven vor;” og dernæft døde ogſaa dette Stykke. Derpaa fprang Hildebrand op: .Bift yder du mig nu,” fagde han, .fom ofte ellers, megen Biſtand, hvorfor Gud fønne dig!” Nu fandt de Guld og Galv og al⸗ ſtens Koftbarheder, faa at de maatte fande, af Dver⸗ "gen heri iffe havde [viet for dem. De fandt ogfaa en. Hjelm, faa tyk, at de aldrig før havde feet dens Mage,
om, hvilken Dvergen Alfrig havde fortalt Didrik, at
baade Hilde og Grim holdt den for et ſaa ſtort Kle⸗ nodie, at de begge vilde have den opkaldt efter deres
Navn, og derfor kaldte de den Hildegrim. Samme
Hjelm bar Didrik ſiden i lang Tid og i mange Kampe. Didrik og Hildebrand toge nu fan meget Gods, fom deres Heſte kunde bære, og gjemte vel det, ſom blev
"tilbage. Derefter droge de hjem. AF ſaadanne og
mange. andre Storvarker blev Didrik ——— — alle Lande.
17. Norden for Fjelbet ligger i Soaben en Borg, fom hedder Sogaard. Der herſtede den meg⸗
ig 2 —
32 Didrik af Berns Saga. 47 C.
tige ; fagre og djervmodige Brynhild, den deiligfte af. Kvinder i alle Sydlande, og over al Morden navnkun⸗ dig ved fin Viisdom og ved de Storværfer, ſom ſtete
for hendes Skyld, hvis Minde vil forplantes til der
fildigfte Efterflægt. J en Sfov ei langt derfra ligger
en ſtor Gaard, fom Brynhild eiede. Nu. raadede for famme en Mand, fom fed Studas, der var viis og vel svet i alſtens Ferdigheder. J denne Skov vare. mange gode Heſte, men iblandt dem bar ef Stod eller Stutteri i den Grad Fortrinet, af man ei vilde finde dets Mage, om man end ledte i alle Lande, Disſe Heſte vare enten graae eller guulblakkede eller forte, men ganſte af een Farve. J dette Stod vare der baade fiore og ſtionne Hefte, hurtige fom Fugle i Flugten, og dog let tæmmelige og tillige meget modige. Studas havde megen Fardighed i af ride Hefte til og lære dem baade Turnering og Pasgang. Studas var nu gammef, men han havde en San, der ogſaa hed Studas lige» fom Faderen, og var tolv Vintre gammel. Hans
—— Gfabning var ſaaledes: hans Anſigt var bredt og ikke
langt; Næfen fort og ei tyk, Panden bred, Hinene ftore og forte; han havde et meget tykt Sfæg, ct. ſtort Hoved og en før og fort Hals; ſtor Brede var mellem. hans Skuldre, og faa tyk var han under Axlerne, at man næfen kunde maale en Alen; hang Arme vare forte, men ftærfe og føre; tykke Hænder havde han, og han var fort af Vært og fmæffer over Midie. Ved: Skuldrene var han firkantet; Fodderne vare tyffe. og Læggene forte, og derhos overgik han de Fleſte i Styrke. Det var hang Tidsfordriv at ride Heſt, komme i Turnering, ove ſig i Fagtning, og ſtyde Pile
Å
nv
N — ud f
4
17 €, Didrik af Berns Saga. 33
og Synd af Laasbuer. havde et grumt og haardt Gind, var altfor begjerlig baade efter Penge og Ære, faa at ingen vilde tjene ham; de fleſte derimod hadede ham. GF dette Land fandtes ikke hans Javnlige, ens ten i Styrke og. ridderlige Gærdigheder, eller i Sin delag. Mange Venner Ejendte han ikke, men mod dem, han havde, fparede han hverken Penge eller Bis ſtand. Iſtedenfor hang rette Ravn kaldte man ham Heimer for hang Sindelags Skyld; thi der var en Orm af dette Navn, fom var grummere end andre Orme, og alle Menneſter væddedes for at komme dens Leie nær; i den Henfeende lignede Studaé Ormen, og fif derfor dens Navn, faa at Væringerne" faldte ham Heimer. Han. fif en Heft af det fortræffelige, Stod; dens Ravn var Riſpa, den var gran af Farve, og overgik alle andre Hefte i Størrelfe og Styrke. Den gamle Studas havde felv tilredet den. Det hændtes nu engang, at Heimer tog fin Heſt og fit Sværd Blod⸗ gang; et fortrinligt Vaaben, gif til fin Gader, og ſagde, at han vilde vride bort, og ikke henleve fin Tid i denne. Sfov. DOg Fjende vil jeg,” fagde han, „for⸗ nemme Mænds. Sæder og ſoge mig Hæder og Anfeelfe.” «vig du ikke vil være her hos mig,” fvarede den gamle Studas, „og pasſe denne Gaard, hvorhen. bil du da drage?” .Nide vil jeg,” -fvarede Heimer, „ſonder over Fjeldet fif den Borg, ſom hedder Bern. Derfra har jeg hørt meget om en Kongeſon, ſom hedder Didrik, og provevil jeg;. hvo af 08 fo der vil gaae of med ”
1) De Skandinaver, der bajere et eget Korps i den — tinopolltanſte Keiſers Tjeneſte; al; Nordboer i Alminde⸗ Ughed.
Nordiſte Fertide⸗Sagaer, Zzdie Bind. C
34 Didrit af Berns Sige 47 C.
Seier i Vaabenſtifte.“ Da ſagde Studas: Saalunde have paalidelige Mænd fortalt mig om Didrik, af du vil bilde dig meget ind, om du i nogen Henſeende vil fætte dig i Ligning med ham. Drag heller andenſteds
hen, om' du vil forføge dig; thi det er ilde at overs ſtride Middelveien i fine Foretagender, og af Strids⸗ Uyſt og Indbildſthed have mange faaet Banære” Ni ſparede Heimer, enten ſtal jeg være Døden vis eler
vorde Didriks Overmand. Nu er jeg fytten Vintre gammel, men fan har endnu ikke fyldt fine tolv, og hvor mon den findes, med hvem jeg vilde tage i Be⸗ tænkning at prove Gtyrfe.” Vred, fom han var, fprang han da paa fin eft Riſpa, og red bort fange og utjendte Veie, og fod ei af, for han kom til Bern. Han red lige til Borgen og Kongsgaarden, og da han fom der, ſteg han af Heften, og bad en Mand holde den, og pasſe hans. Spyd, medens han udførte ſit rende. Tjenftvillig gjorde man, hvad han forlangte, og han gif ind i Hallen for Kongens Hoiſede, og hilſte paa Kongen. Siden gif han. til Didrik, og fagde: „Herr Didrik! J rum Tid har jeg hørt dit Navn og Rygte, og langt har jeg redet fra mit Hjem, for at faae dig at fee; ſaadant rende bringer jeg dig, at, om du har Mod til at forføge dig og din Styrke, da
" byder jeg dig ud til en Enekamp uden for Gern; dere
ville vi mødes midt paa Sletten, og den bære faa begges Vaaben bort, fom er den tapreſte Mand, og vorder den ſeirende i Proven. Herpaa fvarede Didrik ham med Vrede; thi denne Mand forekom ham at be⸗ ſidde en høj Grad af Dunidriſtighed, i det han vovede at tiltale ham i ſaadanne Ord, fom ingen før havde
OWN
”
17 C | Didrik af Berns Saga. | 85"
hørt i Tale til Gam, ligeſaa lidt ſom nogen firben
havde haft Mod til at udbyde ham til Enekamp. Didrik dvælede ei med af møde i Kampen, og havde god Forhaabning om, af denne Wand havde indladt fig i en farlig Ferd. Hurtig ſptang han nu fra Sædet, og gif ud af Hallen. Hildebrand og en
" Mængde Niddere fulgte ham. Han b8d nu at frem
tage alle fine Vaaben, og fortælles der, at cen Ridder bragte ham Brynhoſerne, en anden Brynſen, en tredie. Skioldet, der baade var ſtort og haardt og redt ſom Blod, og mærfet med en gylden Løve; den fjerde Nidder bragte ham hans Hjelm Hildegrim, og fan omgjordede fig med ft Sværd Nagelring; ben femte
Ridder tog hans Heſt, og den fjette fadlede den; den
fyvende gav ham hang Spyd, og den ottende holde hans Stigboiler; denne var nemlig hang Foſterfader Hildebrand. Derpaa red Didrif ud af Bern, og med ham Hildebrand og mange andre Riddere, derhen, Hvor Heimer holde færdig til Kamp. NU gave begge
deres Hefte af-Sporerne; og rede paa det drabeligfte
ind paa hinanden, og hver ſtak fit Spyd mod den ans dens Sfjold, dog fæftede intet af Spydene; Heſtene lob hinanden forbi, faa at de ſtiltes for den Gang. Atter dreiede begge deres Hefte, og rede anden Gang mod hinanden, men det gif endnu ligefom før. Da rede de mod hinanden tredie Gang paa det allerdrabes ligſte, og den ene føgte at bringe den anden Bane. Heimer ſtak nu fit Spyd mod Didriks Skjold, faa af det gif igjennem Skjoldet under hans Arm, og ſtodte mod Brynjen, men bed dog ikke paa den; men Didrik — i det ſamme gjennem Heimers Skjold og hans dob⸗
C2
36 "Didrik af Berns Saga. 16 C.
belte Brynje, og traf ham i Siden, hvorved han blev noget ſaaret. Gaa haardt rede de til, at Didriks Heſt - mæften ftyrtede paa Bagbenene, fan af hang Fedder naaede Jorden, . men faa ſterk var han, at fan ikke rokkedes det mindſte i Sadlen, og begge deres Spyd⸗ ſtafter braſt midt over, hvorpaa de hævede deres Tur⸗ nering. Nu ſtege de af Heſtene, trak blank, og ginge ſammen til en Kamp, baade, langvarig og drabelig, og ingen deg en Fodbred for den anden, Nu hug Heimer til Didrik med fit. Sværd Blodgang i hans E Hjelm Hildegrim, men, ved dette fvære Hug braſt Svoardet i to Stykker foran Fæftet. Dan var da vaa⸗ benlss, og overgav fig i Didriks Vold. Denne vilde nu ikke dræbe ham, men gjorde ham til fin Mand. De bleve de bedfte Venner, og ved denne Seier blev Didrik endnu mere navnkundig end tilforn. |
Tredie Fortælling. Velent. — i led
18. Kong Vilkinus i Vilkineland var en mægtig. " Konge og. en ſtor Krigsmand. Han var engang dra⸗ gen med fin Har ud i Øfterveg!, og ſom nu hans Krigsſtibe [aae ved Land, handtes def engang, at Kongen felv gif op i Landet til en SÉov, ganſte ene; fan af ingen af hans Mænd fulgte ham. Da traf han en Kvinde, ſom var overordentlig deilig; thi fattede
1) Øfterføen og dene oftlige Kyſtlande.
18 C. i Dibrit af Berns Saga, 37
Kongen Kjærlighed til hende, og gif hen og favnede
hende. Men denne Kvinde var ikke andet, end hvad man. falder en Havfrue. Disfe have hjemme i Havet
ſom Uhyrer, men fee ud fom Kvinder, naar de ere komne i Land. De Mænd, fom fulde følge Kongen, tabte ham af Sigte, og ledte efter ham vidt omkring i Skoven. . Endelig kom Han igjen til fine Mænd og Skibe, og, ſaaſnart da Medbor fyldte Seilene, ſtak de i Seen. Men da de kom langt ud fra Land, kom en Kvinde op. ved Loftingen paa Kongens Skib, tog
fat i Skibsſtavnen, og holdt faa faft, at Skibet fod . -
ſtille. Da blev Kongen vaer, at det var den ſamme Kvinde, fom han havde truffet paa i Skoven ved Stranden. — „Lad os fare vor Vei,” fagde Kongen til hende, „og om du har noget med mig at tale, kom
da til mit Land, der vil jeg modtage dig vel, og der
ſtal du nyde gode Dage hos mig.” Da flap han Gti bet, mer Kongen foer fin Vei til ft Rige. Da han un havde været et Halvaar hjemme, kom der en Kvinde,
og fagde, at hun var frugtſommelig vcd ham. Kongen
kſendte hende, og lod hende føre til en Gaard i Nar⸗ heden. Da hun havde været der en fort Tid, fodte hun et Drengebarn. Denne Dreng blev faldt Vade.
Da vilde hun ikke blive der længer, men forfvandt, ”
og intet Mennefte vidfte, Hvor hun fiden blev af. Men
da Drengen Vade vorte op, blev han en Riſe af Vext,
og flægtede i visfe Henſeender fin Moder paa, og var iffe fom andre Menneſtens Børn. Han var ond at komme til Rette med, Hvorfor han blev forhadt, og miſtede endog' fin Faders Kjærlighed. Kong Vilkinus havde eg anden Son, fom hed Nordian; han var ſtjon
y Få
b.
38 - Didrif af Berns Saga. 19 C.
. af Udfeende og en raſt Mand, og havde fin Faders fulde Kjærlighed. Til denne Son efterlod Kongen Rige og Kongedom, men gav fin anden Son Vade tolv Gaarde i Sjælland. Kong Nordian var en mægs tig Hsvding, før Kong Hernit af Rusland kom til ham, og hærjede i hans Rige, ſom fiden ſtal fortælles.
Hans Sonner vare de fire Riſer, ſom ogſaa ſtulle om⸗ tales længere hen: Vidolf med Stangen, Aspelian
Riſe, Aventrod og Edgeir. Disſe vare alle Mænd af fjelden Styrke og Tapperhed, og udmarkede fig ogſaa ved deres Vaaben, der vare langt fortrinligere end de fleſte andres.
19. Vade"Nife havde en haabefuld Son, * hed Velent. Da denne var tolv Vintre gammel, vilde
N
Faderen, at han (fulde beſtemme fig til een eller anden -
Ydræt; og da Bade havde ſpurgt om en Smed i Annes fand, fom hed Mimer, der i Kunſtarbeider langt overs
gif alle andre, drog han did med Sonnen, og overgav
ham i Mimers Hænder, at denne fulde lære ham at fmede Jern. Siden drog Vade hjem til ſine Gaarde. "Paa denne Tid var Sigurd Svend hos Mimer, og til fsoiede de andre Svende meget Ondt. Da nu Vade Riſe fpurgte, hvorlunde hang Son blev ſlaaet og ofte "flet medhandlet af Sigurd Svend, drog han anden Gang til Huneland. efter fin Son Velent, og førte ham tilbage med fig til Sjælland. Da havde Velent
været i Huneland fre Vintre; og var nu femten
Vintre gammel, og dvælede nu hjemme 608 fin Fader folv Maaneder, og behagede hver Mand vel. Han
overgik nu alle fin Tidsalders Fis sag i ———— FE
dighed.
20 C. É Didrik af Berns Saga. 39 '
Bade Nife ſpurgte nu fra Huneland, hdor der — to Dverge i et Bjerg, ſom hed Kallova!. Disſe Dverge forſtode bedre af ſmede Jern end enhver
anden, han være fig Dverg eller Menneſte; af Jern ſwedede de baade Sværde og Hjelme, men af Guld og Solv alſtens Klenodier, Hvad de vilde. Da tog Bade "fin Son Velent og drog bort med Ham lige til Gronne⸗ fund", Da der intet Skib var for Haanden, biede han en Tid, og da der imidlertid ikke kom noget, tog hån Sønnen paa Skuldrene, og vadede med ham over Sundet, fom var ni Alen dybt. Derpaa kom han til Kallova, og traf Dvergene, og fagde til dem, at han kom med fin Gan Velent, og onſtede at de fulde tage
imod ham tolv Maaneder og lære ham alfteng Smede⸗
arbeide, og derfor vilde han give dem faa meget Guld, fom de funde komme overeens om. De forlangte een Mark Guld, og faſtſatte nu en Dag efter tolv Maas neders Forlob, da han ſtulde komme at afhente Sons
nen. Efterat have antaget disſe Betingelſer drog .
Bade hjem til Sjælland; men Velent var faa oplagt til Gmedearbeide, og tjente Dvergene faa vel; at; da Bade kom efter ham, vilde de ikke lade ham drage bort; men bade at Svbenden ſtulde blive der, og hellere vilde
de give Guldmarken tilbage, end give flip paa Velent.
Dette modtog Vade paa det Vilkaar, at han ſtulde være der endnu tolv Maaneder, og de aftalte nu ind⸗
7) Man funde tænke paa Kullen; men -af det rettere er at føge mellem de nederfariffe Bjerge, feer man deraf, at Veſeren fun ligger tre Dagreiſer derfra; jfr. veldenbuch, hvor det hedder Glockenſachſen.
.?) eller Grønningefand mellem Sjælland, Møen og Jalſter.
!
-
40 Didrik af Berns Saga, 20 E.
byrdes en anden Stævnedag. Imidlertid fortred det Dvergene ; at de ſtulde kjobe hans Tjenefte i faa dyre Domme, og de lagde derfor den Betingelfe til: Om bu ikke kommer efter din Son til den faftfatte Dag, da ſtulle vi have Lov til at hugge Hovedet af ham” Vade kaldte nu Veleut til en Enetale, og de gif bort af Bjerget. Nu tog Bade et Sværd, og flak det ned i Jorden under en Buſt, faa at det ikke kunde fees, og talte ſaalunde til Velent: Om jeg ikke møder den aftalte Dag, og Doergene ville have Livet af dig, fag da dette Sværd, og værg dig paa det mandigfte!” Dermed ſtiltes de, og Bade drog hjem. til fine Gaarde. Men Velent erhvervede fig nu Hælften mere Duelighed, end han tilforn befad; og det varede ei længe, forinden | han befad ligeſaa megen Kunfifærdighed ſom ſelve Dver⸗ gene. Dog tjente han dem vel, og de tyktes godt om hans Tjenefte; men ikke deſto mindre vare de meget misundelige paa Gam, at han var bleven faa for en Kunſtner, men de trøftede fig dog bed, af han iffe flulde have Nytte af fin Kunſtfæerdighed, efterſom de Havde hans Liv til Pant. Da nu de tolv Maaneder vare ledne, vilde Bade drage efter Sønnen, og han ' foer Veien fort lige til der Sted, hvor Mødet var be⸗ rammet imellem dem, men fordi Veien var. lang, og han ikke vilde komme efter den faftfatte Tid, indfandt han fig faa betids, af han kom tre Dage før den bes ſtemte. Bjerget var da lukket, og da han aldeles ins gen Muelighed fane i at komme derind, lagde han fig ned under Fjeldfiden, og vilde der oppebie, til Bjerget blev lukket opꝛ Men efterdi han havde gaaet en umaas delig lang Vei, var han modig, falde i Sovn og fov
20,6; Didrif af Bens Saga, 41
haardt. Der blev i det ſamme en ſterk Regn og et: Yordffjælv, faa at der ſtete et Jordſtred pax Bjerget, og Band og Jord væltede med megen Voldſomhed ned, og flyrtede over Bade Riſe. Men.da Stævnedagen kom, lukkede Dvergene Bjerget op, og ginge ud, og fane efter, om Bade Riſe ſtulde være kommen. Ru gif ogſaa Velent ud af Fjeldet, og ſaae, hvor et Field⸗ ſtred var gaaet, og tæenkte det, fom feet var, at dette
Skred havde dræbt hans Fader, Derpaa føgte fan - efter: Sværdet, men Sfredet havde oprykket og med⸗ taget Buſkadſen. Han føgte da langs med Skredet, til han endelig fandt, hvor Fæftet ſtak frem. Derpaa vendte han fig om, rakte Hænderne tilbage; og opryk⸗ fede Svardet, og gif hen, hvor Dvergene ſtode. Disſe toge fig ikke i Agt for, Hvad Velent havde ſyslet, og han nedhug nu førf den, fom fod ham narmeſt, ſiden den anden. Efter dette gif han ind i Bjerget, tog alt Varktoiet og alf: det Guld og Sølv, ſom han kunde É overkomme, fedte derpaa en Heſt frem, ſom Dvergene havde eiet, og lædfede disſe Sager paa den. Desuden tog han ogſaa felv faa meget ſom han kunde bære, og - fom. med dette efter. fre Dages Reiſe til en Aa, ſom hed Viſeraa, hvor der var en flor Skov. Der gjorde han fine Sager i Stand. Han gik til Aabredden, hvor. der flod et meget ſtort Træ; dette: fældte fan, hug … Grenene bort, og udhulede det. J den sverfte og ſnavreſte Ende lagde han fit Værftet og Koſtbarheder, men i den nederſte rummeligere Ende. lagde” han fin: Mad og Drikke, og deri foer: han ſelv, og tillukkede ſaaledes Bullen, at hverken So eller Veir kunde trænge derind. For de Glugge, ſom han havde ſtaaret
—
—F
2 Dibrit af Berns — 210C.
paa — fatte F Glar, få kunſtigt gjort, at hau kunde tage det fra, naar han vilde; men naar Glaret var for, kom der ikke mere Vand ind, end om Træet havde været heelt. Han dreiede fig derpaa, til Bullen falde ud i-Aaen, Hvorfra den føb til Søen og derneſt td Havet, og ſaaledes gi det i atten Dage. Da kom Bullen omfider i Land. | ; 21. En Konge hed Bibung og raadede over Sbjode? i Jylland. Hang Mænd roede en Dag. ud paa Søen med et Vod, for at ſtaffe friſte Fiſke til Kongens Bord; men nu blev Vodet faa tungt, at de. med Nød og næppe kunde trakke det op. De faae. da,” at der var kommen en forfærdelig flor Trabul deri. | Denne Bul flæbte de i Land, og tænkte over, Hvad det vel monne være; de fandt, af Træet var underlig | tilhugget, - og derfor troede de, at der maatte være nos get inden i det, dg fendte nn en Mand til Kongen, og bad ham underføge, om det ikke ffulde være nogen Skat. Da nu Kongen faae Træet, bød han dem. hugge det itu, og fee efter, hvad der var i det. "Da Velent mærkede, Hvad de gjorde, raabte han, og ſagde, at der var en Mand i Træet. Men da de hørte hans .Roſt, bleve de forſtrekkede, lob bort, og- fortalte "Kongen, at Fanden felv var i Træet. Da lukkede Ves … lent Bullen op, gif for Kongen, og fagde, at han var et Menneffe,. men ingen Fanden. Han hilſte paa Kongen, bad ham om Fred, og tilbød, at han. vilde
"tjene ham. Da nu Kongen faae, at det var en uden⸗
landſt Mand, faa vilde han, ſtjont denne var kommen
1). nu Thy.
21 ێ Didrik af Berns Saga. 43
paa én underlig Maade i hans Rige, ikke bryde Fred” og £ov mod ham, men modtog ham vel. Velent tog nu ſit Varktoi, og ſtjulte det vel i Jorden. Men da han var i Færd dermed, blev een af Kongens Mænd, ved Navn Negin, ham vaer. Velent opholdt fig nu fo8 - Kong Nidung i gode Kaar og blev hans Kertilſvend eller Kammertſener. Hans Tjenefte beſtod i, at han ſtulde pasſe tre Knive, fom (fulde ligge paa Kongens Gord, og hvormed Kongen ſpiſte. Da Velent nu havde dvælet der tolv Maaneder, traf det fig engang, da han gif til Szsen af tvatte og polere Knivene, at den bedſte Kniv faldt jam af Haanden ned i Søen, der paa det Sted var faa dyb, at man ikke kunde have nogen For⸗ haabning om; aft den vilde findes mere. Han gif dere paa hjem, og tænkte over, af Kongen vilde tykkes ilde om; at Kniven var borte, faa meget mere fom han ikkun havde denne ubetydelige Tjenefte, Han gik dere for hen, Hvor der boede en Smed, fom hed Amilias. - Denne var: netop gaaet hen at ſpiſe tilligemed alle Svendene. Da fatte Velent fig ned paa hans Vark⸗ ſted, og fmedede en Kniv faa lig mueligt den, han Havde tabt. Før han gif ud af Smedien, flog Han . tillige et Som med tre Hoveder og [od det ligge tilbage paa Ambolten. Han var færdig med hele Smedningen,
" før Kongen gif til Bords. Siden kom Amilias til⸗ '
bage til Smedien tilligemed fine Svende, og fandt det trehovede Som, og ſpurgte, Hvo af dem der havde flanet det, men ingen af dem kunde vedgaae det, og de havde heller aldrig feer et Som. fmedet paa dem Maade, hverfen før eller fiden. Da nu Kongen fad over Bordet, bragte. Velent ham Knivene, og hang.
sæ
44 Didrik af Berns Saga. 21 €, |
Gkatmeſter tog den ene Kniv, og ſtar en Simle itu imod Bordet, men Kniven gjenrnemftar baade Simle og Bord. "Da nu Kongen blev, vaer, hvor flarp denne Kniv var, tyktes det ham underligt, og han ,… fvurgte, Hvad der var Aarſag hertil, og hvo der havde
" gjort denne Kniv. Hvo har bel gjort denne Kniv,” fvarede Velent, uden han, ſom har gjort alle. eders Knive.” Herre 1” tog Amilias, ſom hørte paa Sam⸗ talen, til Orde, jeg har gjort denne Kniv, ſom alle
,”… dine svrige Knive, og du har fo ingen anden Smed
haft til dit Smedearbeide.“ Da foarede Kongen: Al drig faae jeg faa hvaft Jern komme fra din Haand, og
i hvo der end har gjort den, ſaa er det dog vift, at du gjorde aldrig dens Lige;” hvorpaa han ſpurgte Velent, om han havde gjort den. " Denne fvarede, at det var ſom Amilias havde ſagt. Amilias,“ ſparede Kongen, ahar ikke gjort Kniven, men hois du nu lyver for mig, og vil. iffe komme frem med Sandheden, faa ſtal du derfor have min Vrede,” Da fortalte Velent Kongen, at han havde fabt een af de Knive, der vare i hang Varge, og hvorlunde det for Reſten var gaaet til. «Ja!” fagde Kongen, „det er, fom jeg formodede, at al Amilias ikke mægtede at gjøre ſaa god en Kniv, thi aldrig før ſaae jeg faa godt Jern, og det troer jeg, at
, bin Lige i Duelighed ikke vil findes.“ Lad nu end være,” fagde Amilias, „at Velent har gjort denne Kniv, fom er faa god, fom du figer, faa fan det dog hænde fig, af jeg fan gjøre et andet Jern, ſom ikke giver den noget efter, om jeg vil gjøre mig mage ders for; og aldrig vil jeg taale at høre, at hans Arbeide er bedre end mit. Lad os derfor prøve bor Queligs -
—
ed
21 C. Dihdrik af Berns Gaga, 45"
fed, faa at enhver ſmeder faa godt Gan, fan, og jeg vover fil Veddemaal af fætte min Kunſtfæerdighed, den jeg vil miſte, om du ſtal kaldes min Mefter.” Kun fidet formaaer jeg at gjøre,” ſparede Velent, men med den Kundffab jeg Har lært, ſtal jeg ſmede et Stykke; du fmede da et andet, og tredie Mand domme os imellem, hvis Stykke er bed. Men til at vedde med dig eter jeg ikke mange Penge; dog ſtal det komme an paa dig.” Da flal du,” foarede Amilias, efter⸗ ſom du ikke har Penge til Veddemaalet, fætte dit Hos ved derpaa, hvorimod ogſaa jeg fætter mit Liv, og ſtal da den, ſom feirer i Kunſten, afhugge den andens als” „Hvoad bil du da ſmede,“ ſpurgte Velent fremdeles, „og Hvorledes ſtulle vi aflægge den Prøve,
ſom du tilbyder?” Du ſtal,“ ſparede Amilias,
gjøre et Sværd, faa godt ſom du kan, men jeg en Hjelm og en Brynje og Brynhoſer, og hvis dit Sværd bider mine Vaaben, faa at du fan faare mig; da fan du afhugge mit Hoved; hvis derimod dit Sværd ikke ” Gider mine Vaaben, da ſtal jeg raade for dit Lin; og Prøven ſtal affægges om tolv Maaneder,” Ja, ja!” fagde Velent, «læg du ſaa meget fil af vedde om, ſom du vil, og. tag ei dit Ord tilbage; jeg er beredt.” Amilias fpurgte nu, hoo der vilde borge for ham, og dertil vare ſtrax to af Kongens Riddere, ſom kſendte hans Kunfifærdighed, beredte. Hvo borger for dig?” ſpurgte Amilias Velent. Ei veed jeg,” ſparede denne, hvo der vil borge for mig, da ingen her kjender, Hvad jeg fan udrette” Men nu mindedes Kongen, Hvor lunde Trabullen kom til Land, og hvor underligt denne Mand hidtil havde udrettet alt, og fagde derfor: Ovis
—
-
46. Ditrif af, Berns Saga. 22 €.
ingen vil borge for Velent, da vil jeg;” og faaledes blev deres Veddemaal for beftemt fluttet. Samme Dag gif Amilias til fin Smedie med alle fine Svende, og begyndte af fmede, og dermed blev han ved-den ene Dag efter den anden i alle tolv Maaneder; men Velent tjente ved Kongens Bord ſom tilforn, og lod fom han intet havde aftalt, og faaledes gif det ene Halvaar hen. 22. Engang fpurgte nu Kongen Velent, hvor⸗ [unde han vilde opfylde det indgangne Veddemaal, og naar han bilde begynde paa denne Smedning. Herre!” ſparede Velent, „ſaaſom J raader mig dertil, faa vil jeg. nu: begynde, men du maa ſtaffe mig en Mand, fom fan bygge mig et Huus, Hvori jeg fan fmede.” Dertil var Kongen ſtrax villig, og der bleve Mænd fatte til af bygge ham en Smedie. Da den var hele færdig, gif han derhen, hvor hang Varktoi var ned⸗ gravet. Der fandt han: vel Bullen, men Varkteiet var borte. Dette gjorde ham ilde tilmode, og det kom ham nu i Hu, at en Mand havde feet paa, at han ſtjulte fine Redſtaber, hvoraf han fluttede, af denne Mand maatte have faget dem; men ikke kjendte Gan Mandens Navn. Han gif derfor til Kongen, og fore talte ham dette, Kongen ſagde, at det var ilde, og at der ſtulde (fee Underføgelfe om ,. hvo denne Mand | maatte være; og ſpurgte, om han funde kjende ham, da han iffe vidfte hans Nadn. Velent fagde, at ham. godt kunde fjende ham. Derpaa lod Kongen ſtaævne til Thinge over hele fit Land, og bød af enhver ſtulde komme did, ſom var i hans Rige, men ingen vidfte, hvad det ſtulde betyde. Da nu alt Folket fra hele Jylland, var kommet til Thinge, fan talrige ſom man
192 & Didrit af Berns Saga. 47 kunde vente, ledte Velent, om han kunde finde Mans. den, men fan fandt ham ikke. Da blev Kongen vred,.
ng fagde til ham: HDet ſynes mig dog, ſom her er
kommen hver Mand, der er i mit Rige, thi maa den Mand ogſaa være her, ſom har dit Varktoi! men dr fjender ham ifte, og du er iffe faa klogtig, ſom jeg troede, og det var urigtigt, at jeg gik i Borgen for dig, og du var værd; at en tung Stol blev ſpendt paa dine Fødder, da du har holdt mig for Nar.“ Nu blev Velent meget bedrovet, at han havde miſtet KE Varktoi, og oven i Kſobet faaet Kongens Vrede. Ve lent gjorde nu engang et Arbeide, uden at noget Men: nefte blev. det vaer. Det var nemlig et Billede, ſom han malede i fuld Paaflædning, i alle Maader ſom der fiod en Mand. Dette Billede fatte han i en Krog i.
— Gallen. Det hændte fig. nu engang, af Kongen gif
ud i Forſtuen, og Velent gif foran ham med en Kerte; Da fod Kongen Øiet falde fil venſtre Side, og ſagde: «Bær velkommen, min gode Wen Regin! hvorlunde er det gaaet dig og dit rende?” men Manden, ſom ſtod der, fvarede. iffe eg Ord. Da tog Velent til Orde: „Herre! ei kan denne Mand foare eder, thi det er et Billede, ſom er mine Henders Gjerning; og om du tykkes at Fjende hang Anſigt, da maa du vide, at denne Mand, hvis Billede dette er, har taget mit SmedeBVærftsi.” Nu fo Kongen, og ſagde: Viſt er du kunſtferdig, thi noie fjender jeg, efter hvem dette er gjort, thi det er min Ridder Regin. Ham har jeg ſendt til Sverrig i mit Xrende; og bør det mig nu at øfengjelde, hvad haarde Ord jeg- før talte til dig.” Nu vidfe da Kongen, Hvorledes det havde fis med |
Wo
48 Didrik af Berns Saga. 23 C.
Velents Varktoi; og anden Dagen derefter ſendte hatj Bud til Regin, og bod ham komme til ſig. Det va⸗ rede ei lenge, før Regin indfandt fig. Da ſpurgte Kongen ham, om han havde faget Velents Redſtaber. Regin fvarede, af han rigtig nok havde faget Vark⸗ toiet for Lsiers Skyld. Kongen bød ham at tilbages give Velent det, hvilket han ſtrax gjorde. Siden flod nu. Velent hver Dag ved Kongens Bord, og fod ſom ingen Ting var, og faaledeé fed fire Maqueder frem. 23. Da nu denne Tid var forloben, ſpurgte i gongen Velent , Hvi. han ikke vilde til at gjøre Svær. det. Velent fagde, at han var heel færdig til at gjøre det, faafnart det var Kongens. Raad. Velent gif nu til Smedien. Fjerde Dagen derefter kom Kongen til fam, og da var han allerede færdig med et Sværd; hvis Lige.i Skarphed og Skjonhed Kongen tyktes als - drig at have feet, De gif nu til en Aa, og Velent " tog en Filtpude, en Tværfod tyk, kaſtede den. i Aaen, og lod den drive med Strommen ned paa Svardets Eg. Sværdet tog Puden ſonder i fo Stykker, faa af hvert Stykke drev fin Bei. Da ſagde Kongen, at han als brig havde ſeet bedre Sværd; een Ting. havde han fun at udfætte paa det, at. det var faa ſtort og. tungt, at han: ikke kunde føre det. Velent derimod ſagde, at dette Sværd ikke var godt, men dt det ſtulde blive mer get bedre. Kongen gif nu fornoiet hjem, men Velent "fatte ſig ned i fin Smedie, og filede. Sværdet ganſte ſmaat, tog dernæft Filſpaanen, blandede den. i Mel og Meel, vørte det fammen, og bar det hen, Hvor der vare Gjæs og Høns, fom han havde ladet fulte to Dage i Forveien, og lod Fuglene æde det op altſammen.
w
23 C. Didrik af Berns Saga. 409
Siden tog han Fugledrækket, brændte det i Ilden, og … gjorde deraf et andet Sværd. Efter fjorten Dages Forløb kom Kongen igjeh, og da var det ander Sværd færdigt, i hvilket Kongen fandt ſtort Behag. Nu tog Velent en Filtpude, to Tvarfod tyk, og gik til Aaen; men dette Cværd ſtar den fonder. Kongen blev nu ganſte indtaget i det, og ſagde af man afdrig fif dets Mage; men ſtjont det var mindre end det forrige, var det dog temmelig fore. Velent fagde, at dette Sværd vel var godt, men at han dog, for han Holdt op,
fulde gjøre et Sværd, der endnu var en Halv Gang
bedre. Kongen gif nu tilbage til fin Hal, men Velent til Smedien, og filede ogſaa dette Sværd heelt ſonder, og bar fig ad dermed paa ſamme Maade fon før, og efter "tre Ugers Forlob var et andet Sværd færdigt, der var poleret og indlagt med. Guld, og havde et ſtjont Fæfte. Da nu Kongen kom til Velent, og ſaae Arbeidet, tyktes det ham, at det var deg alterbedfte af de Sværd, , fom Han hadde ſeet, og det var tillige meget pasſende for ham. De gif derpaa fil Aaen, og Velent havde en Filtpude med fig, ſom bar tre Tværfod tyk, og baade bred og lang. Denne faftede han i.Aaen, og holdt Sværdet fiile for, og da Puden drev med GStrsmmen, tog Sværdet den fønder ligeſaa let ſom Strømmen felg. Da udbrsd Kongen: Om man end vilde lede al Verden runde, fulde ingen finde et Vaas ben, der kunde fættes ved Siden af dette; og dette ſamme Svard ſtal jeg i mit Haand hoer Gang jeg. herefter gager-i Kamp.” - Herte!“ fagde Belent, seg vil. nu gjøre Balg, Gjorder og Svænder til Svar⸗ det; og da forſt overgive dig det naar det er heelt Nordiſte Jortids⸗Sagaer, 3die Bind, i D
-
50 Didrik af Berns Saga. 23 €. færdigt.” Dette fandt Kongens Bifald. Kongen gif derpaa meget vel tilfreds tilbage til fn Hal. Men Velent gif til fin Smedie, og gjorde et andet Sværd faa ligt det forſte, at man ikke kunde Fjende det ene fra det andet. Efterat bette var færdigt, ſtod Velent igjen, og vartede op ved Kongens Bord flige til Stav⸗ nedagen. Samme Dag tog Amilias fine Brynhoſer, ſpæendte dem paa fig, og gif hen paa Torvet og morede fig: Men- hvert Menneſte, fom mødte fam, ſagde, at han aldrig havde feet bedre Arbeide end dette, og alt var ganfte nyt og af dobbelt Jern. Henimod Dav, retid iførte han fig Fin Brynje, der baade var dog heelt igjennem dobbelt, hvorpaa han gif til Kongens . "Bord; og det fagde hver Mand, ſom ſaae ham, at de atdrig havde feet bedre Vaaben: end denne Brynje: Amilias var meget glad, og rofte fig. af fine Vaaben. Saaſnart der nu var taget af Kongens Bord, flod han Op, tog-en Hjelm, og ſatte den pan ſit Hobed. Den dar baade godt poleret; meget tyk og i det Hele vel fredet. "Han gik derpaa. hen til en Plads, hvor der ſtod en Stol, paa. hvitfen han fatte ſig. Siden gik Kongen ud: med. alle fine Mænd og. med ham Velent. Da ſagde Amilias, at han var færdig til den aftalte Prøve. hvorpaa Velent gik fif fin Smedie, og da han - kom tilbage derfra, havde han et draget Sværd i fin Haand. Han gif nu bag til den Stol, hvorpaa. Amis Has fad; og fatte Svardseggen til hang Hjelm, og - fpurgte,. om han markede det. hug til af alle Kræf: fer!” foarede Amilias, „eller fif, om du vil, og venter jeg, at du ſtal lægge haardt til, om.det ſtal bide.” Velent trykte nu med Soardet fan haardt, at det: gif
4€. Didrik af Berns Saga. 51
igjennem Hjelmen, og da det naaede Hjerneſtatlen, ſpurgte Velent, om han mærfede det. Men Amilias ſparede, at det var for ham ligeſom der blev heldt Band paa ham. Da drog Velent Sværdet faft, og bad ham ryſte fig; men da han agtede at gjøre det, føb Sværdet ned. til Balteſtedet, og han faldt i to Styk⸗ fer ned af Stolen. Da fagde mange, at her fane man Beviis paa, af naar een hovmoder fig allermeſt, er han faareft udſat for at falde. Giv mig nu Svær. det!” ſagde Kongen til Velent, udg jeg bil bare det i min Haand bort herfra.” Herre!“ ſparede Velent, ujeg bil førft tage Gjorderne med alt hoad der hører til. og aftorre Sværdet, og ſiden give dig det,” og ders med var Kongen tilfreds. Velent gif derpaa til Sme⸗ „dien, og ſtod Sværdet under Balgen; men det andet Gværd ſtak han i Balgen; og bragte det dernæft til Kon⸗ gem, ſom troede; af det bar det ſamme, hvormed. Ve⸗ lent Havde udført den ſtore Navnkundigheds Daab. Kongen holdt nu for, af han var. bleven Eier af den bedſte Koſtbarhed, faa af der ikke fandtes dets ng om man end ledte aͤt Verden vandt.
24. Kong Nidung opholdt fig nu i ſit Rige, og hos ham var. Velent, hin fortræffelige Smed, ſom Varingerne kaldte Volund eller Kunſtneren. Han ſmedede Kongen alftens Klenodier af Guld og Soly og eſlers af alle andre Ting, ſom fode fig forarbeide. Ves (ent bled nu navnkundig over hele. Verdens nordre Deel, og det blev et almindeligt Ordſprog, naar man vilde rofe noget Smedearbeide fom bedre end ſedvan⸗ net at man da ſaghe at — var en Volund i ſin
D2 sr Brad
—
52 Didrik af Berns Saga. 25 C.
Kunſt. Velent nod nu gode Dage og megen RÆDER, hos Kong Nidung. — | "95. Gom Kong Nidung en Das ſad over Bor⸗ | det, kom der nogle Mænd og berettede ham, at en ſtor Fjendehær var falden ind i hans Rige, og havde gjort megen Stade. Da famlede Kong Nidung en Hær over hele fit Rige til Kamp imod denne Konge. Saaſnart den var udruftet, red han ud, af fit Rige, og havde fulde tredive tufinde Niddere. Begge Hærene vare nu komne hinanden faa nær, at der kun var en Dagreiſe imellem dem, og man altſaa kunde vente, at det næfte Dag vilde komme til Slag. Mod Aften, da Kongen havde opſlaaet fit Telt, faldt det ham ind, at han havde glemt fin Seierſteen hjemme. Denne Steen var gaaet i Arv fra Fader til Son i hans Slagt, og der. fulgte den Egenſtab med den, af hvo der bar den i Kampen,” tabte afdrig. Men da nu Kong. Ridung | havde mindre Mandſtab, frygtede han. for, at han fulde tabe, om han ikke ſik fin Seierſteen. Han kaldte derfor alle de fortrinligffe Mænd fammen, om nogen af dem fulde mægte af bringe fam hans Seierſteen, , før Striden næfte Dag ſkulde gane for fig. Han lagde til, af om någen var i Stand til at udføre dette, da vilde han give ham fin Datter og Trediedelen af Riget. Han gjorde dette Tilbud til mange af fine Venner, fom han i fan Henſeende fatte meſt Haab til, og omſider til Velent Smed. Velent ſoarede, at han vilde fare, om Kongen vilde tilſtaae det Belovede, og Kongen bekræf⸗ tede paa fin Tro, at det fulde være en faft Aftale imellen dem. Derpaa tog Velent en Heſt, fom var den bedſte af alle Heſte, faa vidt man veed. Den hed
—
25 C. Didrik af Berns Saga, 53
Skemming; han havde faaet den fønden fra af det gode Stod, ſom Studas hin Gamle havde. eiet. Denne ” Heft var fnar fom en flyvende Fugl, tillige var den for og fager. Velent red nu om Dagen og Natten derpaa, naaede ved Midnat Kong Nidungs Borg, og tog hang Seierſteen. Det var faa lang en Bei, at faa kunde tilbagelægge den i tre Dage. Derpaa red han Veien "tilbage, og da Solen var ved at ſtaae op, var han ikke langt fra Kongens Telte. . Da vare Vagtmandene, ſom holdt Heſtvagt om Natten, beredte til at ride hjem, det var nemlig Kongens Mandſtjenk og med ham fer Riddere. De rede nu mod Velent, og ſpurgte hvor⸗ lunde det bar gaaet ham… ,, Vel,” føarede Velent. « Bift nok,“ fagde da Skjenkeren, ‚er du en. beun⸗ dringsverdig Mand, da du. fan udføre ligeſaa meget fom du vil. Giv mig nu Stenen, faa vil jeg bringe den til Kongen, og fige at jeg har hentet den; men dig vil jeg give ſaa meget Guld og Solo derfor, ſom du forlanger, og desuden mit Venſkab.“ „Nei!“ ſparede Velent, ei hår jeg derfor Sent Steen, men fordi jeg har .hentet den, vil jeg og bringe "Kongen den.” „Om du end bringer Kongen den,” ſvarede Mundſtjenken, faaer du aldrig derfor hans Dotter.” Om jeg end ikke faner Kong Nidungs Dotter,“ foas rede Velent, ſaa vil det dog ſporges om alle Lande, at Velent far. hentet hans Geiergeen.” Ja!“ ſpa⸗ rede Mundſtjenken, ‚om du ei vil overlade mig Seier⸗ ſtenen for gode Ord og. Betaling, da ſtal du give flip paa den med din egen Skam, og oven i Kjobet fade Livet ;” hvorpaa Mundſtjenken og alle de medfulgte Riddere med dragne Svard rede mod ham. Men ſaa⸗
—
54 Didrie af Berns Saga, 26 C.
fart Velent fane bette var han ikke ſeen med at træfbte fit Sværd, fom han kaldte Mimung, og han hug nu til Mundſtjenken, klovede hans Hjelm med ſamt Hos vedet, Bugen og Brynjen, faa at Sværdet forſt ſtand⸗ fede i Sadelbuen. Dernæft hug ban en anden Ridder paa Halſen, faa af baade hans og Heftens Hoved flsi af; og ligefan hurtig afhug hau den tredie Ridders Hoved. Da toge de svrige Flugten. Derpaa red Ves lent til. Celtene, og overgav Kongen hang Seierſteen, og fortalte ham, hvorlunde Mundſtjenken var kommen
imod ham, og hvad Udfald Sagen havde faaet, og
be]
lagde til, at han nedig havde gjort dette. ,, Belentl” fvarede Kongen, du har dræbt min gode Ven og des⸗ uden to Riddere; drag du bort, du onde Hund! fra mine Mine, ſnarere havde du endnu fortjent; at du blev dræbt.” Men Kong Nidung holdt den Dag et Slag, og fif Seier, Hvorefter han drog hjem til re
- Rige, og fad der i Fred og No.
26. Belent Smed overlagde nu fn Sag; og bar ilde tilfreds med at han havde miftet Kongens Venſtab og tilmed fans Datter og det Rige, ſom var
ham lovet. . Han forandrede, nu fit Udfeende; faa ag
ingen funde Fjende fam, drog derpda lonligen til Kong Nidungs Gaard, gif ind i Kjskkenet, og gav fig i Tjenefte hos Kokken og lavede Mad fil Kongens Bord; og Kokken ſyntes aldrig at have haft faa god en Svend. Kong Nidungs Datter havde en Kniv, form Doergene
hadde gjort, der havde: den mærfelige Egenſtab, at;
naar der blev ſtaaret med den, hvad der paa nogen Viis var ureent, da fang det høit i den, faa at man derved kunde vide, om nogen Slags Svig var i
= bund år AN .
y
26 €. | Dibrif af: Bern Saga. 5
Maden. Men da Velent ſik at vide, — Natur der fulgte denne Kniv, brugte han alle ſine Kunſter, og tog Kniven bort. Han gjorde nu en, anden Kniv faa fig denne; at. ingen kunde kjende dem fra hinanden, om man end hoͤldt dem begge ſammen. Denne Knid lagde han paa det Sted, hvor han havde taget den farge. Dernæft lavede han en lakker Ret, ſom ſtulde ſattes paa Kongens Bord for Kongedatteren. Denne Mad beſad den Egenſtab, at, naar hun aad deraf, da ſtulde hun ikke kunne leve, uden hun fi Velent Smed til Mand. Da nu denne lakre Net ſtod paa Bordet for Kongens Datter, og hun vilde fil at ſpiſe af den, bares det hende for, ſom om der maatte være gjort nogen Sig ved Maden, og hun. ar derfor i den med fin Kniv, men Kniden vilde ikke ſynge, ſom den pleiede. Det fandt hun underligt, og da hun troede fuldt og. faſt, af der var Svig under, bød hun bringes fig nos get raat Kjsd. Dette blev bragt, og hun (far deri, hvor det var meft blodigt, men Kniven vilde ikke ſynge. Hun fortalte.nu fin Gader det: Herre!” fagde Gun, nu er jeg. bedraget, thi min Kniv er nu borte, og den; ſom jeg holder i min Haand, er gjort efter den, og der er ogſaa Svig i Maden, i hoo der end har gjort det.” Kongen faae nu hendes Kniv, og ſagde: Ingen ntægtede. af gjøre denne Kniv uden Velent.“ Det ſamme ſagde ogſaa alle de Tilftedeværende. Da fod Kongen lede efter ham, og han fandtes i Kjokkenet, og bfev ført for Kongen. Da fagde Kongen: Du, Ves lent! vilde nu fvige mig og min Dotter, det (Tal du undsgjelde!“ Han faldte nu fine Trælle til, og bød dem, af ſonderſtere Generne paa begge hans Fødder.
N
vw
56 Dideit af Berns SA 27 C.
baade for og bag, Hvilket de gjorde. Derpaa fb
— Kongen det læge, faa af begge Fødderne bleve uſtik⸗ fede til af gane med, faa længe ſom han levede. Kon⸗ gen vilde nu, at Velent fulde ſmede for jam hele ſin
Levetid. Velent fod engang Kongen bede: at komme
fil ham; han havde nemlig noget at tale med ham om. Da nu Kongen kom / ſpurgte Velent, af hvad Aarſag han havde tilfoiet ham denne faa. ſtore Beſtaemmelſe. „Ei fod jeg dette gjøre,” foarede Kongen, af anden Aarſag, end at jeg onſtede, at du aldrig drog bore af mit Rige, faalænge fom du levede; og nu al du ſmede alt hvad du formager, men du ſtal fane faa. mes
get Guld og Solo, ſom du onſter, til Foldeſtg jorelſe J
for hyad ſteet er.” Herre!” gjenmælte Velent, jeg feer nu, at du har tilfoiet mig dette, fordi du yndede miig fan meget, at du ikke vilde, at jeg drog bort, og det ſtal jeg vel gjengjelde.“ Derpaa gif Velent til ſin Smedie, og fmedede alſtens Klenodier, og var nu langt muntrere og venligere mod enhver end tilforn.
227. 3 denne Tid kom Velents Broder Egil til Kong Nidungs Gaard. "San var den ſtjsnneſte Mand, man funde fee for fine Mine, og der dar ifær een Ting, hvori han overgik enhver anden, af han nemlig. ſtod med fortrinlig Færdighed baade med Laasbue og Haand⸗ bue. Kong Nidung tog vel imod ham, men vidfte dog. iffe nøie, hva han var. Kongen [od paa mange Maas der fætte Forføg paa, hvor vel Egil kunde ſtyde; og
da han nu engang havde forføgt alt det, fom rande
ham i Hu, Jod han et Æble lægge paa Hovedet af Egils Sen. Derfra, hvor du nu ſtaaer,“ fagde Kongen, aftal du ſtyde Ablet af din Søns Hoved, og
E Y -
…
-
28 C. Didrit 1J Berne Saga. 57,
om du ikke gjør det, da har du forbrudt dit Liv.” Da tog Egil en Piil ud. af fit Pilekogger, faaet pan Eggen og ſtrog Bladet, og fatte den ned hos ſig. Han tog derpaa endnu en Piil, og firsg Bladet og Fjadren, fatte den. pan Strengen, og ſted midt i Æblet, fan at baade Piil og Æble faldt påa een Gang til Jorden; og
denne Daad har flænge fiden været berømmet, og man kaldte ham Olrunar-Egil eller Egil den Træffende.
Kong Nidung ſpurgte Egil, hoi han tog to Pile, da dog een var tilſtrækkelig til at flyde med. Herre!” foarede Egil, ‚ei vil jeg Jnve- for eder: om jeg havde ſtudt Orengen med. den ene Piil, da havde jeg tiltænkt eder den anden.” Kongen optog dog dette bel, É og det tyktes alle, af han talte djærvelig. 2328. RKong Nidung havde to Sonner og een Datter, fom hed Heren!, den fagrefte af alle Kvinder og venneſal og meget elftet af Kongen. Det traf fig
nu engang ; da Kongens Datter legede ude i fin Have |
med fine Hofmoer, at hun ſonderbrod fin bedſte Guld⸗ ring, faa at den blev ubrugbar. Dette torde hun
hverken lade fin Fader. eller Moder vide, og fpurgte
desaarſag een af fine Moer, hvorlunde de ſtulde bære Kig ad i dette ubehagelige Tilfælde. Moen ſagde, at
denne lille Skade vilde Velent let kunne rette, om
i Ringen blev bragt ham. Dette Raad ſyntes hun godt om; og Moen gik nu til Velents Smedie, og ſagde at hendes Jomfrue ſendte hende med ſin Guldring, at
han ſtulde gjøre: den ved. Velent fvarede, at han ikke
torde ſmede noget, det være hvad det faa var, uden
” Kongens Forlov. Bed denne Leilighed vil du vel Ty 3 Kvadet om Walund i Edda ev hendes Navn Bodvilde.
N
(4 oe ren FÆRD RB ST — ger ae ES REE SERENE
58 Dihdrik af Berns Saga: 29 C.
nieppe tage det faa frængt,” fagde Møen, . Kongen. vil viſt ikke optage det ilde, af der bliver gjort, Hvad hans Datter onſter, og vel fan du for hendes Skyld gisredette; thi hun vil ikke vife fin Fader den ſonder⸗ brudte Ning, at; han ikke al blive vred paa fjende.” uJa!” fagde Velent, ‚hois hun giver mig fis Lofte, faa at jeg hører derpaa, at jeg ikke ſtal andgjelde dette for Kongen, faa vil jeg gjøre det.” — Moen fortalte mu fin Jomfrue, hvad Svar Velent Havde givet. - Denne vilde for ingen Deel lade fin Gader vide, at Ringen var brudt, og gif derfor til Velents Smedie. - en aldrig faafnart var hun kommen ind i Smedien, for Velent flog Deren haardt i Laas. Derpaa tog han og kræenkede hende, og, før han dernæft lod hende gaae bort igjen, Havde han iftandgjort hendes Ning, fan at ben bar meget bedre end tilforn. Men begge holdt paa det omhyggelige ſtjult, hvad der var (feet dem imellem, thi ingen af dem auſtede, at det blev fundbart. JARRE — 29. Det hændte fig engang; at Kong Nidungs tvende yngfte Gønuer fom til Velent med deres Lanés buer, og bade ham gjøre dem Pile. Men Velent ſagde, at han ikke for Kongen forde ſmede nogen Ting, uden hvad denne felv ſeudte ham; „men om Y vilte,? tilfoiede han, «at jeg ſtal ſmede for eder, da ſtulle I opfylde mig en liden Bon: I. ſtulle gaae baglends fra Hallen til Smedien og komme før Solens Opgang, men om J ei gjøre fan, da ſuieder jeg ikke for eder.” … Dette Vilfaar indgik Drengene med Glæde, og bekym⸗ tede fig ikke om at gage baglænds til Swmedien. Det vår juſt om Vinteren, og der var nylig falden Snee.
29 C. Diidrik af Berns Saga. 59
Om Morgenen før Solens Opgang kom nu begge Kongeſonnerne til Velent, og havde gaaet pan den
Maade, ſom Velent havde budet dem. Men faafnart de fom i Smedien, flog han Dørrene i Laas, dræbte F
begge Drengene, og kaſtede dem i en Grav under fin Gmedebælg. Op paa Dagen favnedes de. Man fors modede, at de enten vare dragne ud i Skoven for at more fig med at flyde Dyr og Fugle, eller ned til Strandbredden at fange Fiſte. Da man flulde til Bords, blev der ledet efter dem, men de fandtes ins genſteds. Man kom nu ogfaa til Velent, og fpurgte om de fjavde været der. Han fvarede ; at de kom der, og han fane dem paa Veien tit Kongens Hal. Jeg gjovde dem Pile,” tilføiede han, ‚og formoder jeg, at de ere dragne ud i Skoven at more fig, thi de havde ſmaa Buer med fig.” Og da Kongens Mænd gik hjem, ſaae de deres Spor f Sneen vende hjem til Hallen. Kongen. [od nu lede mange Dage efter dem, men de fandtes ikke, Hoorfor han tænkte, at de maaſkee vare bræbte ude i Skoven af de vilde Dyr, eller havde faret uvarlig ved Strandbredden, og ſaaledes fundet deres
Grav i Bolgerne. Velent fremfog imidlertid 'deres
Kroppe, og ſtravede alt Kjødet af Benene. Siden tog han Hierneſtallerne, indfattede dem i Guld og Solo,
og gjorde deraf to Bordkar. Deres Been forarbeidede han ogſaa, og indlagde dem med Guld og Selv: af nogle gjorde han Knioſtkafter, af andre Floiter, af ans bre igjen Lyfeftager , af Sfulderbladene gjorde han
fmaae Olbagere og ligefaa af Hofteſtaalerne; og af ets ,
Hvert Been gjorde han et Redſtab, ſom ſtulde ſtaae pan Kongens Bord. Af deres Knokler dannede han
—
og
b É | | i .
= == 8 Fan *
— 9*
—
Brikker og Nogler : alt dette til Kongens Beſtæemmelſe. Men intet Menneſte anede, af han havde dræbt Kon⸗ geſonnerne. Velent fendte nu Kongen alle disſe koſte⸗
lige Sager, og naar denne havde indbudet de fornemſte 3 Mænd til Gjæftebud hos fig, blev ale dette Bordtsi brugt, og det var i Sandhed flore SORBAr BEDER; havde
der ikke været Svig derunder.
30. Velent Smed habde nu noget hæonet ſin haanlige Medfart, i det at han havde berovet Kong Nidung fine Sonner med den Beffæmmelfe, at han ſelv ſtulde ſpiſe og drikke af deres Been. Dertil var Kong Nidungs Datter frugtſommelig, men hun holdt ſtjult ikke allene for ſin Fader, men ogſaa for enhver
anden, hvem Barnefaderen var; men med alt dette
vidfte dog Velent, at det var hans Barn, ſom ogſaa,
at Kongen vilde lade ham dræbe, om han fik det at
vide. Han bad derfor ſin Broder Egil, at han ſtulde ſtkaffe ham fmaag og flore Fjædre. Egil gif i Skoven, og ſtod alſtens Fugle, og bragte Velent Fjædrene. Deraf gjorde nu Velent en Elyveham, og da den var færdig, fane den ganfte ud: ſom Hammen af en Grib
eller Gam eller af den Fugl, fom hedder Struds. Bro⸗ . brene vare nu engang begge tilfammen i Smedien; da - gav Belent Flyvehammen til Egil, og bad ham drage "
hen ien Fſeldkloft og der tage den paa fig, og prøve; om man funde flyve med den. Egil ſpurgte nu, ꝓaa
hvad Maade han ſtulde fare i den, hvorlunde han
ſtulde hæve fig fra Jorden og flyve og fiden fætte fig hed igjen. „Du ſtal fare i den,” ſagde Velent, „der hvor den er aaben, og fpænde den foran; du ſtal hæve . big op imod Vinden. og flyve baade hoit og langt og
£
60 Didrik af Berns Saga. 30 C.
-
g0 C. Dibdrif af Berns Saga. . 64
ſom den hurtige Fugl.og fiden fætte Sig med Vinden.” Og da Egil under Prøven vilde til at gade ned, vendte han fig for Vinden, men da flyrtede han ned, og maatte tage fig i Agt for ikke af brekke Halfen. Siden gik jan til. fin Broder Velent. Denne fpurgte nu,
Hvor god hans Flyveham var bleven. Var det lige
faa let,“ foarede Egil, ‚at fætte fig med din Fjader⸗
ham, ſom det er af flyve med den, da havde jeg alles
rede været i ef andet Land, og du havde aldrig faaet
den fiden.” Da fagde Velent, at han fulde nok for⸗ bedre den Mangel, og had dernæft Egil lonligen at
falde Kongens: Datter til fig, hoilket Cgil gjorde. - Da
hun nu form i Smedien, taltes de mange Ting ved, og han fortalte hende hele ſin Beflutning, og derhos at hun fulde føde et Drengebarn, og hvis dette ind⸗ "træffer efter: mine Ord,” tilføjede fan, da ſtal du
omhyggelig opføbde Drengen; og naar han fan bære
Vaaben, ſtal du fige ham, at hans Fader har gjort
Waaben til ham, og at han flat føge fine Vaaben, hvor
Vinden gaaer ud, men Bandet ind.” For de ſtiltes,
ſpore de hinanden Ed, at han. vilde ikke tage anden . Kvinde end hende, og hun ingen anden Mand end ham. Det fortælles nu, at Velent gif op paa fit Huus, tog Flyvehammen, og. gjorde fig færdig, og dernæft. hæs - bede han fig op. Men endnu fagde han til fn Broder:
Om du bliver nødt til at flyde efter mig, da har jeg
bundet under min venſtre Arm en Blare, og deri er
Kong Nidungs Sonners Blod.“ Siden fisi Velent op,
og fortalte nu fin Broder, at han havde givet ham urigtig Beſted om, paa hvad Maade Flyvehammen ſtulde ſtilles, da han ikke troede ham. Velent flet un
— Ed
⸗
g An
4
62 Didrik af Berns Saga. | 31C.
op paa det hoieſte Taarn; og raabte hoit, at Kongen
aſtulde komme at fale med ham. Men da Kongen horte
Dette, gif han ud, og ſagde: Velent! er du nu ble ven. fil en Fugl? viſt gjør du mange Undervarker. Hvad vil dn? vil du flyve noget omkring?“ Here!” fvarede Velent, jeg er nu en Fugl, og dog tillige. et Menneſte, men fare ſtal jeg nu min Vei, og'ei. venter jeg, at du mere feer mig, faalænge du lever. Men jeg bil dag ikke fijæle mig fra dig, og ſtal du nu høre
vort Mellemvgrende: Farft lod du ffjære mine Stig: nebeen ſonder, faa at jeg ikke fan bruge mine Fødder,
men det gjaldt din Dotter, thi hun er nu frugtſom— melig ved mig; og fordi jeg. miftede mine Sener, faa miftede J eders to Sønner for min Haand, og til Vidne paa, at jeg ikke lyver, være eders Guldſtaale og Solvkar og mange Slags Bordtoi, thi inden i dem ville deres Been findes.“ Derpaa flat Velent "bore. Da fagde Kongen til Egil: Tag din Bue, og ſtyd É . fam! aldrig ſtal han komme levende. herfra, i andet Fald ſtal du fade dit Liv.” Da tog Egil fin Bue, og -
ſtkod under Velents venſtre Arm, ſaa at Blodet faldt
til Jorden. „Det gif godt,” ſagde Kongen, „Velent vil ikke kunne folde det lenge ud.” Men Velent ſſoi hjem til Sjælland, nedſatte fig der i en Skob, hvor
han byggede fig et Herberge, og opholde fig en Stund.
Fjerde Fortælling. Om Vidgas forſte Bedrifter.
BE: Kong Nidungs Datter fødte et Drengebarn, og denne Dreng blev falde Vidga. Han opfodtes nogle
32 €, —… Didrik af. Berns Saga. - 68
Vintre ved Kongens Hof; og det fagde man om fam,
at i Henſeende til Styrke og Forſtand, ESkjonhed og Wart var ingen i Landet hang Lige, faa ſom ſiden (tal omtales. Det fortælles nu, at Kong Nidung falde i en Sygdom og døde; men hans ældfie Son, der ogſaa hed Nidung, tog Niget efter ham. Denne Konge ber
handlede fin Soſter og hendes Son Vidga vel. Da
mu Vehent ſpurgte, at den gamle Midugg bar dod, fendte han Bud til den. nye Konge, for at fane Fred, höilken dende tilfod ham. Dernæfg drog Velent til
Kong Nidung, og ægtede paa denne Færd hans Soſter, EL
og de ſtiltes ad. fom gode Venner. Velent foer fyjem med fin Kone til fine Gaarde, og med den deres Son
Bidga, og de bvælede Hjemme en Stuud, uden at der
ere fiere Ting fortalte om dem, Og ei turde Kongedat⸗ … feren af fage efter Vaabnene, der hvor Velent havde
Setydet; thi han tog dem nu ſelv, Hvor han havde gjemt dem under fin Esſe, og der ſagde han at Vinden foer ud men. Vandet MD> —— — nemlig der fvas lede Esſen.
32. Da Vidga vår: tolv Vintre enes var .
han allerede ſtor af Bært og ſtærk af Kræfter, haͤardfor
og meget anfeelig. Velent ſpurgte, om han onſtede
at. beſidde ſaa megen: Kunftfærdighed, ſom han kunde fære ham. For min Modrenedts Skyld,“ ſparede
Bidgar beder jeg Gud, at min Haand aldrig kom pag Hammerſtaftet eller paa Tangarmen.” Hvad vil du da fære?”. ſpurgte Velent fremdeles, at du uden Skam fan. forhverve dig Føde og Klader.“ En valig
Heſt,“ foarede Vidga, „et ſterkt Spyd, et ſtarpt
Sværd, et nyt Skjold, en haard Hjelm og en hvid
⁊
N
64 Didrik af Berns Saga: 33 &
Brynje og en hæderlig Hovding, med, ham at ride; og - ham at tjene 1 faalænge mig. Livet forundes, fee dette er, hvad jeg onſter mig.” Alt dette. vil jeg ſtaffe dig,” fagde Velent, men hvorhen vil du da fare?” "Da:
fvarede Vidga: J Ømlungeland blev mig fortalt om en Mand, fom hedder Didrik, Konning Ditmars Sonu af Bern. Han er- af ſamme Alder ſom jeg; han ev baade flor og ſterk; til ham. vil jeg drage, og byde ham ud til en Enekamp. Vel tvivler jeg om at kunne
ſtaae for hans kraftige Hug, men naar jeg falder til dJorden, da beholder jeg dog mit Liv, naar jeg overs
giver min Hjelm, og tilbyder mig af gaae i hans Tje⸗ neſte, faa god veed jeg han er. Maaſtee fan det falde
bedre ud; imidlertid, hvordan det end gaaer, bliver
det uden Skam for mig.” Nei!” foarede Belent,
idet er ikke mit Raad, at du farer den Vei. Komme
IJ ſammen i Enekamp da vil dy fun foie Stund kunne holde dig mod ham. Men jeg veed en Skov, i hvilken
der boer en ſtor og ſtark Riſe, ſom gjør mange Mens
”gefter Sfade; ham vil jeg hjælpe dig til. at fane over⸗
vundet; og naar det (feer, da vil Kongen af. Sverrig -
lonne dig vel: derfor, og give dig fin Dotter og Halften af fit Rige.” Det vil jeg for ingen. Deel gjøre,” var Vidgas Svar, allermindſt for en Kvindes Skyld; thi
hændtes det da, at jeg falde for Riſen, da havde man
Grund til at fige, at jeg fod mig Liv med megen Van⸗ "are, . Men jeg vil gjøre, fom jeg har beflnttet.” Jal om * end ikke faaer dig bevæget, ”. foarede Velent,
ſtal dette dog ikke vare til Hinder for, at jeg jo ſtal
ſtaffe bet, ſom bu bad om.” Velent gav nu — herlige Vaaben, fom
Få
⸗
AJ
33 C. Didrik af. Berns "Saga. | 65
denne iførte fig; forft Brynhoſer baade tykke, blanke
var haard: ſom Staal, dobbelt, fid og rummelig efter hans Vært; dernæft Sværdet Mimung, fom baade var
haardt og godt, og, havde flarpe og hvasſe Egge, og par faa fortrinligt, af der fandtes ikke bedre Vaaben, om man ſaa ledte af Verden rundt. "San. fatte paa fle "foved en. Hjelm, der var gjort af det haardefte Staal, og var beſat med ſtore Nagler, tyk og dog bøjelig. Den. var market med den Orm, ſom hedder Slange,
der var af gylden Farve til Tegn. paa hans Ridderſtab. Denne Orm var giftſprudende; det tydede hen til hans
Stridslyſt og;Haardførbed. Derpaa tog han ſit Skjold,
og fæftede det pag ſin Axel; det var tykt og tungt, faa .
af Det var: alt det; en Mand kunde lofte det i fin ene Haaud; det var hoidt ; og market med en rod Hammer og Tang, fordi hans Fader var Smed, og oven i det
fode fre Karfunkelſtene, fom tydede hen til Hans Mør breneæt. Siden gav Velent ham Heſten Sfemming, -- den bedſte af alle Heſte; dene Sadel var gjort af Elfen⸗
been, og derpaa var ridſet en Hgle. Vidga gif, nu til "fu Moder, og. tog. Afſted med hende. Hun bod hau fare vel, og gab ham tre Mark Guld og ſin Finger: ring. Derpaa kyſte fan "fin Fader. Velent bod ham Farvel, og græd, da han drog bort. Vidga tos nu ſit Spyd, "og ſprang paa Heſtens Ryg faa
let, at han ikke brugte Stigboilen, i det han ſvang fig op. Da Velent fane: dette; ſmilte han, og han fulgte ham nu paa Veien, og gav ham mange gade. Raad. Derpaa ſtiltes de, og Velent drog hjem
igjen. i — Nordiſte Jortide⸗Sagaer, 3die Bind, CF
0! :
sorten ind fr dernes ned "0 MESS RE RE
66 Dideit af Berns Saga. 34 C.
34. Vidga red nu lange Veie siden tykke og ubeboede Skode. Han kom omfider. til en flor Aa, fom hed Edisaa?, men da han ikke fandt det Vadeſted, fom hans Fader havde betydet ham, ſteg han af Heſten, fedte den ind i Sfoven, og bandt den ved et Træ. Derpaa afdrog han fin Krigsruftning, og nedgrov den i - orden, for af ingen ſtulde fijæle ham den bort, vas dede ſiden ud i Aaen, og føgte efter Vadeſtedet, men der var fan hoit Bande, af allene hans Hoved ragede frem. Da kom tre Riddere Tidende til ham: den ene ” af dem var Hildebrand, den anden Helmer, den tredie var en Jarkaf Omlungeland, ſom hed Hornboge. Hine fo Hovdinger havde Didrik ſendt efter Hornboge Jarl; thi han vilde give ham Plads blande fine fortrinligſte Hirdmænd. Nu fagde Hildebrand til fine Stalbrodre: Jeg feer der henne ved Aaen en Dverg; det: er viſt Dvergen Alfrig, ſom Herr Didrik engang tog, og af hvem han fik ſit bedſte Sverd Nagelring. Nu ſtulle vi endnu engang forſoge, om vi kunne fade Fingre i ham, og ſtulle vi de paalægge ham et ikke mindre be⸗ fværligt Arbeide, for at loſe fig.” De rede. derpaa til Aagen, og ſtege af Heſtene. Vidga- horte, hvad de ſagde; „Giver mig Fred og Lov til at gaae i Landt” raabte han, „ſaa ſtulle J nok fane at fee, om jeg er mere Dverg end enhver af eder.” De tilſtode hamidet, … og bade ham gade i Land. Da fprang han: fra Aacn op i Land ni Fod i eet Spring. «Hvad for en Mand er du?” ſpurgte Hildebrand, „og hvorfra kom du her?” Om du ér en raſt Kæmpe,” fvarede Vidga, hvi fporger du da en nøgen Mand om Sligt? Lad 7) Formotentlig Etſch, ved hvilfen Verona (Bern) ligger.
x —
—VW
«— e
34 (R | dart af Berns Saga. 67
mig forſt tage mine Vaaben æg Klader, da ſtal jeg fige
dig alt, hvad du vil have: at vide. »Ogſaa dette tik
ſtod Hildebrand. Vidga klædte fig nu. paa, og iførte
fig fine. Vaaben, fprang .dernæft paa" fin Heft, og. red
imod dem: „J trende gode Niddere!” ſagde fan, „Gud hjælpe eder! jeg ſtulde nævne eder ved eders hæs derlige Navtiie ; om jeg kjendte dem; nu kunne J ſporge om, -hvad eder lyſter af vide” Hvad er dit Ravn? åj ſpurgte Hildebrand, ‚og af hvad Æt: er du, og hvad gjør du her, og Hvi rider du. ene. i ukjendt tand?”
Jeg er en danſt Mand,” ſoarede Vidga, ogemit Navn er Vidga, Velent hedder. min Fader, min Mo
ber er Kong Nidungs Dotter; og beføge vil jeg Didrik
Ditmarſon, og før jeg igjen reifer hjem, agter jeg, at vi begge ſtulle forfage, hvor fafte SEjolde vi have,
Hvor ftærfe Hielme, hvor hvasfe -Sværde og hvor haarde Brynjer,: thi ban er nu den navnkundisſte over
al Verden for fin. Manddom og Tapperhed.“ Da Hil⸗
debrand fane, at denne Mand baade bar for og dra⸗ belig, ng hans Vaaben og Harniſt indrettet overeens⸗
ſtemmende med hans Stprke, ſaa at han ikke toktes at " jane feet hans Lige; da indſaae han vel; at hans Herre
Didrik vilde komme i en farlig Prore, og det. blev ham Lvivlſomt, hva af dem der vilde gane af med. Seiren.
Øg four Hildebrand var en meget viis Mand, udtænkte
San ſtrax fin Plan; og ſagde roligt og muntert til Vidga: Gubd være Iovet at jeg nu har fundet et Mand, ſom
jeg venter har. Djærvhed til. at føfte fir. Sværd med Didrik; thi, hvis eykken vil foie dig, haaber jeg; at du med din Mandighjed vil kunne ſtakke hans Overmod —
"og den Hofferdighed⸗ at han troer, at ingen fan ſettes
ER.
— — —
— mg MR ms.
68 —Didrik af Berns Saga: 38 &
i Ligning med ham.” Bil du indgaae Stalbroderſtab med mig?” ſpurgte Hildebrand fremdeles, ſaa at den ene af 08 hjælper den anden, naar han er ſtedt i Nød.” . «Saa ſynes mig,” foarede VBidga; „ſom du maa. være
en mægtig Mand, og af ſaadan XL at jeg et vil nægte dig mit Stalbroderſtab, fan meget mindre fom jeg fors hen red. eenſom. Men hvad er eders Navne og Stand?” Jeg hedder Boltram,“ foarede Hildebrand, zog er en Son af Neginbald i Venedig; den anden Mand her hedder Simtram Herbrandſon; den tredie er Horn⸗ boge Jarl af Humlungeland.“ Vidga og Hildebrand gave nu hinanden Hauderne, og bleve Stalbrodre. Siden rede de til Aaen, og Dildebranb — et. —— ſted over den.
35. De rede nå — ad Selen, indtil den deelte fig. fer gaae fo Veie til Bern,” ſagde Hildebrand; den ene er baade lang. og flem, den anden derimod meget kortere og bedre, men der er en Forhindring paa denne Vei: der er nemlig en Aa; ſom hedder Lippa, over hvilfen man ei fan komme uden ad en Stenebro, og. derved Ligger et Kaftel ved.Raon Brik⸗ tan? … Told Røvere boe i dette Kaſtel; den ene hedder Gramaleif, den anden Thrella, den tredie: Stodfus. Paa denne Stenebro maae vi erflægge Told; der maae Vi lade vore. Vaaden og Heſte, og endda prife- 08: Aykke⸗ lige, om vi flippe med Liv og Lemmer. Der & fun - ringe Forhaabning om, at vi kunne komme over denne Bro uden deres Billie, thi endogſaa Didrik har engang 1) Formodentlig Brigen, ved Rienzflodens udløb 1 Eiſakfloden,
der ved Botzen falder ud i Etſch. Navnet (af Bride) in tyder paa Beliggenheden. 5*
e,
33 C. Dihbrik af Berns Saga, — 69
forføgt at viiide dette Kaflel, men Harintét kunnet ude
rette, og Hvis derfor nogen fan overdinde didfe tolv Kæmper ; da tor hverken Didrik eller nogen anden ſtaae imod ham; derfor omme vi bel til at ride den lengſte Bei.” Bi ville ride den korteſte Vei,” var Vidgas var, „thi de fade: vel ndenlandſte Mænd ride, hvor Det dem iyſter.“ De droge au den Bei, ſom Vidga diſde, og kom tiet Skob, ſom hed Lyrevald', foran hydiſken Kaſtellet laae. Saaſnart de nu fik Die paa Det, ſagde Vidga: Bier her paa mig! jeg bil ene ride hen til Kaſtellet; maaſtee lade de og vride uden at bes tale; maar jeg beder dem høflig derom; men Hvis det ikke vil Iykkes, da kommer jeg ſtrax tilbage.” De bade ham raade, og tyktes vel om, at han foer. Han ved nu hin til Stenebroen; men Reverne fade foran den, og fane ham komme. Der former. en Mand ridende,” ſagde Gramaleif; han har et fore Skjold, ſom kommer mig ret tilpas; men hans svrige Harniſt kunne J ſtifte mellem eder.“ Den Mand far bel et godt Sværd,” ſagde Stodfus, „det ſtal ikke gaae paa Skifte, for det vil jeg have.” Da vil jeg have hang Brynje,” ſagde Thrella; ‚og jeg hans Hjelm,” fagde Sigſtaf. Da fagde den femte: .Han har en god Heſt,
. den tilegner jeg mig.” Og den fjette fagde: Jeg vil
have hans Kjortel og Klader.“ Hvad bliver der da til mig uden Brynhoſerne,“ fagde den ſpvende, auaar alt det Øøtige er flifter.” Da fagde den ottende:
WBans Pengebalte vil jeg have, og alt hvad fom er i
det.” FJeg tager hans hoire Haand for min — ſagde den niende. Tilvisſe,“ ſagde den NAG at 1) En Lyrewald ligger i, Veſtfalen.
*
mg Sy Didrik af Berns Saga. 36 C.
Jotden. Da fagde Hildebrand: "Jeg ſeer hu, at de , ere komne ſammen; later og derfor ride til, og ſee, hvorlunde de ſtifte imellem fig: thi hvis Vidga faner Seier over disfe Mænd, og di iffe komme ham ctl Djælp, dil han ellers ſige, at vi have fveget ham, og . da bliver det vor Bane; naar han træffer 08; lad 08 derfor vride fil, thi jeg venter, at han ganer af med Seiren; ſtulde han derimod tabe, da ville vi ſtynde os at ride bort.” Saa gjorde de, og da de naaede Ste⸗ nebrden ; fandt de, af Vidga havde-tilføiet ſine Fijender mange og- flore Hug, fan at af de tolv havde: de før maaͤttet bide i Græsfet, men de fem svrige ———— hvoriblandt Sigſtaf, undkom ved Flugten.
36. Vidga red nu med fine Stalbrodre til Ka⸗ ſtellet, ſpiſte og drak, og forblev der Natten over: Hildebraud tenkte nu meget paa Vidgas Mandig⸗ hed, og var nu ſikker paa, at Didrik i ham vilde finde fin Lige, og han tenkte ogſaa paa, hvor gode | hans Vaaben vare; thi fod han op ved Midnat, traf ſit Sværd ud af. SÉeden, og efterat have ombyttet Hjaltet og Knapperne, lagde han: det iſtedenfor Vidgas Sværd Mimmung, lagde fig ſiden ned, og fov til Dag. Os ſaaſnart Dagen brød frem, ſtode de op/ og gjorde ſig ferdige til at reiſe videre. Vidga ſpurgte nu, hvad de ſtulde gjøre af dette Kaſtel. Da fvarede Hildebrand: «Ru ſtal jeg fige dig, hvo jeg er, og hvad:jeg. hedder; mit Navn er Hildebrand, og jeg ev Konning Didriks "Mand, og alle vi ere hang Stalbrodre; men ſtjont jeg ikke ſagde dig vort rigtige Navn, vil jeg dog lige⸗ fulde holde det mellem . 08 indgaugne Stalbroderſtab. Det er nu mit Raad, dt vi lade Kaſtellet ſtande, og
* 3 ed
37 E. Gå Didrik af Berns Saga. J 73
disfe vore to Staibrodre blive tilbage at holde Vagt
Veddet. Men jeg vil følge dig til Bern til Konning Didrik, og hois faa ſteer, at J indgage Venſtab, da kunne I begge rande over dette Kaſtel, men om J ikke ſtilles ſom Venner, da beholder du det for dig ſelv
" allene.” Da fvarede Vidga: MPaa- denne Stenebro
Hhar ligget Cold og megen Ufred, og ſtjont her gaaer en alfar Vei, har dog ingen i lang Tid tordet vove at fare herover; hvis jeg derfor ſtal raade, da ſtulle alle - Menneſker herefter fare ad den i Fred, baade udenlandſte og indenlandſte, unge og gamle, rige og fattige.” Det er det retteſte,“ fvarede Hornboge Jarl, „at den raader herfor, ſom ene vandt Kaſtellet ved ſin Tapperhed.“ Da tog Vidga en Brand, ſtak Ild i Kaſtellet, efterat de førft havde borttaget Godſet, og / de droge ikke derfra, før hele Kaſtellet var brændt . og fævnet med Jorden.
37. De rede nu, efter ſaaledes vet abe Gag, muntre derfra, og kom til den Aa, fom hedder: Vis ſeraa. Derover gik. en Gro mellem to ſteile Klipper, Did var Sigſtaf kommen med fine Kammerater, og de hadde afbrudt Broen, før hine kom dertil. Saaſnart
Vidga blev dette vaer, gav han fin Heſt Skemming af
Sporerne, og red i fuldt Fiirſpring til Aaen, og He⸗ ſten sprang: fra, den "Klippe, hvorpaa Broen havde hvilet, over Aaen til den modſatte Klippe faa let, form man. unde. fee en Piil flyve did, og-endnu den Dag i Dag fees der Marke af Heſteſtoene og Gømmene i
Bjerget, baade der, hvor han fprang fra, og hvor
han kom ned. - Hildebrand. og Heimer rede nu efter
ham tilligemed Jarl Hornboge, og da de naaede Bier⸗
—
74. Didrik af Berns Saga, 38 €.
set, lod Hildebrand ſin Heſt ſoringe i Aaen og ſtem⸗ mede over; Hornboge Jari haude ſamme Færd, men
kom dog noget ſildigere i Land; men Heimers Heft
Riſpa, ſom var Broder til Skemming, ſprang imellem begge Klipper ligeſom Skemming. Saaſnart Vidga var over Aaen; ked han paa det ſtyndſomſte did, hvor
"de fem undkomne Røvere Sigftaf og Stalbrodre Holdt, . indlod fig i Kamp med dem, og tildeelte dem baade
mange og fore Hug; Heimer vilde ikke ſtaae ham bi,
men blev holdende paa fin Heſt ved Aaen, men ſaaſnare
Jarlen og Hildebrand Fom i Land, rede de djærvelig til, og hjalp Vidga, og da var Striden hurtig afs gjort; thi de dræbte: alle Kemperne tilhobe. Eüdnu
markede Bidga ikke til; at —— Sværd stks var GABON
. De rede nu 1 tit ent. — ſom Hildebrand
— hvor hans Kone Oda boede; der forbleve de
Natten over: Om Morgenen rede de derfra, og kom aarle til Bern. Det blev nu Didrik berettet, at Hil debrand, Hornboge Jarl og Heimer vare komne.
Didrik ſtod ſiden op, gik imod dem, og modtog dem alle tre vel, og ſpurgte dem, hvad Tidender de bragte,
men de fagde: „Ingen.“ Med Vidga falte. Didrik ikke, thi han vidſte endnu ikke, hoo han var. Da
drog Bidga af fin Haand en -følvbeflaaet Handſte, og
gav den fil Didrik. Denne fpurgte, Hvad det (fulde betyde. Hermed,“ ſparede Vidga, udbyder jeg dig fil den forſte Enekamp, thi du er min Javnaldrende, og langveis bore har jeg ſpurgt om dig, ag megen Be⸗ fværlighed har jeg udftaaet, fiden jeg foer hjemmefra 3
men nu enſter jeg at prave, om def er fandt, hvad
' 2
MX
BE, Didrik af Berns Gag 75
hj
Kygtet:farteler fra Land til Land, at du er ſaa vel⸗
dig en Kempe, at ingen, formader at ſtaae imod dig ag
dine Vaaben. Saadant ef mit Xrende, fom jeg venter, at du ikke afſlager.“ For ingen Kamp, unde flaner jeg mig,” ſparede Didrik, Ahvad enten jeg ſtal ſtride mod cen eller flere; men i dit Exempel ſtal jeg
lære bandſtrygere, ikke oftere at byde Didrik nd til Ene⸗
kamp i hans Land.” Da ſagde Hildebrand; «Tal ikke ſaa, Herre! du veed neppe/ hvad Mand du har for big; og endnu vover jeg ikke at føare for Udfaldet af Kampen, om Seiren ſtal blive din eller hans, men det-forefommer mig ſandſpnligere, af du vil fane den Deel, fom hedder Uſeier, om du iffe har Hjælp ane denſteds fra.” "Stor Skam vil det være,” fagde dere
pad Reinald, cen af Didriks Mænd, ;.om hver Trætles
ſon ſtal vove af udbyde big. til Enefamp. i dit Rige.” Da ſagde Hildebrand: Et aftere ſtal du beſtemme en
bGerommelig Mand;” og med fin knyttede Næve gav”
Gan ham i det ſamme faa vældigt et Ørefigen, at han ſtrax faldt i Afmagt. Da ſagde Didrik til Hildebrand: — er meget, ivrig t af yde denne Mand Hjælp, men
u ſiger jeg dig, hvad Dom der venter ham: allerede
me Dag ffal han hænges op uden. for Bern.” Om
ban kommer i din Vold,” foarede Hildebrand, naar IJ Have prøvet en. Dyft ſammen, aa faner han af un⸗ derkaſte fig denne Dom, . i hvor haard den end er.” Didrik bod nu fine Vaaben bringes, og ſaaſnart det nar:(feet, ſprang han paa fin Heſt Falken, fan at han hverken ſtottede fig. ved. Stigremmen eller Sadelbuen. Falken var Skemmings og Riſpas Broder. Derpaa
reb Didrik fra Bern ud. til Kampflelten, og med fam |
76. Didrik af Berns Saga. 39 &
… mange høvdinger og Riddere. Vibga hoidt der alle⸗ rede paa fin Heſt Skemming tilligemes Hildebrand, og fan Mænd hos dem. Derpaa traadte Heimer frem med en Skaal, fuld af Viin, gav den til Didrik, og fagde: «Drik Herre! Gud give eder en fager Seier i Dag!” Didrik tog Skaalen, tømte den, og gav den
; igſen til Heimer. Hildebrand gav Vidga en anden
Skaal med Viin; men denne fagde: Bær den: forſt
- fil Herr Didrik, og bed ham driffe mig til.” Hilde⸗
brand gjorde faa, men Didrik var faa vred, at hau
ikke vilde drikke ham til. Neppe veed du, Herre!”
fagde Hildebrand, ahvi du er vred, thi du har en dra⸗ sr befig Kæmpe for dig, og ikke, ſom Reinald fagde; en 7" Trælleføn.” Derpaa gav Hildebrand. Vidga Skaalen, — ” og fagde: Drikenn, og varg dig mandig! thi nå har
du fag til at flaae dig bi.“ Bidga. tog derpaa fin"
i —— Gufdrtng af, og gav ham den med disfe Ord: Gud
— fønne dig. for din Biftandl” Didrik raabte nu tit
Vidga, og ſpurgte, om han bar færdig. Vidga — ér — at ks var beredt til Kampen.
"Nu gave de Heftene af Sporerne, — — „og rede faa haardt ind paa. hinanden, ſom en ſulten Hog farer paa fit Bytte; og da de kom ſam⸗ men, ſtak enhver til den anden med fit Spyd faa. ſtarkt ſom han formaaede. Vidgas Synd gik igjennem Dis driks Skjold, og (far det ſonder, men. Didriks Spyd fæftede fun lidt i Vidgas Skjold. . Nu løbe Heftene hinanden forbi, og Vidga traf fit Sværd ud, men Didrik red. djærvelig mod ham, ”og ſtodte fin Landfe mod Vidgas Bryſt, men Vidga hug ligeſaa hurtig Spydſtkaftet ſonder, og ſamme Hug. tog den nederſte
Fa Søes sk,
b
RR re RR Sa — — — — Hr —, —— — — — — — 2 EA .
zg €. Didelt af Berns Saga. 77
Deel bort af hans eget Skjold, dog blev Gan ikke ſaa⸗ ret; thi hans haarde Brynje dakkede ham; og dermed fEilte de deres Turnering. Derpaa førang' de. af He⸗ ſtene, og fæmpede. nu pan det drabeligſte med Svar⸗
dene, Didrik tildeelte Bidga vældige Hug med ſit
Syard Nagelring. Og nu ſtodte Vidga til Didrik i,
Hielmen Hildegrim, men Sværdet braſt fonder i to Sceykker. Da fagde Vidga: Guds Brede ramme dig) Velent! at du gjorde ſaa flet. et Gværd, da du dog
havde Magt til at gjøre. det bedre; havde mit Sværd
kun ſtaaet mig. bi, fulde jeg nok have vidſt at værge mig, men nu tilkommer mig, faavelfom den der gjorde det, Skam og Sfade.” - Nu tog Didrik fit Sværd med begge Hænder, og vilde afhugge hans Hoved, men. i det famme; ſprang Hildebrand imellem dem, og ſagde: Herr Didrik! giv denne Mand Fred, og gjør haut til din Mand, thi du faaer ikke hans Lige i no⸗
genſomhelſt Ferdighed.“ Nei,“ ſvarede Didrik, mit OLD ſtal ſtaae, ſom jeg fagde dig, at Vidga i Dag ſtal
hænge uden for Bern.” | Hexre! behandl ikke ſaaledes en fan drabelig Mand,” vedblev Hildebrand, « han
ene ſtred mod tolv Kamper, og vandt Kaſtellet Briktan,
ſeom du med alle dine Mænd ingenfinde mægtede af inde
tages: og hap er derhos af den bedſte Kongeat, og vif nu blive din Mand. Tag .vel imod: ham, form du
pleier.“ Nei!“ —— Didrik, nu i Dag ſtal jeg
tætte Grændfe for, at ikke enhver Tralleſon herefter
AA
ſtal byde mig ud til Holmgang, naar denne er klynget SEN
op; og gak i Hieblikket bort herfra, thi om du et gjør det, da hugger jeg forſt dig. i to Parter og fiden ham” Da nu. Hildebrand ſaae, at DidriÉ iffe vilde
78. Dideik afBerus Saga. 39 €.
here hans Ben, traf han Mimmung af Skeden, og ſagde: «Gud. forbyde enhver. Utroſtab; fee her ap gode Ven! at jeg vil holde vore Broderſtab, og tag nu her dit Sværd, og værg dig mandelig; Gud ſtaae big bi, thi jeg fan ikke hjælpe dig mere” Vidga tog . Sværdet, og blev faa inderlig glad, at han kyſte paa Guldknappen, og fagde: „Gud tilgive mig, at jeg talte oude Ord imod. min Gader; og nu agter jeg dende Konges Brede og Hidſighed ikke mere end en Træls,” Mu beghndte Striden paa ny, og Vidga ſvaug Mim⸗ mung mod Didrik, faa at Stykker flat af. fans Skjold, Brynje og Hjelm ved hvert Hug. Da traf Didrik ig lidt tilbage, thi hang Sværd. ed ikke ſaa godt ſom Mimmung. Nu hadde han allerede fem ſtore Saar. . Men da Ditmar fane, at Blod flsd pan ale Sider. ud af hans Ruftning, da indfaae han, hoorledes det Bilde gane, og (86 imellem dem. Hoad vil du, Kon⸗ " ning!” raabte Vidga, .jeg figer dig i Sandhed, om du med en Mængde Krigere vil (file denne Enekamp, ffal ingen oftere nævne dig ſom en god Konning eller tapper Mand; jeg har: en Morbroder, ſom hedder Nis dung, han vil vide at hævne mig, om du bryder foven . Mod mig.” Da fagde Kongen; Hor du; tapre Mand - jeg vil: bede eder, åt J afbryde denne Enekamp, thi Didrik er allérede meget ſaaret; jeg feer,… Hvorledes eders Strid vil falde ud; og om du 'gjer faa, da. vil
— jeg tilſtaae dig megen Hæder i mit Rige.” . Neil”
fvarede Vidga, det. Vil jeg for ingen Deel, thi Didrik
ſtal nu lære.mig at fjende, at jeg ikke er mere Lande
ryger end han ſelv, og gaaer du ikke bore, Konning! da ſtaaner jeg. hverken dig eller andre.” - Da gif Kon⸗
gen fort, og Vidga gif los paa Didrik, og hug nu til med Hidfighed og Kraft, men Didrik værgede fig man⸗ delig. Nu foang Vidga fit Sværd Mimmung, og gav Didrik et vældigt Hug. i Hjelmen Hildegrim, faa at det tog alt af, hvad det traf pan; det var nemlig Sammen oven over Hovedet, hvormed. fulgte baade Hud og Haar. Nu faae Hildebrand, at Didrik var kommen i en vanſtelig Stilling, da Hjelmen var hugget af ham; thi ſprang jan imellem dem, og ſagde: Min gode Ven Vidga! ſtands nu for min Skyld denne Ene⸗ kamp, og indgaa Staibroderſtab med Didrik! . dilde man end lede al Verden rundt; vilde der dog ikke fine des den, der kunde jævnes med eder.” Da bed Didrik Vidga Forlig; For vort Venſtab,“ ſagde Vidga, i det ” Han henvendte fig til Hildebrand, vil jeg. opfylde din Bøn.” Didrik og Vidga gave nu hinanden Haan⸗ "den, indginge Stalbroderſtab, og rede dernaſt hjem til BEEN, |
" Femte Sortallins. | Didriks Kampe med Eta og Faſold. AO. Dorit. bar nu —— i Bern, og med ham
Hildebrand, Vidga, Hornboge Fart og Heimer. Saa⸗ ſnart han nu var helbredet af ſine Saar, red han ud
af Bern ganſte allene, og ingen uden Vidga vidſte,
" hvad Vei han tog; til ham fagde han, at han ikke vilde komme tilbage. til Bern, førend han ved Helte⸗ bedrifter havde naaet fin forrige Berommelſe. Han red nu fan ſterkt han funde i fyv Dage over beboede
Pa 4
80 Dibtit af Berns Saga. 40 C.
og ubeboede Egne. En Aften tog han Herberge ved en Skob, ſom hed: Efving ". Der KE Gan Kundſtab om, at der paa den anden Side af Skoven fane en Borg, fom hed Orefanfii Denne Borg havde til⸗ hort Kong Druſian, ſom nu var død; men. hans Enke levede endnu tilligemed ni Dottre. Dronningen hapde fæftet fig en. Mand; ved Ravn Ekka, det var fan flor en Kæmpe, at man. forgjeves (fulde føge i hele Hude land efter hans Lige .i ridderlig Daad. Hans Broder hed Faſold. Han var ſaa flært og ſtolt, at han havde gjont det hoitidelige Lofte, aldrig i Strid at give nos gen Mand meer end eet Slag) og hidtil, havde han heller ikke fundet nogen, fom havde udholde hans forſte Slag. Ekka drog nu ud i Skoven, om han kunde træffe paa en Mand, fom han kunde have Ære af af firide imod; og enhver ſaadan lovede han fit Baneſaar. Da nu Morket faldt paa, red Didrik til ſamme Skov, og han tænkte ikke paa at træffe Ekka, men fan foer . Bild i Skoven, og for han blesb deg vaer, var Ekka kommen ham ganſke nær, Denne raabte ham an: „Hvo'er det, der rider her?” Den Mand, du her har for dig,” fvarede Didrik, hedder Heimer Stue dasſon; jeg vider mine egne Rrender hjem til Bertans geland? til min Gader, og har intet rende til dig.” Det maa vel —— ſom du ſiger ſagde —
1) Eller Osneck, ef gammelt Bjerg og en Stov ei — fra Afa, en Dee af Teutoburger⸗-Skoven, hvor German flog Romerne og Kart Garerne, ' 2): Eller Drekanflis, 21. formodentlig enfen Drachenfels ved, Rhinen ligeover for Bonn eller Drachenburg ved Veſer i SØG sal voya.
2) Bretagne.
40 C. J Didrit af Berns Saga. 81
agtet din Stemme lyder, ſom om det var Didrik af Bern; thi var du faa djærv en Mand fom denne, hvor⸗ om Rygtet veed at. fortælle i alle Lande, da vilde du viſt ikke jule dit Navn for en eenlig Mand.” Ja!” ſdarede Didrik, ‚efterdi du fan heftig attraaer at vide mit Navn, vil jeg ingenlunde ſtjule det for dig. Bid dar af mit Navn er Didrik, og af jeg er en Son af Ditmar, Konning i Bern, ligeſom du gjættede, men til dig har jeg intet Wrende, og vil jeg derfor. ride min Bei.” Da fagde Ekka: Ovis faa er, ſom mig er fortalt, at en danſt Mand for fort Tid fiden har overvundet dig og berovet dig dine gode Paaben, da vil du fjer igjen kunne faae Vaaben, der iffe give hine noget efter, om du formaaer. af fælde mig og fratage mig mine”... DU. udbyder mig til Enefamp,” fvarede Didrik, men hvorlunde kunne vi nu fæmpe, da den ene iffe fan fee den anden, men naar Dagens Lys vifer os Veien til hinanden, da ſtal jeg ikke nægte dig dit Borlangende.” Da fagde Ekka: De ni Kongedottre, hvis Moder er min Faſtekvinde, udruſtede mig til Kamp, og ved deres Biſtand kommer jeg her med disſe Vaaben; min Hielm er heelt ſmykket med røden Guld, ogſaa i min Brynje e er Guld indvirket, og paa intet Skfold kom mere eller bedre Guld end paa mit. Jeg har ingen Heſt, og derfor fan du vel flye fra mig, om du vil, men det ev Helteverk, at oppebie fin Mand. Det var Skade at jeg lod min Heſt hjemme, thi havde jeg den her, da ſtkulde du have firedet, (vad enten du vilde eller ei. Bi efter mig! vedblev han fremdeles ; Didrik, vakre Helt! jeg har et Sværd, ſom jeg. kan - fortælle dig en Deet om; Dværgen Alfrig, hin berys⸗ Mortigte Zortide-Gogaer, Bie Bim. 8
82 Didrik af Berns Saga. 40 C.
tede Tyd, ſmedede det dybt tede under, Jorden; men før det var fuldgjort, ſogte han i ni Kongeriger, inden han fandt Vand til at hærde det i, og han fandt det
et, før han kom til den Aa, ſom hedder Treyaa!; der
lev det hærdet. Hjaltet og Grebet ere flagne af røden |
Guld. Gjorderne til det ere heelt belagte med Guld og beſatte med Edelſtene og Guldknappe. Det er ſtinnende blant pg indlagt med. Guld, og naar man " fætter Odden nedad, da ſynes det, fom en Orm af gylden Farve løber fra Odden op til Faſtet, og oms vendt, naar Odden fættes opad. Dets Egge ere ſaa hyasſe, at jeg troer ikke noget Staal ſtal holde fig for
dem. Det hedder Ekkiſax, og der er 'ei bragt et bedre
Sværd fra Esſen, om man end ledte al Verden rundt. Alfrig, hin fore Tyv, ftjal dette Svard fra fin Fader, og bragte det fil Konning Rutſileif. Der blev det vel forvaret, indtil den unge Rutſtleif bar det, og dermed dræbte mangen Mand. Faaer du det af mig levende,
N
da lade Gud'dig nyde det vel, men heller vil jeg døe
. end fpare det i min egen Nød og Trængfel.” Da fagde Didrik: Hvoi kan jeg flye for dit Sværd, eller for dig. ſels, medens jeg feer ingen af Delene, og et mærker jeg andet fil dig, end jeg hører: dit Raab og SÉryderi. Men det venter jeg, at 'du faaer det betalt, naar Das ugen kommer, og vi funne flifte vor Sag; og ei ſtal
du oftere byde mig til Enefamp” «Hav Guds Taf
for dit Lofte!“ ſagde Ekka; ‚og endnu vil jeg fortælle-
dig mere: i mit Bælte er tolv Pund af roden Guld,
og om du faaer Seier, da bliver alt dette Guld din Eiendom. Men ſaa luer og brænder nu mit Hjerte, 1) maaſtee Drau?
—
hy
41 C. Diidrik af Berns Saga, 83
ſom dette Guld glimrer, fordi vi ikke ſtrax kunne ſlaaes. Men om du ikke vil ſlages med mig for Guld - og gode Vaaben, da ſlaaes med mig for Livet og de ni Kongedottres Hæder og deres Moders, de fom fode mine Vaaben beſatte med glimrende Guld. Bi nu efter mig; og flaaed med mig!” Da fagde Didrik: , Det veed Gud, at jeg ikke ſlaages med dig for Guld eller Vaaben, men til ni Kongedottres re og Priis vil jeg ſlaaes med enhver Mand.” Lg nu ſprang Didrik af fin Heſt; men det vår faa mørkt, at han ikke unde fee en Haand for fig, thi flog han Nagelring mod en Steen; faa aft der floi faa ſtore Gnifter af den, at han fandt hen til ef Lindetræ, hvorved han bandt fin Heſt. Og glad blev Ekka, da han nu mærkede, at Serien ſtulde gaae for ſig.
41. Det fortælles nu, at * hug Etenene foran ſig, ſaa det gniſtrede efter, og de bleve ved, til de endelig havde fundet hinanden. Da flogeé de paa det drabeligfte, og hvo fom hørte deres Kamp, troede, at det tordnede, faa ſtort et Bulder og Brag lod der af deres Dug, og tilmed gniftrede Ilden af deres Vaas ben ſom Lynildsglimt. Nu vare begges Skjolde klo⸗ vede og gjorte heelt ubrugelige, men endnu var ingen af dem faaret. Da oploftede Ekka fit SFjold og Sværd med baade Hænder, og hug af alle Kræfter til Didrik, faa at han ſtrax faldt til Jorden, men Ekka kaſtede ſig oven paa ham, fpændte faft omkring ham med begge fine Arme, og ſagde: Om du vil beholde dit Liv, da vil feg nu binde dig, og fiden. vife dig bunden og overs vunden for de ni Dronninger, ſom udruſtede mig tif denne Kamp” «Lade vil jeg Livet ſtrax, om Gud
i . &2 -
e
84 Dibdbrif af Berns Saga. 41 C.
bil,” ſagde Didrik, men det er vig, at jeg ikke vil taale Forhaanelfe og Spot af disſe ni Dronninger og . derhos af alle Riddersmænd ; faa fænge jeg lever.” Derpaa ftræbte han at komme los, fif ogſaa fine Hau⸗ der op, og fog nu om Ekkas Hals; de væltede derpaa hinanden omkring af alle Kvæfter et langt Stykke Vet, til de endeligen kom der ned, hvor Didriks Heſt Falken flod bunden. Heſten fprang nu med begge fine For been op pan Ekkas Ryg, og. derved kom Didrik op, tog fit Sværd, og hug Hovedet af Ekka. Han tog derpaa alle hang Vaaben og Hærtlæder , væbnede fig med dem, fprang paa fin Heſt, og red. ud af Skoven, og da var det allerede Dag. Han lagde nu fin Plan;
og ventede at han vilde fane fig en Kone og al den
æder, ſom Ekka havde haft. , Dronningen var juſt kommen op i et Taarn, og fane denne Mand Fomme ridende, hvordaa hun hurtig gik ned, og fagde til fine Dsttre: „Jeg feer 'en god Tidende imsde; Herr Ekka gik hjemmefra ti Gaaraftes, men nu rider han. en god Heſt, og er jeg nu glad, thi jeg fan nu viſt vide, at han man have overvundet een eller anden Kæmpe.”
De iførte fig nu deres Klenodier, og ginge ud af Bor⸗ gen imod ham, men da Didrik var kommen dem nar⸗ mere, bleve de vaer, at det var en heel anden Mand. Den gamle Dronning kſendte Vaabnene, men ikke
Manden, og ſontes hu at vide, af Ekka ikke i levende .—— Live havde givet flip pan ſine Vaaben for nogen; og
dette bedrøvede hende faa meget,” at hun faldt om; og vidſte ikke til ſig felb. Men da Borgmandene bleve J dette vaer, løb hver til fine Vaaben, og vilde hævne Ekka. Da Didrik fane deres Tilberedelſer og Mængde,
42 C. Didrik af Berns Saga. 85
vred han tilbage tik Skoven, men Borgmandene bleve
baade brede og bedrovede ved Ekkas Drab.
42. Didrik red nu til ; og naaede Skoven. Da blev han vaer, at en flor og vel væbnet Mand kom ris
dende imod ham; det var Faſotd, Ekkas Broder.
Denne troede, at det var hang Broder Ekka, da han Fjendte Vaabnene, og raabte derfor hoit: Er du der, min Broder Etta?” Nei!“ ſparede Didrik, „her
har du iffe din Broder Ekka, men en ganſte anden.
Mand, for dig.” . «Hør du onde Hund!” fagde ders paa Faſold „«hvi liſtede du dig over min Broder, og bræbte ham, mens han for; Havde du truffet ham vaagen og beredt, da havde du maattet ligge-under.” „Det var uſandt, hvad du der fagde,” ſparede Didrik,
„t jeg dræbte ham fovende og uberedt, og ſtjal mig
paa ham; tværtimod tilftod jeg ham fun ugjerne Ene
kamp; men det er vift, at jeg dræbte ham, og tog hang Vaaben, og devi figer du fandt, om du end lyver i det andet.” . Mu traf Fafold fr Sværd, red' mod Didrik med megen Djervhed og Hidfighed, og hug af al Magt i hans Hjelm faa haardt, at det hvinede for hans Øren, og han faldt ned af Heften og daanede.” Faſold havde gjort det Løfte, at han ikke vilde bruge fie Sværd mere mod den. Mand, fom faldt for hang førfe Hug, et
heller fratage en ſaadan hans Vaaben. Dette minde
des han nu, og red bort. Men faafuart Didrik kom til fig.felv igjen, fprang han op, ſteg paa fin Heft, red filfomt efter ham, og indhentede ham. J det nu Fa⸗ fold red ud af Skoven, raabte Didrik høit: «Du ſtolte Nidder!”. rid ei længer, og flygt ikke for en eenlig Mand, men hævn heller din Broder, om du er ſaadan
86 . Dibrif af Berns Saga. 48 C.
en Kampe, ſom ſagt er. Men om du ei vil det, da vær hoer Mands Niding!“ Saafnart Faſold hørte dette, vendte han i en Haft fin Heſt om, og vilde vift
nok heller prøve en Kamp end taale ſaadan Bebreidelſe.
Da de nu vare komne hinanden nær; ſtege de af deres Heſte, og ginge imod hinanden ; og ſloges baade med megen Hidſigbed og rafende Tapperhed. Og for de
ſtandſede Striden, havde Didrik faaet fre Saar, dog
ikke fore, men Faſold havde faaet fem Saar, og alle ſtore, og da tilbod Faſold at overgive. fine Vaaben og blive Didriis Mand. Men Didrik fagde: «Du er en raft Mand og en beleven Ridder; derfor ſtal du Have Fred af mig, men ei vil jeg have din Tjenefte, fordi - jeg dræbte din Broder, og neppe vil jeg kunne troe dig,
faafænge ingen Boder ere givne derfor. Men vil du
tage mod Hæder iftedenfor Boder, da ſtulle vi foærge hinanden Broderſtabs Ed, fom vi vare ſambaarne Bro⸗ dre, faa at vi ſtulle fane hinanden bi, naar Noden
kraæver?“ Dette Tilbud modtog Faſold, og de. ſlut⸗
fede nu Stalbroderſtab, og ſtege fiden paa deres Hefte.
43. Didrik vilde nu, efterat have udført fit Wrende, vende om igjen og drage tilbage til Bern. De rede den Dag til Aften, og toge Natteherberge i Als dinſela?. Om Morgenen red de ind i en Skov, ſom hedder Nuntflu? Skob. Der kom imod dem et Dyr, fom kaldes Elefant, det er det ſtorſte af afte Dyr og frygteligt af vove fig i Kamp med: ‚Vil du ſtaae mig
—
1) Oldenſael, nu Oldenziel, Hovedſtaden i Grevſtabet Twente i Overysſel. 2) Snarere vel Remen, alt Rime eller Rims⸗ lage i det Ravensbergſte end —— Ramſlau i det Lyne⸗ burgſte.
430, ” Diert af Berns Saga, 87
bi?” ſpurgte Didrit Faſold, ‚om jeg vil ride mod dette Dyr; fane vi det overpundet, da vil den Daad blive meget navnkundig.“ IJ vort Møde,” ſparede Faſold, «fik jeg vældige Hug, og miſtede meget Blod; derfor Har jeg fun: liden Styrke til at yde dig ſaadan Hjælp, ſom kan være til-Gavn; men det tykkes mig, om du rider mod dette Dyr og kommer uſtadt tilbage, at du "da fan ſige, at du aldrig kom i en flørre Livsfare, faa ofte fom du end har holdt Enekampe.“ Kan du ikke yde mig Hjælp,” ſparede Didrik, ſaa hjælpe Gud
mig! men til vil jeg ride, hvad enten det gaaer mig .
vel eller ilde”: Derpaa red Didrik mod Dyret med megen Hidſighed, traf ft Sværd Ekkiſax, og hug tu Dyret af af Magt; dog det bed ikke pad, men Dyret flog ham, fan at han faldt tif Jorden. Da nu Fafold fade dette; red han paa det hurtigſte til, og vilde pde ham den Hjælp han kunde; men da Gan kom til Dyret,
kunde han ikke finde Huggeſted pad det, fan at det vilde
hjælpe noget, thi Jern bider ikke paa dette Dyr uden et Stid i Underlivet. Da fagde Faſold: Har du dine Hander fri og fan naae dit Sværd, ſting da Dyret nær ved Navlen, der venter jeg af Gværdet vil bide.” Lg i ſamme Øieblik flog Didriks Heſt Falken med begge fine Forbeen paa Dyrets Hofter, faa at det naſten ſtyrtede. Nu fif Didrik fine Hænder fri, naaede fig
, Sværd, og ſtang det ind i Dyrets Bug lige til Hjaltet.
Didrik forang bort fra Dyret, men det falde dade til Jorden, da ogſaa Faſold hadde givet det mange ſtore Hug, ſtjont hans Svard ikke ret vilde bide. Ikke deſto
mindre fik Didrik dog her en Prede paa, at Barolo
meD Troſkab ſtod ham bi.
— —
—X
⸗ 4
887 Didrik af Bens Saga. 44 C.
44. Efter denne Daad ſtege Didrik og Faſold paa deres Heſte, men da de kom ud af Skoven, fane de en fælfom og underlig Hendelſe: det var nemlig en ſtor og tyk flyvende Drage; den havde hvasfe Kloer og
fore Been og et ſtort og ſtrekkeligt Hoved. Den foer næften ved Jorden, og hvert Træ; ſom dens Kloer mødte, blev fom det var hugget med det hvasfefte Sværd. Den havde en Mand i Munden, og havde begyndt at fluge ham fra Fodderne af, men han holde med Hænderne i Kjæften, og Hoved og Skuldre ſtode ud af Munden, og Manden dar endnu levende. Da nu denne Mand faae; hvor hine vrede, raabte han; «ører, gode Kæmper! rider hid, og. frelfer mig! denne fore Djævel tog mig fovende af mit Skjold; om. jeg havde været vaagen og beredt, da havde jeg vel varet mig.” FI Diebliffet forang Didrik og Faſold af deres Hefte, og hug begge paa cen Gang. til Dragen. Didriks Sværd bed noget, men Faſolds intet. SEjsnt . nu Dragen var baade ſtor og ſtæerk, overgik det dog dens Kræfter, af bære faa tung en Mand i fuld Ruſt⸗ ning; og den kunde derfor ikke have fig i Veiret og flyve, fom om den var fri. Manden fagde nu til Fas fold: „Jeg ſeer, den er faa haard i Huden, at dit Sværd ikke bider; tag derfor i Dyrets Kjæft et Sværd, fom den: fvælgede tillige med mig, og venter jeg, at det bider, naar ellers en tapper Mand fører det.“ Da lob Faſold raſt fil, greb ind i Dyrets Kjæft, og tog É - der et. meget hvaſt Sværd, hvormed han Gug Lil Dra⸗ gen. Dette Sværd bed, hoadſomhelſt det modte faa let ſom den ſtarpeſte Haarkniv rager Skegget. Det var af Farve grønt ſom Gras. Endnu ſagde Manden:;
bud
*
44 C. Didrik af Berns Saga. 89
AHugger varlig, thi mine Fødder ere komne temmelig langt ind i Halfen)” „Hugger nu haardt tih, rafte Kamper!“ ſagde han fremdeles, edthi nu klemuer
Dragen mig'med fine Kjæver ſaa, at Blodet løber mig
ud af Munden og Naſen, og jeg veed neppe, hvordan dette gaaer til”. Og nu hug den ene efter den ånden,
- Indtil Dragen var doed. Manden fom nu ud af Mun⸗
den, og talte: faa: Himlens Gud hjælpe eder nu og
ſtedſe fremdeles, for at I have frelſt mig af Deden;
men der er dog éen Ben, fom jeg gjerne endnu onſtede opfyldt af eder, om det fader fig gjøre; det. er nemlig den, at F Dille tillade mig at, beholde mit Sværd.” ce Hvo er du, vakre Mand!“ fpurgte Didrik, ,,0g af
hyvad Æt; hoor er du fodt, og hvorhen agter du at fare?”
Jeg hedder Sintram,“ ſvarede han, „og er en Son af Hertug Reginbald i Venedig, og der er jeg barns født, men jeg vil relfe at beføge min Frænde Hilde
brand og hans Fofterføn Didrik af Bern; og nu har jeg redet ti Dage og ligeſga mange Natter uden af
hvile fort, og jeg vår nu meget ſovnig, da jeg havde lagt mig, og denne Drage tog mig ſovende.“ Vel kommen, vafre Mand!” fagde Didrik, og. faae ſtal du dit. Sværd og. alt, hvad du beder 08 om, thi-i mig træffer du- her Didrik af Bern, og | ſtal du nu ride hjem med 08 og nyde god-Modtagelfe.” De ledte ders næft efter Hans Skiold, og fandt det. To Dage ders efter. fandt Didrik Heſten i et Kåftel, fom hed Afdenftig”, over hoilket herſtede en Grev Lodvig. Grevens Folk
1) Maaſtee Oldenburg, Hovedſtaden i Hertugdemmet af ſamme
Navn, eller Oldenburg i det Lippiſke, hris ikke fnarere Alden⸗
berge i Gertugdemmet Berg.
/
- væ
90 Didrik af Berns Saga. 45 C.
havde fundet Heften og ført den til ham, men nu fod Greven den udlevere til Didrik, fom igjen gav Sine tram den. De rede nu alle i Forening Veien fore til
Bern, hvor der med megen Glæde og Lpfighed blev
taget imod Didrik og hans Scalbrødre.
Sjette Fortælling. Ofantrirs Krige med Melias.
45. Kong Vilkinus vår i den Tid beromt for Tape ke
— Mitdhed og Krigslykke. Han underlagde ſig med vabnet Haand det Land, ſom hed Vilkineland, men ſom nu indbefatter Sverrig og Gotlaud og alle Smagkongerigerne og Skaane, "Sjælland og Iplland, Bindland og alle de Niger, ſom der høre til, Saa didt ſtrakte fig hans Rige, ſom Landet var opkaldt efter ham; og det er Brug i denne Saga, at efter den førfte Høvding opkaldes ſaavel Riget, ſom Folfet han fiprer. Saaledes er dette Rige faldt Vilkineland efter
Kong Vilkinus, ligeſom ogſaa de Folk fiden ere kaldte
Vilfinemænd, fom der byggede og boede, lige indtil ans dre Folk kom til Riget, og gave det et. nyt Navn. Ef: terat Song Vilkinus havde ſtyret dette Rige en, Stand, udruftede han fin Hær, og red med utallige Riddere og andre Krigsmand ind i Pulineland', og Holdt der. mange og ſtore Kampe. Han ſeirede ftedfe over Rus⸗ ferne, og sdelagde hele Pulineland og svrige tilliggende Lande. Da fom imod ham Kong Hernit, der paa den Tid i Forening med fin Broder Hirder beherſtede Rus⸗
1) d. e. Polen.
——— GEN eet,
46:47 C. Didrik af Berns Saga. 91
land og en ſtor Deel af Grakeland og Ungarn og neſten hele Oſterrige“. De holdt mange Træfninger, men Kong Vilkinus feirede fedfe. Derefter rykkede han med fin Hær ind i Rusland, og indtog der mange fore Borge, ESmaalenſt og Palteſtia?, og ſtandſede ikke, før han red ind i Holmgaard, ſom var Kong Hernits Hovedſtad. Def holdet de en Hovedtræfning, ſom falde ſaa ud, at Hernit fog Flugten, og hans Broder Hirder faldt. Der faldt mange af Rusſerne, og en ſtor Deel Cleve fangne. Kong Vilkinus tog. der faa meget Guld og Solv og alſkens Koftbarheder; at han aldrig før havde faaet faadan en Seier, — han forſte Gang drog i Kamp. g 2 46. Nogen Tid — bleve Kong Vilkinus i
og Kong Hernit forligte, faa at denne (Fulde ſelv be⸗ holde fit Rige, men, faalænge de begge levede, give hin Stat af hele fit Land, faa vidt det ſtrakte fig. Der⸗ med ſtandſede Vilkinemendenes Hær, og Kong Bilki⸗ Sus drog, efter forſt af have reiſt omkring i Rusland | og beſeet Landet, hjem til. Vilkineland. 47. Kong Vilkinus bled ſyg, og gav før fin Ded fin Son Nordian Rige og Kongevalde efter fig. Denne blev ſaaledes Konge over hele Vilkineland. Da Kong Hernit fpurgte dette til Rusland, kaldte fan fine Mænd til fg, og talte ſaalunde: Gud være lovet!“ fagde Han, at jeg har fiddet faalænge i mit Hoiſede, indtil feg hørte, at Konning Vilkinus var, dod; og det. vil
jeg nu fværge, at, om jeg end. fever tre. Mænds Alder; ſtal jeg dog aldrig fra denne Dag yde Vilkinemendene Skat; thi nu er det Aag loftet af min Hals, ſom 1) d, €, det øftlige romerſte Rige. 2) d. e. Polost.
02 EH Didrik af Berns Saga. 48 C.
denne Konning havde paatvunget mig. Hover nu, alle mine Mend og alle Ruslands Indbyggere! dette mit Bud, at hver Mand. i mit Rige, ſom er faa gam⸗ mel, at han fan ride fin Heſt og bære fit Skjold og træffe fit Sværd og har Mod til Strid, ſtal tage fine Waaben og fin Heſt og komme til mig; thi nu ſtulle bi havne 08 paa Vilkinemendene; 'thi denne Konnings Dod har nu tilintetgjort Forliget imellem 08, faa at vi ere føfte fra de. Eder, vi foore ham.” | . | 48. Derefter ruftede Hernit fig til fin Bortferd fra Holmgaard, og redenordefter ad Veien fif Vilkine⸗ land, og en utallig Hær ſtrommede fra alle Sider tif - ham. Og aldrig faafnart var han kommen ind i Vilki⸗ neland, for han begyndte at brende, dræbe og harſe, og han foer med Od og Eg over hele Landet, indt il Han traf Kong Nordian med ſin Hær. Da kom det til et fiort og langvarigt Slag; Mandefaldet var betyder , ligt paa begge Sider, men dog flørft paa Vilkinemen⸗ "dene, fordi Kong Nordian havde mindre Mandſkab, efterfom mange Høvdinger vare blevne Hjemme, og havde ikke ydet ham Hjælp. Enden paa Striden blev da, af Kong Nordian gav fig paa Flugten med hele fin Hær, og Kong Hernit fif Seier, fatte derpaa i hele tre Dage efter de Flygtende, og indhentede endelig Kong Nordian, for hvem fun to Vilkaar nu bleve tilbage, enten. at flye af fit Rige eller falde med Uſeier. Men " han tog derimod den Beflutning, at han pilde overgive fig i Kong Hernits Vold med alle de af hans Krigere, fom endnu. vare tilbage. Og i det nu Kong Hernit holdt Stavne, og Folket begjerte Fred af ham; da kom Kong Nordian til, gik for Kongen, falde til Fode
', s
49 & | Didiit "2 Bens Saga, * Sl
for fam, og overgav fig og fit Rige i hans Vold, og
bad om Naade for fin. Kongevardighed. Men Kong Hernit fvarede ham paa denne Viise Hin mægtige Konning Vilkinus, din Fader, "underlagde fig vort Rige, og holdt mange Træfninger med 08; da Com vi
". og vort Rige i hang Vold, ligeſom J nu ere i por
Bold; og fordi. vi den Gang fif Fred af ham, ſtulle vi
pg gjengjelde eder det ;. alt eders Rige ville vi derfor
. tilegne 08 med Skat og Herſtab, men I ſtal fværge mig den Ed, at holde Fred og Troſtab, ſaaſom Jnu love.“ Saaledes blev nu Forliget ſtadfeſtet mellem Kongerne. Da ˖underlagde Kong Hernit fig hele Vil kineland, og fatte, for han drog hjem til fit Rige, Kong Nordian til Hovding over det Land, ſom vi falde Sjælland. Saaledes flod Kong Hernits Rige en Stund. Han havde. to Sonner ved fin Kone; den . æfdfte hed Oſantrix, den. hugſte Valdemar; en tredie Son havde han ved fin Frille, han hed Ilias.
49. Da Kong Hernit var bleven, gammel og - ſpag, fatte .fan ſin Son Oſantrix til Havding, og - gav ham hele Vilkinemandenes Rige og Kongenavun: Over. bette Rige herffede ſaaledes Kong Oſantrix og hans Underkonge Nordian. Kort Tid derefter fatte Hernit ſin Son Ilias til Asvding ude i Grakeland,
og gav ham der Jarldomme. Han var en mægtig
Mand og flor Kæmpe. Kong Hernit faldt omfider i en Sygdom, og lod da fine'farfte Hovdinger og viſeſte Mand kalde til fig, og faſtſatte, hvorlunde Riget
ſtulde ſtiftes og beſtyres efter hans Dod. Han gav.
fu Son Valdemar Kongenavn, og fatte ham til Konge over hele Rusland og Pulineland / og hele den oſtre
94 Didrit af Berns Saga. 5061C.
Deel af Verden. Kort efter døde Kong Hernit i fuld
" Ravnfundighed, og hang Sonner ſtyrede Niget — derefter.
50. Kong Nordian havde fire —— — den ene hed Edgeir, den anden Aventrod, den tredie Vidolf Mittumſtang eller Vidolf med Stangen, og den fjerde Aſpilian. De bare alle Riſer af Styrke og Dannelſe. Da nu Kong Nordian var dod, fatte Song Oſantrix Ufpilian til Høvding over det Rige, font hans Fader havde haft, og gav ham Kongenavn. Vidolf Mit⸗ tumſtang var ſaa vel voxen, at audre Riſer med deres Hoveder kun naaede til hans Axler. Han var og ſter⸗ fere end fine to-Brødre, ſtjont de ogſaa vare Riſer, og faa ond var han at komme i Kaſt med, at han ſpa⸗ rede inter, hverken Folk eler Zæ. Men da hans Broder Afpilian fane dette, fod han om hans Hals, Arme og Fødder flaae Fernbolt, Hvortit,i tykke Jern⸗ ringe var fæftet en lang Jernlenke. Denne fatte fan
. fine Brødre Edgeir og Aventrod til at bære, og ſaaledes
lede Vidolf Mittumſtang efter fig, faa at han aldrig blev losladt, uden naar et Slag (Fulde holdes. Han havde en lang tyk og ſterk Jernſtang, hvormed han
flog fra fig i Kampen. Men Edgeir havde en Helles barde, flagen af Jern, og faa Fang at tolv Mænd ei
kunde lofte mere.
51. Kong Oſantrix var gift og havde en Kone, ſom hed Juliane, en Datter af Kong Iron af Skrottau og Brittan, ſom nu kaldes Skotland og England.
" Kong Oſantrix havde en Datter med Iuliane, ſom hed
Berte hin Hoflige. Juliane blev fyg og dade, og. hele Folket førgede over hende.
|
*
52/53 C. Didrik af Berns Sep, 05
N
ER WMelias hed den gonge, fom i de Tider fø
. Fede Huneland , en mægtig og ſtormodig Konge. Han havde en Datter, fom hed Oda, den fEjennefte af alle Kvinder. Baade Konger og Jarler havde beilet til hende, men Kongen elſtede Oda faa høit, at fan kunde
ikke affee hende, og vilde derfor ikke give hende til no⸗
. gen. Kong Oſantrix fif nu Efterretning om denne
Konge og hans Datter, og ſendte derpaa ſex af ſine
Riddere, vel udfiprede, til Kong Melias, og fod et Brev affatte i følgende UdtryÉ: Vilkinemandenes Konning Ofantrir fender Hunnernes Konning Melias hin Magtige og hin Skagſide fin Hilſen; meget er og : fortalt om eders Rige, og hoilig er berommet for os i SEjønhed og udvortes Takkelighed eders Dotter Oda
thi vil vi bede om hende til vor Xgtekone; ſend ders hos faa meget Gods, fom det ſommer fig at følge eders Dotter og vor Xgtekone, og fend alt dette Gods med.
Cd
belevne Riddersmaend og alt Tilbeher med fore Penge⸗
ſtrin, fulde af Guld og Solv og Klenodier; og til Gjengjeld vil vi tilftaae eder vort Venſtab. Dette
Giftermaal er fra vor Side faa faft befluttet, at; om
JF vil undflaae eder derfor og vanære os og vor Ord⸗ ſending, da maa dette afgjeres med væbnet Haand imellem 08, førend. bi opgive denne Beſtutning. Le⸗ ver bel!”
Kong Melias, og vliſte ham deres Konges Brev og
53. Disfe —— nu tik ——— til
Indſegl, og frembare derhos hans Hilſen. Kong
Melias optog. denne Hilſen vel, fod Brevet oplæfe, og —
vilde høre, hvad Vilkinelandets Konge monne ville i hans Nige; og da fan aldrig for havde været hans
J v
—
96 Didrik af Berns Saga. 5455 C.
Ven, formodede han derfor ikke, at det bar et venſta⸗
beligt Budſtab; heller ikke var han hans Uden ;-at han kunde tanke, at han vilde fræbe ham efter Riget. Da
nu Kong Melias hørte Brevet opfæfe, og mærfede,.
hvad hans Ordſending gik ud paa, da ſvarede han fans unde: Mif Dotter Oda er bleven opfodt i min Hal;
og er nu femten Vintre gammel. Til hende have Geitet ”
Konninger af de ftørfte Lande, og Hertuger fom ere
mægtigere end Kouger, og de anholdt om dette Gifter.
maal med Artighed og Hoflighed, og vi nægtede dem
dog vort Svogerſtab, fordi vi elſter vor Dotter ſaa
meget, at vi neppe fan afſee hende; men denne Vilki⸗
nemendenes Konning ev faa ſtolt og overmodig, at. han i
troer, at jeg heller vil give min Dotter bort, end gaae
hans Hær under Pine; men det ffal han. faae at prøve.” -
Han bod derpaa fin Skatmeſter at kaſte Kong Oſantrix's Udfendinge i Fængfel, og — at de der Kabe ops pebie deres Konge,
| 54 I den Tid kom til — bene. to: — Hovdinger Hernit og Hirder, hans Broderſonner,
. Gønner af Oſantrix's Broder. Ilias, Jarl over Gre⸗
kerne. Hernit var da elleve og Hirder ti Vintre gam. mel. Hernit var den ſtjonneſte og raffefte Mand i alle Dele, faa at ingen. Ridder i hele Vindland var hans
Lige i Turnering. og alſtens Ridderſtab. Kong Oſan⸗ trix fatte ham til Hovding over fine Hirdmend / og gav
"Dam Jarls Ravn. 55. Nu ſpurgte Kong Oſantrix, at de Riddere,
ſom han havde ſendt til Huneland, vare kaſtede ”
Vangſel; thi bod fan fine Høvdinger og alle fine viſeſte Mænd komme til fig, og ſpurgte om deres Raad, hvor⸗
*
|
55 C. … Dibrif af Bens Saga, ” 97
lande han ſtulde bære fig ad. Han fortalte dem, at hans Mænd nu fade i Jern i Huneland, og hvor uhæs derlig Kong Melias havde optaget hang Andragende. Han fod fig forlyde med, at han var meſt tilbsielig til at ſamle en Hær, drage ind i Huneland og prove Styrke med Kong Melias, og lagde til, at han da bilde fane
Kong Melias's Dotter, eller i andet Fald Døden.” En
viis Hovding fvarede Kongen, at han holde det for klogere, endnu engang at forføge dette Andragende ved Ordſending og Gaver, da Kong Melias formos dentlig havde ment, at der var viiſt ham mindre Ære, end tilberligt bar. Mari burde derfor tage den Beſlut⸗ ning; at ſende andre Mænd, meget anfeeligere og flere tilfammen ; og med dem Gods og flore Gader, og for⸗
ſoge, om Kongen vilde agte noget derpaa, og vilde det
da end ikke lykkes, kunde man have et Brev ved Haan⸗ den, fom var affattet i langt beſtemtere Udtryk end det forrige, og forſoge, om han derved vilde lade ſig noget bevæge. J dette Raad ſamtykkede baade Kongen og
alle, fom hørte derpaa. Nu kaldte Kong Oſantrix fin
Frænde Hernit Jari, og fagde at han bilde fende. ham” til Huneland til Kong Delias, at beile til hang - Dotter med fmigrende Ord dg Pengegaver; men hvis det endelig ikke vilde hjælpe, da ſtulde fan give ham tilkjende, at han maatte berede fig paa Ufred. Jarlen fagde, at han var færdig til af drage, hvorhen Kongen
. bifde fende ham. Kong Oſantrix lod da affatte et an⸗
der Brev, . fåa lydende: Konning Oſantrix i Vilkine⸗ land fender fin Hilſen til Konning Melias i Huneland. Y har ilde optaget vort Andrageüde, det I heller fulde faa habe ſtikket, at vi deraf begge havde haft NRordiſte Fortids⸗Sagger, 3die Bind. — &8 ER
!
ør +
98 Didrik af Berns Saga. | 56 C.
Hader, men nu har Y gjort 68 og vore Mænd Skam,
og forringet ederg egen Anſeelſe, i der J toge vare
Mand, og fatte dem uforſtyldte £ piinligt Fangſel.
Nu fende vi eder vor Frænde Hernit Jarl og andre elleve hsibaarne Riddere; og have de dette Andragende
at bringe, at J udtage vore Mænd af Fængflet; og overgive dem til vor Frende, og derhos fende os eders Dotter Oda til Xgtekone med Hæder og Pryd. Men
derfom J vil afflaae os nogen af de Dele, ſom vi bede
om, da ſtal I for den Sags Skyld fomme til af miſte
eders Rige og dertil Livet oven i Kiobet. i 56. Kong Ofantrir fod nu udſthre Jarlen, o og med ham de elleve Riddere, paa det anſeeligſte til Reiſen med Solv og Guld og alffeng Klenodier, og fendte ders. hos Kong Melia mange betydelige Gaver. Hernit Jarl ved nu fydefter til Huneland til Kong Melias, og kom til hang Dal, i det Kongen fad ved Spiſebordet. De
bade om Orlov til at gaae ind, og fif den. Hernit Jarl.
hilſer Kongen, og frembarer Kong Ofantrig's Hilſen,
holder en laug Tale, og underretter ham om Aarſagen til hans Reiſe, og hvad hang rende var, og belag⸗
ger denne Sag med mange haflige Ord;. men Kong
—
Melias optog hans rende med Misfornaielfe, Da fremtog Jarlen Purpur og fo Bordkar af Guld og et Telt af Silke med de Ord, at Kong Oſantrix ſendte Song Melias disſe Ting, for af hang ved Jarten frem⸗ førte Begjæring maatte tiltaaes. Da foarede Koug Melias: Mine Trælfvinder vil jeg ſende ham for disſe Gaver, men aldrig maa han troe, at jeg fælger min.
Dotter for Penge,” Da fremtog Hernit Jarl Kong
—— Brev og Jnofegt; ; men da Kongen havde
* hj
57/58 C. "Didrik af Berns Saga, 99
feer Brevet; fagde: han med Vrede: Oſantrix, Vilki⸗ nemændenes Konning, er fan indbildte at tænke, at han ffal fane min Dotter ved Trudsler og overmodig Cafe, . fordi jeg tog hans fer Riddere og kaſtede dem i Fangſel. Did ſkal nu ogſaa hans Broderſon Hernit Jarl og alle hans Ledſagere faftes, og fan haudes, at Konning - Ofantrir felv kommer i dette Fengſel.“ Man greb nu Hernit Jarl og hang Ledfagere ; fatte dem i Jern og faftede dem i Fangſel, og ſagde at de der ſtulde ops pebie Kong Oſantrix.
57. Saaſnart Kong — ſpurgte denne Tis dende, fendte han Bud over hele fit Rige, og bod til ſig hver Mand, ſom kunde træffe Sværd, bære Skjold og ſpeude Bue, og han fif i alt ti tufinde Riddere og tre tufinde fodgangende Mænd. Han fendte ogſaa Bud til Kong Aſpilian i Sjælland, og bad ham fende fine fre Brødre Edgeir, Aventrod og Vidolf Mittumſtang, og faa meget andet Mandffab, ſom de formaaede ag ſtitle i Marken. Disſe Brødre kom med en ſtor Hær til Kong Oſantrix. Edgeir og Aventrod fedte. Vidolf Mittumſtang, og bare den tykke Jernſtang tilligemed Jernlænkerne, hvorſomhelſt Heren tog Veien.
58. Kong Oſantrix bod fine Mænd, at de ſtulde falde ham Kong Didrik, ſamt at de alle ſtulde ſtjule deres rette Navne; og de gjorde, ſom han bød. Da han nu fom i Huneland med fin Hær, foer han fredelig frem, plyndrede ikke, og gjorde intet Menneſte Skade, men kjobte alt, hvad han behsvede, for Halvdelen mere end det var verdet. Han drog imod den Borg, ſom hedder Valsborg og dar Kong Melias's Hovedſtad, "og ſendte i. — til Kong Melias med Bon om
i ER Se 2
N
-
100 Didrik af Berns Saga. 59 &
Tilladelſe at drage ind i Staden, og lod ſige, at han var kommen med en Hær fra Spanieland, og vilde tjene Kong Melia. Kong Melias ſvarede, at han
" fengtede, af de med deres ſtore Hær vilde fvoige fam. Didrik lod foare, at det var langt fra, af de vilde foige ham, thi han var derimod med fine Mænd beredt til. at ofre Liv og Blod for Kongen. Der vare nu mange, ſom fortalte Kongen, . hvor vel han havde faret frem
med fad ftor en Hær i et fremmedt Land, og lagde til,. at Kong Melias kunde vente fig flor Hjælp af ham; men fan fvarede dem lidet dertil, og. fod. fig ſotmecte sod
med / at han ikke troede dem alt for bel. " 59. Borgmandene holde da felv et Raad ind⸗ byrdes, og ſagde af det kunde ikke være deres Stad til
Skade, men ſnarere bilde forsøge dens Magt, at en.
fan god Høvding kom ind i den; thi red Didrik med
deres Tilladelfe ind i Staden. Da Kong Melias blev:
denne bær vaer, forfærdedes han meget, og onſtkede, at den aldrig var kommen indenfor Murene. Men
Didrik red med alle fine Mænd til Kongehallen, og: fagde at han havde et vigtigt rende til Kongen. Det blev ham tilladt af komme ind, og: fom han nu
kom for Kong Melias's Hsifæde, tålte han ſaalunde:
„Hil være eder Herre og alle eders Mend!“ Gud
figne eder,” gjenfoarede Kongen, hvad er dit Navn, hvo er din Æt, og vor er du fodt? vig er du en for og anſeelig Mand,” - Mit Navn er Didrik;“ foarede han; .jeg ev født i Vilkineland, hoor jeg var Hertug, "omen kom i Uenighed med Konning Oſautrix, faa Han forſog mig af fit Rige, og formeente mig der at være. Nu vil jeg tilbyde: eder,” Herre! at modtage. mig og
—
60 C. Didrik af Berns Saga. 101 |
i alle mine Mænd, og vi ville tjene eder, ſom vi før have tjent-Konning Oſantrix;“ hvorpaa Didrik falde paa Knæ for Kong Melias. ..Baftre Mand!” fagde Kongen; .du maa habe været en mægtig Mand i dit Land; Hvi blev du ei enig med din Konning, ſom du burde tjene. Far tilbage i. dit Land, og forlig dig. med , bin Høvding!” . Saa talte Kongen, fordi Gan ikke ret vidſte, hoͤorledes det hang fammen. Da faldt Didrik til Jorden for Kong Melias's Fødder, gav fig i haus Bold, og bad ham modtage fg. Da JF har ført en for Her ind i vort Land,” ſagde Kongen, „kan det let ſtee, om J bliver vor Mand, at J ikke tjener faa vel, ſom os behager, og blive vi da uenige, da vil bet koſte Mandeblod, før vi after. fader eder drevet bort af Ri⸗ get.” Da talte Kongens Dåtter Oda ſaalunde: «I vil iffe gifte. mig med Konning Oſantrix, ſom er faa vældig, at fan fan drive bort fra fit Nige flig en Hov⸗ ding, der, fom jeg troer, kunde allene med fine. Vaa⸗ " Ben undertvinge hele dig Land, hvis han vilde ſtride mod dig” Lg endnu laae han. for Kongens Fedder, og denne vilde ikke løfte ham op. -
60. Dette hørte. Riſerne, og da blev Vidolf Mittumſtang faa vred, at han vilde dræbe Kongen, men de andre to Riſer holdt ham tilbage, og nu tram⸗ pede han i Jorden med begge Fodder, faa de gik t til - Anklerne, og han raabte hoit og ſtrakkeligt: Herr Didrik! hoi ligger du for Konning Melias's Fodder, du er en meget .gjævere. Høvding end han, lad os ødelægge og nedbryde hans Borg og fare med ID og Sværd over hele hang. Rige. Tag faa. fans Dotter i - Bytte; og gjør hende til din Trælfvinde!”. Didrit
*
102 Didrik af Berns Saga, i 60 €. .
hørte nu Nifens Raab, og mærkede, at han var vred. Han fendte derfor en Ridder ud, og bod, at Niferne ſtulde binde ham ved Borgmuren. De gjorde, ſom budet var; og bandt ham med fore Jernbolte. Der: paa falde Didrik tredie Sang Kong Melias til Fode, og fagde: Kor Guds Skyld, og. den Hoimod og Manddom, ſom det ſommer fig enhver Hsvding at bes ſidde, giv mig og mine Mænd Fred her i dit £and, thi jeg maa ei være i mit eger Land for Konning Oſan⸗ trix, og hvis jan faner mig fat, da vil jeg fnart hænge . t Galgen.” Stat op,” fagde Kongen, „og gak i Fred ud af mit Nige. Denne Stad er. uu fuld af eders Krigsmend, og vi vil iffe have en udenlandſt Hær i bort Land. Men om J ei gjør faa, da ſtulle vore Lurer gjalde, og vore Riddere ſtulle med Magt drive eder ud af Staden.”. Dette hørte Kong Aſpilian, og han blev faa vred over; at hang Herre laane for Kong Melias's Fodder, at han gik ind i Hallen, hævede ſin knyttede Neve, og gav Kong Melias et Hrefigen, faa at han daanede paa. Steder. Og nu fprang Kong Oſantrix op, og traf fit Sværd; det ſamme gjorde ogſaa alfe de Vilkinemand, fom vare derinde. Men da Bis dolf Mittumſtang markede, at hans Broder Afpilian " var vred, ſonderbrod han fine Jernlenker, greb gu Jernſtang, lob om i hele Borgen, og dræbte for Fode baade Karle og Kvinder, Born og Fa, og alt hvad Les gende der fom for fam, og han raabte nu: Hvor er du, Hernit Jarl! vær muntert og glad, jeg ſtal ſuart komme af forſoſe dig.“ Hernit Jarl hørte hans Raab, og blev glad, og de begyndte nu at loſe fig, og" bryde ud af Fangſlet, og een af Ridderne, ved Ravn
-
—
—
61 C. Didrik af Berns Saga. 403
Herman, var faa ſtærk, at han endelig ſik Fengſiet ops Drudt; hvorpaa de lob den Vei, hvor de horte Riſens Raab. Der drabte nu Vilkinemandene Utallige, men Kong Melias undkom ved Flugt. |
GI. Nu toge Vilkinemendene Kong Melias's Datter Oda, og alt Logøre ſom var i Borgen, og bragte det fil deres Hovding. Denne ſagde nu til Oda: Efterſom din Gader ikke vilde give dig til Kom: ting Oſauntrix, vil jeg nu føre dig til min Herre, og ſaaledes kſobe mig Fred hos ham.” Herre 1” fvarede Oda, faa vidt er det nu kommet med vor Sag, af I maa raade for, om J vil give os Fred eller ikke.“ Da tog Hovdingen en Sko, ſom var ſlaaet af det hoideſte Salv, fatte. derneſt Kongedatteren pan fit Kne, og traf Skoen paa hendes Fod; den: var hverken for ſtor eller for liden, men netop ſom den kunde være gjort til hende. Derpan-tog han denne Sko af, og tog en an» den, fom var flaaet af røden Guld, traf den paa famme Fod, og vilde fee, Hvorledes den kladede, og den pasſede endnn en Sang faa godt fom den forrige. Da firøg hun fine Fodder, ſaae op i Luften, og ſagde: „Gud i Himlen! naar vil du være mig faa huld en bjerre, at jeg maa leve den Dag, åt jeg Fan pynte min god i Vilkineland i Konning Oſantrix's Hsifæde!” «Nu er den Dag kommen, Frue!” ſdarede Kongen med et Smil, at Gud et dig faa huld, at du maa pynte din Fod i-Konning Oſantrix's Hsifæde.” Da mærfede hun, at det vår Kong Oſantrix, og favnede ham blidelig. Derpad drog Kongen, efter faalunde at have udført fit Hverv, hjem med Kongedatteren, og ſendte ført efter Mænd til Kong Melias, og bilde ind⸗
101 Didrik af Berns Saga, . 62 €.
gaae Forlig med ham. Skjont Kong Melias Havde beſtemt, at ben Mand, fom fif hans Datter, ſetulde have Hælften af hans Nige, vare dog Kong Oſantrix's Tilbud. disſe: at han vilde have Oda til fin Xgtekone, men vilde dog ikke formindſte ſin Svigerfaders Rige, faalærige han levede; forſt efter hans Dod vilde han tage det hele Rige i Befiddelfe-for fin Dronning Oda. Paa disſe Vilkaar bleve de godt forfigte, Hvorefter Kong Oſantrix holde Bryllup med Oda, og de levede fammen i Fryd og Held, og fif en Datter, fom de kaldte Erka, der blev en meget deilig Mo. i
Syvende — Attilas Krigen med Melias og - ON LS
62. Der var til de Cider en — ved Ravn Oſid, ſom herſkede over Frisland, og var en ſtor Hovding og rig baade paa Lande og Løéøre, Han havde to Gens ner, af hvilke ”den aldſte hed Ortnit, og den yngfte Attila. Attila blev tidlig ſtor og ſterk af Kræfter, en duelig Ridder og gavmild, men vilde ved enhver Lei lighed have ſin Villie frem. J hans tolote Aar fatte Oſid ham til Høvding over alle fine, Riddere. Attila rykkede ofte til Kamp mod Kong Melia, og da denne var affræftet af Alderdom; og ingen Sen havde fil at vparge Riget, gjorde han flor Skade, og indtog mange Borge i Huneland. Omſider falde Melias i en farlig ” . Sygdom; han lod da fine Hovdinger falde for fig, og ”
63 C. Didrik af Berns Saga. 105
talte hemmelig mange Ting til bem.” Det gjorde ham ondt, ſagde han, at han ikke havde hogen Mand, ſom kunde ſtyre Riget efter ham; hans Datter var gift bort
nord i Vilfineland; og hans Svigerføn, Kong Ofantrig, var for. langt borte, til at han kunde ſtyre ogſaa hans Rige. Men da Herr Attila hærjede i Huneland, kunde han derfor vente, af Hunelands Rige vilde gane ud af Slagten, iftedenfor at det var fang kſareſte Ønfte, at Kong Oſantrix fik Riget, og kunde værne det mod Attila. Da nu Melias fil fin fovære Sygdom desuden fik denne Bekymring, faa døde han endelig, og blev i meget begredt, fordi han var en fredfæl og gavmild Konge, og holdt vel over Loven, faa længe han ſtyrede Huneland. Da Kong Oſids Son Attila ſpurgte Mes lias's Dod, flævnede han Folket fra alle Rigets Kanter til Thinge, og holdt nu en lang Tale: hvorlunde han havde gjort flere Krigstog ind i Huneland, og hvor mange Borge af Kong Melias's Rige han havde bes magtiget fig; tilſidſt foor han pan, at han et vilde vende tilbage til fin Faders Rige, førend han var Herre over, hele Huneland. Af denne hang Tale gik ber ſtort Ry, og der gif en flor Deel af Dagen bort med af lovpriſe ham for hans Mildhed og Tapperhed, og han var nu bleven langt mægtigere, end hans orne der før ham havde været.
63. Attila blev nu taget til Konge over — | og Landsfolket gav ham Kongenavn, men han derimod foor dem at holde trolig over Lov og Net. Derefter foer han med væbnet. Haand over hele Huneland, holdt; mange Træfninger, før han fik hele Melias's Rige uns dertvunget. Kong Attila beſtemte Staden Suſa, ſom
bun ]
1060 Didrik af Bens Saga. + 64 C.
ut kaldes Sufaf! til fin Hovedftad, og han. blev en " mægtig Konge. Lang Tid var der Ufred imellem ham . og Bilfinemændene, da Kong Oſantrix formente at Kong Attila havde med, Fjendehaand bemagtiget fig Riget Huneland, faa at Kong Oſantrix ingen Skat ſik af det. Kong Oſid, Attilas Fader, døde og hans ældfte Søn Ortnit arvede fin. Fabers Rige, og bled Konge i Frisland. Han havdeen Sen, fom han efter fin Fader kaldte Oſid, og ſiden ſendte til Kong Attila, Hvor han blev opfodt. Denne OfDd blev en vældig Mand, og Kong. Attila fatte ham til Høvding ved fit Hof øver mange Riddere. * den Maade sb Niget en lang Tid. . ey 64. ” Det dar engang, at Kong Attila kaldte ſin Grænde Oſid til fig, og ſagde at. han vilde ſende ham nordpaa til Vilkineland til Kong Oſantrix med det rende, at beile pan hans Vegne til Kong Oſantrix's Datter Erka. Han gav ham ogfaa en anden høvding, nemlig en Hertug ved Hoffet, ſom hed Rudolf, med paa Neifen; og dem til Følge gav han tyve Niddere; de meſt belevne og hoviſte, ſom fandtes ved hele Hoffet. Hver af dem havde tvende veludruſtede Sveẽnde 1 fåa at "hele denne Fard var i alle Henſeender paa det anſeeligſte udſthyret. De rede nu Veien frem til Vilkineland, havde Held pan Reiſen, og traf omfider Kong Oſantrix | i Sverrig. Han modtog dem vel, og ſtjont Attila dar: hans Uven, vilde han dog høre hans rende. Da frem. … førte Ofid for Kongen hele fit Wrende, at Kong Attila
ønftede fig hang Datter Eta tilægte. Dette Andra⸗
1) Nu Soeft i Veſtfalen; hat — flere Spor af fin forbumé Sterrelſe og ——
Ww
65 ; C. i ' Didrik af Berns Saga. 107
gende optog Kong Oſautrix ikke vel, men ſagde at Kong Attila havde bemagtiget fig hans Rige og til